
Hvad byder TV 2 Play på i marts 2025? I vores guide her kan du se hvad du kan se frem til. Glæd dig til den nye sæson af krimiserien Hvide Sande og at møde fire nye singlefyre i en ny sæson af Kærlighed hvor kragerne vender.
Der er også sæsonpremierer på Sæt pris på Danmark og Vandkant til salg ligesom du får en helt ny quiz i Feltet – Danmarks største quizkamp

22:00
Læs omtale
Så er det igen tid til årets store filmprisfest The Oscars, der i 2025 finder sted natten mellem 2. og 3. marts.
I år bliver de gyldne statuetter uddelt for 97. gang, og Conan O’Brien er vært. Det hele foregår i det glamourøse Dolby Theatre i Hollywood. Magnus von Horns danske thriller-drama ’Pigen med nålen’ er nomineret i kategorien ’Bedste udenlandske film’, mens skuespillerne Sebastian Stan og Jeremy Strong er nomineret for deres præstationer i den dansk-iranske instruktør Ali Abbasis Trump-film ’The Apprentice’. Filmen ‘Emilia Pérez’ er nomineret til hele 13 priser, og det bliver spændende at se, hvor mange den vinder.
Værterne Michèle Bellaiche og Jesper Steinmetz byder velkommen til en storslået aften i filmens og modens tegn på TV 2 og TV 2 Play. Sammen med Celina Liv Danielsen på den røde løber i Hollywood og filmeksperterne Ellen Hillingsø, Sarah Iben Almbjerg og Mehdi Avazi i studiet, vil de give os et indblik i, hvad vi kan forvente af årets Oscarfest.
Når de første stjerner begynder at ankomme til The Dolby Theater i Hollywood, vil modeeksperterne Emili Sindlev og Christian Hansen kommentere på stjernernes kjoler, styling og glamour.
Oscar 2025 på TV 2 TV Guide
22.00 Oscar 2025: Og de nominerede er – direkte
00.30 Oscar 2025: Den røde løber – direkte
01.00 Oscar 2025: Direkte
04.00 Oscar 2025: Vinderne er….

06:01
Læs omtale
Oplev Danmarks smukkeste boliger langs kyststrækningen, når dedikerede ejendomsmæglere åbner dørene til eksklusive villaer og hyggelige sommerhuse. Her ligger de mest spektakulære vandkantsboliger, og der er noget for enhver smag.
I sæsonens første afsnit:
Farnaz klargør et moderne liebhaverhus i Skodsborg til 52 miollioner kroner, og Jette fremviser en bolig med to forskellige vandkanter i Nordjylland. Mads Packness starter eget firma og kæmper for sit første salg af en vandkantsbolig, mens Adam ser en naturskøn ejendom med ni private søer.

20:40
Læs omtale
Mandag 3. marts, er der premiere på ‘Landmand søger kærlighed USA’ på TV 2 Play og TV 2 Echo. Konceptet kender vi, men vil det lykkes de fire amerikanske landmænd at finde drømmekvinden, der også drømmer om et liv på landet?

06:01
Læs omtale
Hvem kan vi takke for ligestillingen i dag, og hvor langt er vi egentlig kommet? Det undersøger Petra Nagel og Janni Pedersen sammen i tre programmer.
I første afsnit møder Janni Danmarks første kvindelige statsminister og ligestillingsikon, Helle Thorning-Schmidt. Desuden besøger hun fodboldspilleren Pernille Harder til en snak om kampen for ligeløn i professionel fodbold. Petra møder Drude Dahlerup, som var en af Danmarks første rødstrømper, samt Helle Degn, som var med til at kæmpe for retten til fri abort og stemme loven igennem for 50 år siden.

