Børnene på silkevejen
Børne-TVI anledning af den Internationale Børnedag giver Ultra et indblik i forskellige børn og unges liv i alderen 11-14 år, der alle bor i lande på den gamle handelsrute mellem Kina og Europa kaldet Silkevejen. Det er viljestærke og robuste børn med ambitioner, drømme og håb for fremtiden, som de ihærdigt forfølger. Ofte uden hjælp fra en mor eller far, så børnene skal – og kan – selv.
Gennem 15 korte dokumentarfilm får vi indblik i livet for 15 børn i alderen 11-13 år fra 15 lande langs den gamle Silkevej, såsom en elitegymnast der er flygtet fra Ukraine, en dreng der kæmper med hovedrolle som Abekonge i Kina, en pige der forlader familie for at være Nonne i Myanmar og en dreng der opdrætter duer blandt olieplatforme i Aserbajdsjan.
Serien blev i sin tid sat i gang af instruktøren Jens Pedersen, der desværre gik bort i oktober 2022, samt af producer Maria Stevnbak Westergren. Instruktørholdet er med de nye 10 film udvidet med fire af de stærkeste stemmer i DK, når det kommer til dokumentarfilm; Camilla Magid, Kaspar Astrup Schröder, Simon Lereng Wilmont og Marianne Hougen-Moraga samt prisvindende ukrainske Alisa Kovalenko og Anam Abbas fra Pakistan.
Og selvom filmene er deres egne kunstneriske projekter, så har de arbejdet som en samlet ”redaktion”. Det ambitiøse projekt er det eneste af sin slags med støtte fra Det Danske Filminstitut og flere af filmene har tidligere været udtaget til IDFA.
Hver historie viser, hvordan det enkelte barn håndterer livets små og store udfordringer, som de står overfor i hver deres specifikke kulturelle og sociale kontekst. Historierne kredser om universelt genkendelige temaer såsom at miste et dyr, udvikle ens talenter, realisere ens drømme, finde sig selv og uenigheder med forældre – noget som er en del af alle børns liv. Historierne er både autentiske og nemme at relatere til, fordi det er hovedpersonerne, der åbent og ærligt deler deres egne historier med dig.
Fælles for børnene er deres mod og det faktum, at de besidder en høj grad af moden refleksion over deres eget tilværelse. Andre børn vil på mange måder følelsesmæssigt kunne relatere til historierne om Emine, Lochin, Tika og de andre børn, fordi de er børn med en indre styrke, der på trods af forhindringer finder deres egen vej fremad.
Silkevejen var et gammelt netværk af handelsruter, der var central for kulturel interaktion og forbandt Øst og Vest. Det skabte nysgerrighed mellem kulturer, f.eks. blev te og silke fra Kina pludselig solgt i Venedig. Selvom handlen er en ting fra fortiden, er kulturerne der stadig. De historiske Silkevejslande udgør en eksotisk og dramatisk ramme, og det forventes, at det er i landene i denne region, at der vil ske den største vækst og udvikling i de kommende år, og de er dermed relevante i det politiske landskab.
Produktionen valgte Silkevejen ud fra et ønske om at vise børn, hvor mangfoldig verden er, og skabe forståelse og nysgerrighed for de forskellige kulturer. Hvad hvis vi alle havde færre fordomme og mere nysgerrighed? Ville verden så være mere farverig og mindre hierarkisk?
Strongboy – USBEKISTAN
(Jens Pedersen)
12-årige Lochin fra Usbekistan vil løfte arven fra sin bedstefar –en berømt stærk mand og den første usbeker, der løftede en bil. Nu skal Lochin dog spille rollen som klovnen i familiens cirkustrup, fordi den gamle klovn er gået på pension. Lochin afskyr jobbet som klovn, fordi han bliver kaldt ‘lille klovn’ blandt de andre drenge. I virkeligheden drømmer Lochin om at blive stærk. Han forestiller sig et vovet stunt, hvor hans arm bliver kørt over af en bil. Lochins håb er, at det stunt vil overbevise hans far og onkel om, at Lochin skal være truppens ’strongman’. Mens ingen af dem tror på, at en dreng kan udrette så farligt et stunt, begynder Lochin at træne –fast besluttet på at bevise, at de tager fejl, så han kan undslippe rollen som klovn.
