Nyt produktionsselskab producerer alle tv-kampe fra danske fodbold
- Superliga produceres i HDR 1080p
Matchday Production hedder det nye produktionsselskab der fra 2024/25 sæsonen kommer til at stå for produktionen af dansk fodbold fra 3F Superliga, Nordicbet Liga, Oddset Pokalen samt 2. og 3. Division. Det fremgår af en pressemeddelelse. Der skal produceres mere end 800 kampe årligt.
Da Superliga rettighederne faldt på plads i sidste måned ønskede divisionsforeningen ikke at fortælle noget endnu om deres produktionsplaner, men nu er de altså klar med yderligere information.
”Med etablering af et produktionsselskab tager klubberne nu ansvaret for at drive udviklingen af tv-produktet. Ved at pulje alle kampe fra de fire rækker i Herre-DM samt Oddset Pokalen, opnås en volumen, der betyder, at der på den lange bane kan investeres i teknologi og personale, så vi kan tilbyde rettighedskøberne, og dermed seerne, en tv-oplevelse fuldt på højde med det, vi ser internationalt.” udtaler direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen.
Ifølge Claus Thomsen så vil Superliga kampe blive produceret i 1080p HDR.
Alle kampe vil blive produceret fra et nyt produktionscenter i København, hvor tv-signalet færdigredigeres, inden det lander hjemme i stuerne hos danskerne. Man går fra en OB-vogn og al teknisk personale på stadion til at det sendes via fiberforbindelse fra stadion til det centrale produktionscenter.
VAR-teamet kommer også til at holde til i det nye produktionscenter.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link