DRTV NytTV-Nyt

Cirkeline og den usynlige tegner

Dokumentar
30 mar 2025
DR TV


Den Robert-vindende instruktør Esther Wellejus har skabt et portræt af tegneren Hanne Hastrup, der genert og sky har stået i baggrunden af den succes, hun skabte, da hun som 17-årig satte de første streger til skitserne af Cirkeline.

Filmen har premiere på CPH:DOX den 20. marts og kan ses den 30. marts på DR2 og DRTV i forbindelse med DRs 100 års jubilæum. Filmen er også en del af DOX:DANMARK og kan ses til visninger rundt om i hele landet.

Hanne Hastrup fandt på Cirkeline, da hun bare var 17 år og gik på tegneskole i København – hun sad og tegnede streger og cirkler og pludselig trådte en strithåret alf ud af af papiret i den karakteristiske prikkede kjole. Cirkeline har været oversat til alle mulige sprog, der er lavet adskillige film om den lille alf, skabt i samarbejde med Hanne Hastrups mand Jannik Hastrup. Cirkeline debuterede som tegnefilmsfigur på Danmarks Radio i 1962 i over 19 små film, som blev sendt på DR fra 1962 til 1972.

Modsat mange andre børnekarakterer har Cirkeline altid været en del af sin samtid. Cirkeline er Hannes alter ego. Cirkeline & den usynlige tegner er en animeret dokumentarfilm, der fortæller den voksne historie bag Cirkelines tegnefilmsunivers og udfolder de barske oplevelser fra Hanne Hastrups egen barndom.

Instruktøren Esther Wellejus fortæller historien om Hanne og Jannik Hastrup og Cirkeline gennem skitser, tegnefilm, papfigurer og smalfilm. Det er historien om to kunstnere i et kreativt, musikalsk fællesskab i begyndelsen af 1960erne.

I filmen oplever vi, hvordan Hannes kunstneriske motivation begynder og hvordan hendes fantasi udfolder sig til at skabe univers med små alfer, der trøster hende, når hun er ked af det om natten og føler sig allermest ensom, efter at have mistet sin mor som helt lille.

Esther Wellejus siger: “Jeg opdagede allerede på første optagelse, at Hanne er en lille smule sky. Hun er ikke typen, det sætter sig selv uopfordret i centrum. Måske synes hun ikke engang, at hun var vigtig nok til, at der skulle laves en hel film om hende. Hun vil have, at folk har det godt omkring sig og lader hellere andre fortælle. Så jeg fandt ud af, at hun skulle lokkes lidt ud af sit skjul. Det gjorde jeg ved at lave en lang række af interviews med hende, hvor det bare var hende og mig alene, der talte sammen. Ikke noget kamera. Kun lyd. Et trygt rum, hvor hun lå ned på sin seng og i tankerne bevægede sig tilbage i tiden og fortalte historier helt fra hun var lille barn. Næsten som en slags terapi. Vi talte frit og åbent om mange ting – dybe og svære ting. Om at miste. Om at længes. Om hendes mor, der døde og hvad hun huskede. Og om alt det sjove, der skete i løbet af Cirkeline-årene sammen med Jannik.”

FAKTA OM HANNE HASTRUP

Hanne Hastrup er skaberen af Cirkeline – den lille alf, som de fleste danske børn er vokset op med. Hanne fandt på Cirkeline, da hun bare var 17 år og gik på tegneskole i København – hun sad og tegnede streger og cirkler og pludselig trådte en strithåret alf ud af af papiret i den karakteristiske prikkede kjole.

Cirkeline er skabt som Hannes alter-ego og selvom Hanne idag er 84 år gammel, ligner hun stadig en 8 årig pige – som trådt ud af en børnetegning i smækbukser og sin røde Vietnamkasket.

Cirkeline debuterede som tegnefilmsfigur på Danmarks Radio i 1962 i over 19 små film, som blev sendt på DR fra 1962 til 1972. Tegnefilmene blev til i et kreativt samarbejde mellem Hanne Hastrup og hendes mand, Jannik Hastrup: Hanne skrev historierne og tegnede figurerne og Jannik animerede pap-figurerne hjemme på stuebordet i det fælles hjem i Karlebo. De første film var i sorthvid og senere blev Cirkeline det allerførste program på dansk fjernsyn, der blev sendt i farver.

I 10 år arbejdede ægteparret sammen, indtil de blev skilt og gik hver til sit. Hanne fortsatte sit kunstneriske arbejde med at tegne og skrive en lang række bøger om Cirkeline for de helt små børn. Jannik Hastrup fortsatte sin filmkarriere og skabte i 1990erne bla. en række spillefilm med Cirkeline og hendes venner.

Børn i generationer kender og elsker den lille figur og hendes musevenner Ingolf og Frederik, siden Cirkeline første gang blev sendt på fjernsynet. Cirkeline er blevet et politisk ikon pga filmenes underspillede politiske aktivisme og deres humanistiske indstilling. Cirkelinefilmene fra 1960erne er ikke mindst kendt for deres ikoniske jazznumre af komponisten Hans-Henrik Ley og flere af sangene sunget af Povl Dissing. Numrene blevet klassikere i den danske sangskat. Fra filmene kender vi numre som Cirkeline har fødselsdag, Bimbambusse, Den Listigste Kat – med slet skjult reference til den daværende Spanske diktator Franco i sorte fascist-støvler – samt selvfølgelig: Snemusen Knud.

Hanne lod sig inspirere af sine egne børn til historierne om Cirkeline og musene og var en af de første til at skabe en autentisk gengivelse af, hvordan et ægte børneliv lød og så ud – hvor børn kunne mundhugges og blive gode venner, modsat en mere sukret version af børnelivet, som tidens film som Far til fire repræsenterede.

Med sin rebelske politiske aktivisme og afsættet i et ægte børneliv, repræsenterer Cirkeline 1960ernes frie liv, engagement og idealer, og har fået alle danskere til at elske tegnefilmene om den lille alf siden da. Men også 1960erne har blinde pletter på trods af frie idealer om autenticitet – i filmene blev tegneren gjort til en mandlig tegner, selvom det var tydeligt, at tegneren er og altid har været en kvinde. I Cirkeline & den usynlige tegner fortælles den rigtige historie bag den kendte alf og hiver den kvindelige skaber ud af den historiske glemsel.

Hvor kan man se Cirkeline og den usynlige tegner?

Du kan se Cirkeline og den usynlige tegner på DR TV fra 30. marts 2025
LoadingTilføj Favoritlisten Favoritliste
JustWatch – Hvor kan det streames?
Kilde: Pressemeddelelse
Løbet tør for ting at streame? Tjek hvad du kan se i biografen her
Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard