Philips klar med trådløse hovedtelefoner til folk med nedsat hørelse
AudioBoost hedder de nye trådløse hovedtelefoner, som kan justeres separat for hvert øre – stor hjælp til de 800.000 danskere med nedsat hørelse
– Rigtig mange danskere har problemer med at høre, hvad der bliver sagt i fjernsynet – men nu har Philips godt nyt med AudioBoost, som er den trådløse hovedtelefon, der giver lyden tilbage, fortæller Account Manager John Bundgaard fra Gibson Innovations, som står bag Philips’ audioprodukter.
Problemet er stort: Omkring 800.000 danskere har nedsat hørelse – og det rammer især ældre, idet omkring halvdelen over 75 år har nedsat hørelse*.
– At skrue mere og mere op for lyden er en dårlig løsning – ikke mindst for andre i stuen. Det smarte ved de nye hovedtelefoner er, at de kan justeres separat for hvert øre – helt op til 125 dB. De er nemme at slutte til og så vejer de ikke så meget, ligesom der ikke er en generende ledning, siger John Bundgaard.
Hovedtelefonen SSC5001 er designet a la stetoskop, som gør, at det ikke er et problem at bære briller, ligesom de kan indstilles til bæreren og derfor generer mindst muligt. Der følger også tre forskellige størrelser »ørepropper« med, så de slutter bedst muligt til i øregangen. Der findes også en udgave med to hovedsæt – og det er i alt muligt at tilslutte fire hovedtelefoner til én sender.
Det skal også være nemt at tilslutte og bruge AudioBoost, så når senderen én gang er sluttet til tv’ets RCA- eller optiske port, så vil du, hver gang du tager hovedtelefonen på, automatisk få den audiokanal, som giver den bedste forbindelse og dermed bedste lydkvalitet. Den kan bruges med alle mærker fjernsyn.
Hovedtelefonen tænder automatisk, når du tager den på, og batteriet kan holde op til ti timer. Batteriet oplades automatisk, når hovedtelefonen placeres i holderen, og der følger ekstra batteri med.
Det trådløse, digitale signal gør, at lyden er i CD-kvalitet og at der ikke er problemer med asynkrone læber på tv-skærmen.
Det er i øvrigt muligt helt at slå fjernsynets højtalere fra eller sætte dem på dén styrke, der passer de øvrige i stuen. På den måde får alle den bedste lydoplevelse.
– Du behøver heller ikke gå glip af samtalen i rummet: Tryk på én knap og slå tv-lyden fra – så vil den indbyggede mikrofon opfange stemmerne og sørge for, at de forstærkes og du får bedre mulighed for at deltage i samtalen, fremhæver John Bundgaard.
Vejledende pris for én hovedtelefon med holder/oplader: 1.699 kroner.
Sæt med to hovedtelefoner med en holder/oplader: 2.399 kroner.