20:00
Læs omtale
TV 2 melder at du får en ny omgang Kærlighed hvor kragerne vender med premiere i marts 2025.
Vi skal i 2025 udgaven til Vestjylland, hvor der går fire singlefyre rundt: Mads, Jonas og to gange Thomas. De håber alle på at finde en partner. Det er endnu ikke lykkedes, for i deres landsdel søger mange kvinder mod byerne i øst. Der er dog hjælp på vej i form af en bus med kvinder, som gerne vil date de fire fyre. Spørgsmålet er, om det vil lykkes mændene at finde kærligheden?
I første afsnit:
Det er fire spændte fyre, der tager imod kvinderne, som kommer for at slå benene væk under dem. Fyrene skal overbevise flest mulige kvinder om at speeddate dem – for kvinderne må kun vælge to af de fire fyre. Og desværre må en af fyrene sande, at han ikke står højt på særlig manges liste.
I afsnit 2:
Flere af kvinderne har taget de hurtige ben på for at få en af de eftertragtede pladser ved Thomas Ms morgenmadsbord. Men en plads ved bordet er ingen garanti for at blive ringet op og inviteret med videre på date, så alle kvinderne er nervøse, når fyrene skal foretage de første opkald.

20:40
Læs omtale
I februar kan du se en helt ny sæson af ‘Bachelor Sverige’ med de to singlemænd Simon og Sebastian.

22:15
Læs omtale
TV 2 viser 11. marts den danske dokumentar ‘Pludselig stod verden stille’, som skildrer corona-nedlukningen. Dokumentaren følger forskellige mennesker i hele Europa, der filmer deres liv, da coronavirus rammer i 2020.
Programmet er lavet af den prisvindende danske dokumentarist Poul-Erik Heilbuth og har premiere på TV 2 Play og TV 2 på femårsdagen for corona-nedlukningen tirsdag 11. marts 2025.

06:01
Læs omtale
Hans Pilgaard er tilbage med det populære danmarksprogram, hvor han hver gang udfordrer to kendte danskere med at gætte priser på oplevelser landet rundt. Du kan gætte med på TV 2 Play og TV 2 Fri, når der er premiere på niende sæson af ‘Sæt pris på Danmark’.
I sæsonens første afsnit:
Hans Pilgaard er tilbage med en ny omgang ‘Sæt pris på Danmark’. Han lægger ud med at invitere Mads Steffensen og Flemming Møldrup til Herning og Brande. Med drilske metoder dyster makkerparret om at sætte pris på Herning set fra oven, farverig overnatning, sol over Brande og stribede karklude. Der kommer også armmuskler i spil, når der skal mostes æbler.

20:45
Læs omtale
Er du til quiz, taktik og hurtigt spil? Så kan det være at du skal se med i marts, når TV 2 Charlie lancerer et nyt, kæmpe quizprogram.
Feltet – Danmarks største quizkamp vil samle hele familien til en underholdende quiz, hvor alle kan være med, når der duelleres i alt fra popkultur og fodbold til Harry Potter, is og kæledyr.
64 skarpe spillere står klar til at indtage hvert deres felt, når Lise Rønne åbner op for konkurrencen og Danmarks største quizgulv. Nu skal spillerne igennem nervepirrende dueller, hvor deres mod, viden og taktiske intuition bliver sat på prøve. Deltagerne kæmper om at erobre flest mulige felter på gulvet og vinde den store pengepræmie på 250.000 kroner.
– ‘Feltet’ er en supergod quiz, fordi de dygtige deltagere både har en dyb indsigt i ét emne, samtidig med at de ved noget om næsten alle andre emner. Det betyder, at man som seer både kan gætte med og samtidig virkelig tabe kæben, siger Lise Rønne og fortsætter:
– Og så gælder det om at forstå, hvordan man spiller modigt og strategisk klogt. ‘Feltet’ er en dyst med store armbevægelser og en høj energi, og så siger jeg det bare: Vi har Danmarks største og flotteste gulv.
Spillets regler
Hver duel er et race mod tiden. Man skal være hurtig og præcis, for hver deltager har kun 45 sekunder til at svare rigtigt på spørgsmål om et specifikt emne. Det kan handle om alt fra 80’ernes hits til krydsord og kæledyr – og kender spilleren ikke svaret, mister han eller hun tid – og det kan koste dyrt.
Hver vinder overtager taberens felt og i slutningen af hvert program, står de to spillere med flest felter ansigt til ansigt i en præmieduel om 20.000 kroner.
Der er i alt syv programmer, og i finaleprogrammet står kun de ti bedste spillere tilbage, og så går jagten ind på den store pengepræmie på 250.000 kroner.
International succes
Showet har allerede gået sin sejrsgang i store dele af verden og sendes i dag i mere end 15 lande. ‘The Floor’, som formatet også hedder, sendes blandt andet i USA, Australien, Tyrkiet, Tyskland og Storbritannien med populære værter som den amerikanske skuespiller Rob Lowe og den britiske tv-vært Graham Norton.
Den danske vært, Lise Rønne, er da også mere end klar til at følge i de internationale fodspor:
– Skal jeg være helt ærlig, så sagde jeg i første omgang ja til at være vært, fordi Rob Lowe er vært på den amerikanske udgave af quizzen. Og ville jeg gerne være den danske pendant til Rob Lowe? Det tror jeg nok, jeg ville. Jeg satte mig og så en sæson sammen med mine to børn, og vi var alle fanget og ville se mere. Jeg var faktisk slet ikke i tvivl om, at jeg ville have det sjovt med at lave ‘Feltet’.
Når ‘Feltet – Danmarks største quizkamp’ får premiere til marts, bliver programmet en del af en hurtigt voksende, international trend indenfor tv-formater med mange deltagere. Det betyder også, at det nye quizshow, med sine 64 deltagere, er bredt repræsenteret med spillere fra hele Danmark, i alle aldre og med et utal af forskellige faglige og kulturelle baggrunde. Alle har de dog det til fælles, at de elsker at quizze og har en skarp paratviden.
– En af de ting, jeg elsker ved ‘Feltet’, er, at det hylder forskellighed og nørdet viden. Her kan alle være med – uanset om du er ekspert i hovedstæder, børnesange eller fodboldhistorie. Deltagerne kommer med vidt forskellige styrker, og det skaber et uforudsigeligt spil, hvor den bedste til ‘Feltet’ ikke altid er den, man forventer, siger underholdningsredaktør på TV 2 Mads Elias Højbjerg Ravn.