Pige væk hjemmefra – UKRAINE (UDTAGET TIL KONKURRENCE PÅ IDFA 2023)
(Simon Lereng Wilmont & Alisa Kovalenko)
Nastia (13) er en del af et elitegymnastikhold i Kiev sammen med fire andre piger. Pigerne på holdet er hendes bedste venner. Sammen træner de intenst til det kommende ukrainske mesterskab. De vinder mesterskabet, men blot en måned senere bryder krigen ud i Ukraine. Nastia må flygte med sin bedstemor til Tyskland og efterlader sine forældre og holdkammerater i Ukraine. I den tyske industriby Gelsenkirchen må Nastia forsøge at skabe sig et nyt liv. Nastia kæmper for at finde sin vej, da hun ikke aner, om hun nogensinde vil være i stand til at vende tilbage til Kiev, sine forældre og venner. Men da hun starter på et tysk gymnastikhold, begynder tingene langsomt at lysne.
Karma Girl – MYANMAR
(Kaspar Astrup Schröder)
Den 11-årige pige, Hninn, bor i en lille landsby i Myanmar med sine forældre og søskende. I Myanmar tror folk på karma. Hvis du optjener god karma, kan du få et bedre liv. Vi følger Hninn i den store beslutning om at blive nonne. For at blive nonne skal Hninn barbere alt sit hår af, meditere hver dag, sige farvel til sin familie og bo i et kloster. Livet i klosteret er hårdt. Hun må hverken bade i floden, lege med sine venner eller synge, som hun gjorde før. Hninn elsker at meditere, men det er meget hårdt for hende, at hun ikke kan se sin familie, og hun savner dem meget. Nu skal Hninn definere, hvad karma betyder for hende, og hvad hun vil gøre for at få et godt liv.
Danseskolen – GEORGIEN
(Camilla Magid)
I byen Gori i Georgien bor tiårige Tika hos sin bedstemor. Tikas far arbejder i Grækenland. Tika har to søskende og drømmer om at blive professionel danser. Bedstemoren driver en skole for handicappede børn og har spurgt Tika, om hun vil arrangere et danseshow for nogle af børnene. Tika tager opgaven alvorligt og ønsker at sprede glæde for dans blandt skolens børn. Showstart nærmer sig, og nervøsiteten vokser hos Tika –kan børnene huske deres dansetrin, og bliver bedstemoren stolt?
Abekongen- KINA
(Kaspar Astrup Schröder)
Kinesiske Yang Qing Yuan på 11 år træner til og ønsker at optræde i Beijing Operaen. Hans far, og særligt hans mor, er store fans af Beijing Operaen –både forestillinger og i tv-shows. Operaen har en meget lang historie, og den er Yang interesseret i. Der er særligt et stykke, ”The Monkey King,” som han er optaget af. Stykket er svært at spille og kræver meget både fysisk og psykisk. I Yangs øjne er Monkey King en kraftfuld og stærk karakter, en opfattelse som hans klassekammerater ikke deler, de ser både showet og de færdigheder Yang efterstræber som gammeldags og kedelige. Yang siger selv: ”Han er den stærkeste kriger. Han kan slå alle, jeg kan lide at spille netop den rolle, jeg vil gerne blive lige så stærk.” Og klassekammeraterne rykker sig måske også efter selv at have set Yang optræde.
Drømme og mål – PAKISTAN
(Camilla Magid & Anam Abbas)
Leeza (12), bor højt oppe i bjergene i det nordlige Pakistan. Hun drømmer om at blive en dygtig fodboldspiller, så hun kan blive udtaget til at spille for det nye ligahold, vinde et legat og se verden. Om natten kigger Leeza op på stjernerne og taler med sin afdøde far om sine drømme. Men der er bare et problem: Leeza er ikke særlig god til fodbold. Faktisk er hun rigtig dårlig, og de andre piger på fodboldholdet vil ikke spille bolden til hende. Men Leezas yngre søster, Leena (11), vil gerne hjælpe. Sammen begynder de to søstre at træne hårdt i de stejle bjerge, så Leeza kan forbedre sine fodboldfærdigheder –og måske blive valgt til at spille for det nye hold.
Fugledrengen – ASERBAJDSJAN
(Simon Lereng Wilmont)
Tæt ved Baku i Aserbajdsjan ligger byen Balakhani midt mellem nogle af landets oliefelter. Der bor Reshat. Når han kigger op, ser han duer flyve på himlen. Reshat savner sin far, der døde for et år siden, og som også elskede duerne. Nu er Reshat kommet bagud i skolen og har det hårdt, men hans venner prøverat muntre ham op med at cykle og lave ting sammen. Det hjælper ikke rigtigt før en dag, hvor en af Reshats venner introducerer ham for en gammel mand, Rachim, som træner duer. Langsomt finder Reshat sin vej ind i den gamle mands hjerte, og de bliver venner. Reshats far lærte ham, at han skulle være venlig mod fugle, fordi sjæle flyver til himlen på deres vinger. Mens Reshat lærer alt om duer, opdager han, hvad han virkelig vil.
Bedste veninder – TYRKIET
(Marianne Hougen-Moraga)
Emine (10) bor i den lille by, Pazar, i det nordøstlige Tyrkiet. Hendes bedste veninde er Edanur (11). Der har lige været et jordskælv 400 km væk fra hvor de bor. Gennem nyhederne lærer de, at mange mennesker er døde, og bygninger er styrtet sammen. Frygten for et jordskælv der hvor pigerne bor lurer og gennem det lærer vi om deres venskab og dets op-og nedture. Pigerne skal forberede sig til deres første tyrkiske sækkepibekoncert. Men Emine er jaloux på Edanurs evner, og det udfordrer hende i at bevare det gode venskab. Gennem interaktionerne mellem de to piger håber vi, at Emine vil anerkende, at hende og Edanur er gode til forskellige ting, og at hun ser styrkerne ved det i deres venskab.
Tvillingerne fra Venedig – ITALIEN
(Kaspar Astrup Schröder)
Gaia og Giulia er tvillinger. De er 14 år gamle og elsker at ro. Sammen træner de til det årlige gondolræs La Regata Storica. Et løb der har samlet hele Venedig, de sidste 700 år. Her skal de dyste mod, nogle af Venedigs bedste sejlere. Deres far er selv en stolt gondoliere og har høje forventninger til sine to døtre. Både Gaia og Giulia har et stort temperament, men derudover er de vidt forskellige. Deres uenigheder forhindrer dem gang på gang i at yde deres bedste når de sejler. Men de bliver nødt til at finde en måde at samarbejde på, hvis de skal vinde løbet og dermed gøre deres far stolt.
Tamarind sangeren – THAILAND
(Kaspar Astrup Schröder)
Kaw er 11 år gammel. Hun bor langs floden i slummen i Klong Toey sammen med sin far, mor og storebror. Hendes mor er den lokale frisør, og hendes far arbejder for kommunen, når han kan. Kaws hus har altid været fyldt med musik. Hendes far spiller ofte guitar, som Kaw elsker at synge med på. Hendes drøm er at blive en berømt popsangerinde og optræde foran et stort publikum. Kaws talent og kærlighed til sang bliver bemærket af den lokale musikskole. Og de inviterer hende til at synge i musikskolens band. Her får hun muligheden for at møde sit største idol. Og Kaw er nu mere motiveret end nogensinde før. Musikskolen har arrangeret en koncert i en nærliggende by. Her skal Kaw og hendes band optræde og pludselig virker drømmen om at blive en berømt popsanger ikke så langt væk. Men efterhånden som koncertdagen nærmer sig, begynder nerverne at trænge sig på.
Se alle afsnit fra den 20. november kl 06:00 på Ultra på DRTV.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link