Philips gør soundbaren mere diskret
Philips bryder i dén grad med normen: Hidtil har tommelfingerreglen været, at soundbaren skulle være så lang som muligt for at toner og tale kan trænge bredt ud i rummet. Men Fidelio B1 Nano, som havde premiere på IFA i Berlin i sidste uge, er ikke længere end 40,8 cm – og den er kun 5,67 cm høj og 11,5 cm dyb.
– Den kan bruges til alle størrelser fladskærm og den optager ikke så megen plads, hvorved den også passer diskret ind i de fleste rum, siger Account Manager John Bundgaard fra Gibson Brands, der står bag Philips’ audioprodukter.
Hemmeligheden bag den beskedne størrelse med den store lydeffekt er brugen af Microbeam-teknologien og at der også sidder højtalere i hver side, så lyden spredes ud i rummet.
Microbeam-teknologien betyder bl.a., at de to fremadrettede højtalere sidder på skrå, så de krydser hinanden, så lyden når 180 grader ud.
En anden finesse er to såkaldte bølgeledere oven på soundbaren: Hver bølgeenhed består af en Soft Dome-diskantenhed med et naodym-magnetsystem, som arbejder sammen med en forstærker og en finindstilling:
– De 18 huller i stigende diametre i bølgelederen minder om hullerne i en fløjte og sikrer et konstant effektniveau fra hvert hul. Resultatet er en række virtuelle diskantenheder, hvor hvert hul fungerer som en enkelt diskantenhed, der udsender høje frekvenser mod væggene og reflekterer lyden mod lytteren, fortæller John Bundgaard.
Højtalerne med 320 w total leverer 5.1-lyd, og der er Dolby Digital og DTS Digital Surround. Vælger du at stille subwooferen op, kan du montere den i den medfølgende fod, så den ikke vælter, når barnet, hunden eller støvsugeren kommer forbi. Subwooferen er trådløs, så du kan placere den hvor som helst i rummet – og da det er en slank sag (53,5x43x8,6 cm), kan den »gemmes væk« under sofaen.
Fidelio B1 har en natfunktion, hvor du ved et tryk på en knap dæmper bassen og skruer op for mellemtonerne, så kraftige lyde ikke vækker de sovende familiemedlemmer. Er du i tvivl om, hvornår det er nat, så er der på forsiden et ur.
Desuden er der Bluetooth® (aptX® og AAC), så du kan streame musik fra eksempelvis din smartphone. Du kan også slutte udstyr til via HDMI og USB.
Vejledende udsalgspris på Philips Fidelio B1 Nano: 3.999 kroner.
Kilde: Philips presse