20:00
Læs omtale
Natasja Crone og Jesper Steinmetz er værter på det direkte tv-program ‘Verden i opbrud – Danmark samles’, der bliver transmitteret fra Gefion Gymnasium i København søndag 16. marts klokken 20.00 på TV 2, TV 2 News og TV 2 Play.
USA har sat våbenstøtten på pause til Ukraine, som nu på fjerde år forsvarer sig i krigen mod Rusland. Trump og Zelenskyj skændes for åben skærm, og en 80 år gammel verdensorden med Europa og USA som tætte allierede er truet. Dagligt kommer der nye meldinger fra den anden side af Atlanten, og den nye virkelighed giver bekymringer og rejser store spørgsmål i Danmark og Europa.
Derfor samler TV 2 danskerne til en aften i fællesskab med politikere, eksperter og korrespondenter som Ulla Terkelsen og Ramus Tantholdt for at give svar på de mange bekymringer, som optager os.
– Der er et væld af spørgsmål at tage hul på. Kan vi ikke længere regne med USA? Bliver der krig i Danmark? Og hvad venter der i fremtiden, og hvad bør vi gøre nu? Det er blot nogle af de spørgsmål, som, vi ved, optager og bekymrer danskerne, siger TV 2s nyhedsdirektør Ulla Pors og fortsætter:
– Vi er mange, som går med de samme tanker og bekymringer lige nu. Det tager vi alvorligt og vil i fællesskab søge svar sammen med politikere og eksperter på det, som optager os alle sammen.
Debat, livechat, afstemninger og spørgsmål fra danskerne
‘Verden i opbrud – Danmark samles’ sætter den øjeblikkelige situation ind i en historisk sammenhæng, inden danske toppolitikere og eksperter diskuterer, om Danmark og Europa kan klare sig uden USA, risikoen for krig i Danmark – og hvad det kommer til at betyde for vores hverdag, at vi fremover opruster militært?
Seerne og det medvirkende publikum bliver aktivt inddraget i debatten via live-afstemninger, ligesom der vil være mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer på TV2.dk og direkte i studiet. De medvirkende eksperter vil sammen med TV 2s korrespondenter desuden livechatte på TV2.dk undervejs i programmet.
I ‘Verden i opbrud – Danmark samles’ bliver der også plads til at tale om de helt nære ting, som hvad de hastige ændringer på verdensplan får for danskernes hverdag? Både i forhold til økonomi og arbejdsmarked og hvordan vi bedst håndterer frygt og tankemylder om fremtiden.
Hele den nationale samtale varer halvanden time, hvor der undervejs vil være optræden af musikeren URO og korsang leveret af 130 elever fra Klejstrup Musikefterskole i Hobro.
Deltag i samtalen
Har du et spørgsmål, du gerne vil have svar på fra enten politikere eller eksperter, kan du stille det allerede nu.
Optag dit spørgsmål i en video på maksimalt 30 sekunder og send den til debat@tv2.dk. Skriv dit fulde navn og telefonnummer i mailen, så kan redaktionen kontakte dig, hvis videoen bliver vist.

