True Believer er filmen om D-A-D. Filmen er et road-trip, hvor omdrejningspunktet hedder rock’n’roll…Filmens instruktør, Torleif Hoppe, er barndomsven med Stig Pedersen, bassist i bandet, og har gennem alle årene været at betragte som bandets femte medlem. Torleif har altid været med i bussen. Han har lavet lys, scenografier, animationer, special effects, musikvideoer, merchandise mm. Og så er han manden bag Molly, det legendariske kohoved, der i utallige afskygninger gennem alle årene har fulgt bandet som en slags logo-skytsengel. I samtlige knap 25 år D-A-D har eksisteret, har Torleif ladet sit kamera snurre. Han har fulgt dem gennem op- og nedture og dokumenteret festerne, snakkene, diskussionerne, koncerterne, kriserne og triumferne. Det er disse optagelser, der nu er blevet til Torleifs personlige portræt af D-A-D: True Believer. Den fortrolighed Torleif som bandets femte medlem har nydt blandt bandmedlemmerne skinner klart igennem i filmen. Den er et varmt, men også ærligt portræt af fire venner, der ikke kan lade være med at spille rock. Og den kommer tættere på og viser flere sider af livet som medlem af et kendt, etableret rockband end musikdokumentarer har for vane…
2008