20:00
Læs omtale
Fest, alkohol og euforiserende stoffer er en farlig cocktail sammen med skarpladte våben. Ikke desto mindre ser det ud til, at der bag Livgardens ikoniske uniformer gemmer sig en drengerøvskultur, der er kammet over. Det fortæller tidligere gardere i den nye TV 2-dokumentar ‘Livgarden på stoffer‘.
– Du står med et våben. Du kan, hvis du ville, gøre alle mulige ting med det, som du ikke burde. Det er ikke super betryggende, når folk de er påvirket på vagt, fortæller en tidligere garder, der medvirker anonymt i programmet, da han stadig er ansat i Forsvaret.
TV 2 har talt med 151 tidligere gardere, der har aftjent deres værnepligt ved Livgarden i perioden 2018-2024. Ud af dem fortæller 97, at de kender til, at nogle tog stoffer i deres tid i Livgarden. 110 fortæller, at der var en kultur, hvor man tog i byen flere gange om ugen.
Forebygge i stedet for at tysse ned
I programmet medvirker seks tidligere gardere. Tre af dem står frem med deres fulde navn og ansigt, mens tre medvirker anonymt.
Viktor Thomsen stoppede i Livgarden i november 2024 og han fortæller om en kultur, hvor man ikke var en del af fællesskabet, hvis man ikke tog med i byen. Han har valgt at stå frem og fortælle om forholdene i Livgarden, da han mener, der er et reelt problem, der ikke bliver taget hånd om.
Det samme gælder for Niklas Hladik, der var i Livgarden i 2021:
– Jeg håber, der kan være plads til forbedring, og at man kan se på, hvordan man kan forebygge de her problemer i stedet for bare at tysse dem ned.
Ulovligt at være påvirket på en vagt
De anonyme kilder i dokumentaren fortæller om en kultur, hvor de var en gruppe på vagtholdet, der tog kokain 1-3 gange om ugen, og at de stort set ingen kontrol oplevede.
– Det var nemt at skjule, at man tog stoffer i Livgarden.
TV 2 er også kommet i besiddelse af en video, hvor en garder sniffer en bane kokain på en af Livgardens sabler inde på kasernen.
Og det er episoder som disse, som får militærsociolog Henning Sørensen til at kalde forholdene, der kommer frem i dokumentaren for ‘foragtelige’ og ‘skræmmende’.
Oberst og chef for Den Kongelige Livgarde, Mads Rahbek, genkender ikke det samlede billede af forholdene i Livgarden, som de medvirkende fortæller om i programmet. Men han understreger, at det er direkte ulovligt at møde ind på vagt i Livgarden og være påvirket af noget som helst.
Han forklarer også, at det, indtil reglerne blev lavet om i 2023, ikke var muligt for Livgarden at lave stikprøvekontroller, men at der i stedet skulle testes ved konkret mistanke. Han mener, at de i dag har fået bedre styr på kontrollerne.
‘Livgarden på stoffer’ får premiere på TV 2 Play og TV 2 onsdag 19. marts.

06:01
Læs omtale
Sæson to af ‘Hvide Sande’ er på seks afsnit og blev produceret af produktionsselskabet Deluca Films, der dog gik konkurs under optagelserne. Serien blev så færdiggjort af af SF Studios og der er premiere søndag 23. marts på TV 2 Play og søndag 30. marts på TV 2.
I første sæson af ‘Hvide Sande’ fra 2021 gik danske Helene og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas undercover i Hvide Sande for at finde gerningsmanden bag et brutalt mord på en ung, tysk surfer. Krimiserien blev en stor seersucces med over én million seere. Derudover har serien været et internationalt hit og er solgt til 40 lande, herunder de nordiske lande, USA, Storbritannien og Japan.
I den kommende sæson af ‘Hvide Sande’ folder en ny krimifortælling sig ud. Der introduceres to nye hovedpersoner, den stressramte efterforsker Maj og den unge lokalbetjent Bjørn, der spilles af skuespillerne Anne Louise Hassing og Allan Hyde. Derudover medvirker Frederikke Dahl Hansen og Anders Brink Madsen, mens seerne også kan glæde sig til et gensyn med blandt andre Jesper Asholt, Camilla Bendix og Bodil Jørgensen, der også medvirkede i første sæson.
En ny start
Da den erfarne drabschef Maj Lorentzen (Anne Louise Hassing) får en blodprop på grund af stress, lægger hun sit liv om og flytter til Hvide Sande for at finde ro – og for at genskabe forholdet til sin voksne datter (Frederikke Dahl Hansen) og sit barnebarn, der bor i byen.
Men en af Hvide Sandes prominente skikkelser er blevet myrdet, og efter en måned er efterforskningen gået i stå. Den lokale betjent, Bjørn (Allan Hyde), forsøger derfor at overtale Maj til at hjælpe med at opklare mordet. Samtidig med at Maj prøver at finde sig til rette ved Vesterhavet og forsigtigt nærmer sig sin datter, trækker mordsagen og hendes gamle profession i hende, og snart er hun og Bjørn på sporet af en morder i Hvide Sande.
Anden sæson af ‘Hvide Sande’ er skrevet af Morten Dragsted (‘Tinka og sjælens spejl’, ‘Greyzone’, ‘Tag min hånd’) med Iben Albinus Sabroe og Neel Feldtstedt som episodeforfattere. Mads Kamp Thulstrup (‘Arvingerne’, ‘Den som dræber’, ‘Ragnarok’) er instruktør på sæsonens seks afsnit.
– Makkerparret A.J. Kazinski, som stod bag manuskriptet til første sæson af ‘Hvide Sande’, har skabt et stærkt fundament og skrevet oplægget til den nye historie og de nye hovedkarakterer i anden sæson. Morten Dragsted overtog deres oplæg og viderefører tonen, spændingen og fascinationen, som vi kender det fra første sæson, siger TV 2s executive producer David Østerbøg og fortsætter:
– Jeg glæder mig til, at vi på TV 2 kan tage seerne med tilbage til Hvide Sande, tilbage til varmen og humoren fra første sæson, samtidig med vi introducerer et nyt, umage makkerpar i karaktererne Maj og Bjørn. Der er skruet op for spændingen i mordmysteriet, som igen er viklet ind i Hvide Sandes hemmelige sider og skjulte skæbner, mens romantikken også får plads til at spire frem de mest uventede steder.

20:00
Læs omtale
I den todelte dokumentarserie ‘Ghetto’ afdækkes et fortsat stort problem med kriminelle klaner og parallelsamfund, der præger ghettoen, der ellers har fået tilført milliarder af kroner for at komme problemerne til livs.
Dokumentaren viser en anden virkelighed, hvor islamistiske mæglingsråd afgør sager uden om det danske retssystem, vidner trues til tavshed, og kvinder fastholdes i uønskede ægteskaber.
En ny borgmester i Aarhus vil bekæmpe de kriminelle klaner. Men forskere mener, at politikerne taler uden at handle.
Sport highlights i marts på TV 2 Play
Nations League fodbold – Det danske landshold står over for en udfordring, når de møder Ronaldo og Portugal i to nervepirrende kvartfinaler i Nations League. Første kamp finder sted i et udsolgt Parken torsdag 20. marts, mens returopgøret bliver spillet i Lissabon søndag 23. marts. Hvis Danmark vinder de to kampe, sikrer vi os en plads i Nations League Final 4.
Golden League håndbold – I dagene fra 6.-9. marts vil de danske håndboldkvinder kæmpe for ære og sejr til Golden League i Holland. Her venter tre formidable modstandere: værtslandet Holland, det stærke Polen og de evige rivaler fra Norge.
Nyt på Britbox på TV 2 Play i marts 2025

00:04
Læs omtale
En dyster og fængslende psykologisk thriller, der stiller spørgsmålet: Hvad sker der, når mørke hemmeligheder fra fortiden, dukker op igen for at hjemsøge os? Den respekterede kriminalkommissær Elizabeth Bancroft er en fremragende efterforsker – modig, hensynsløs, fuldt dedikeret til sit arbejde. Hun leder i øjeblikket kampen mod en voldelig kriminel bande, men da den ambitiøse kriminalsergent Katherine Stevens tiltræder styrken og begynder at grave i en gammel sag, vækker hun uforvarende spøgelser fra Bancrofts fortid.

00:04
Læs omtale
Knust over sin mand Ryans pludselige død er politibetjenten Jo Gillespie fast besluttet på at finde ud af, hvad der virkelig skete med ham. Ryan arbejdede undercover, da han blev dræbt under mistænkelige omstændigheder, og detaljerne omkring hans død er omgærdet af mystik. Jo møder modstand fra politiets øverste ledelse, der forsøger at blokere hendes forsøg på at få svar – men hun nægter at lade sig stoppe. Med kun sin ven og kollega Jack Clark på sin side sætter Jo både sin sikkerhed og fremtid på spil i jagten på sandheden. Men jo tættere hun kommer, desto farligere viser den sig at være – og måske også langt mere personlig, end hun havde forestillet sig

00:04
Læs omtale
Ved at blande mordefterforskningens rå intensitet og hurtige tempo med hverdagens varme, menneskelighed og kaos fokuserer serien på den højtstående efterforsker Janine Lewis – en kvinde, der er dybt engageret i både sit arbejde og sine børn. Som enlig mor, forladt af sin utilregnelige mand, kæmper hun for at balancere de krævende ansvarsområder i sin højtprofilerede karriere og sit tætte efterforskningshold med udfordringerne i familielivet.

00:04
Læs omtale
Med Dawn French i hovedrollen og fyldt med varm humor og fængslende karakterer, dykker The Trouble with Maggie Cole ned i, hvad der sker, når uskyldigt sladder løber løbsk i et tæt sammentømret lokalsamfund. Som det selvudnævnte orakel i Thurlbury, en idyllisk fiskerby, gør Maggie Cole (French) det til sin mission at vide lidt om alles liv. Men da en radiojournalist interviewer hende til et indslag om lokalsamfundet, deler Maggie langt flere detaljer, end han havde regnet med – og snart opdager hun, at hendes sludrelyst bringer hende i alvorlige problemer.

00:04
Læs omtale
Javier Falcón er en plaget betjent, der kæmper med skilsmisse og stofmisbrug. Da et grusomt mord afslører skjulte sandheder om hans fars hemmelige fortid, bringer Falcóns efterforskning ham på kollisionskurs med den dystre russiske mafia, korrupte embedsmænd og jaloux rivaler. Hans fjender angriber dem, han holder allermest af, hvilket fører til en uundgåelig blodig hævn. Smukt filmet og med en uhyggeligt atmosfærisk stemning er Falcón et adrenalinfyldt drama om synd og forløsning – en passioneret filmatisering af denne moderne mesters romanunivers.

00:04
Læs omtale
Rørende, indsigtsfuld, humoristisk og fascinerende – denne serie følger nationalklenodiet Sir David Suchet, mens han rejser verden rundt i fodsporene på krimidronningen Dame Agatha Christie.
Før hun blev verdens bedst sælgende forfatter, begav den 31-årige Agatha Christie sig i 1922 ud på en ti måneder lang rejse gennem det daværende Britiske Imperium. Turen førte hende til Sydafrika, Australien, New Zealand og Canada – samt på ferie til Hawaii. Agatha Christie er ofte blevet portrætteret som genert og tilbagetrukket, en forfatter der undgik berømmelsens rampelys. Men denne opfattelse var en bevidst facade, hun selv havde skabt. Nu, 100 år senere, giver denne serie Sir David – og alle Agatha Christie-fans – en enestående mulighed for at opdage kvinden bag forfatteren. Ved at genskabe hendes overraskende og eventyrlige rejse får Sir David samtidig en unik mulighed for at udforske både historien og den komplekse arv fra det Britiske Imperium.