Se hvad du kan se frem til på DRTV i juni. Den danske ungdomserie Salsa, ny britisk serie med titlen Hotel Portofino, tysk krimi og dansk-færøsk serie er noget af det du kan se denne måned.
06:00
Læs omtale
Svensk dramaserie fra 2022.
Kommissær Evert Bäckström er arrogant, skråsikker – og en voldsomt dygtig politimand. Mød ham i den svenske krimiserie 'Bäckström', der bygger på Leif GW Perssons romaner.
Se alle seks afsnit fra den 1. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Dansk dokumentarserie fra 2022.
Hvordan hvidvasker man millioner af kroner? Hvad er en NFT? Og hvorfor bliver rige mennesker rigere? Journalisten Esben Bjerre Hansen undersøger den store, stygge verdensøkonomi, for selvom økonomi virker dødkedeligt, så bliver vi nødt til at forholde os til den. Uanset om vi kan lide det eller ej, binder samfundsøkonomien os sammen.
Se alle fire afsnit fra den 2. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Dansk underholdning fra 2022.
Den psykologiske manipulator Jan Hellesøe og tv-værten Josefine Høgh vil over to dage presse musiker og entertainer Annika Aakjær til det yderste gennem samtale og nøje konstruerede eksperimenter, hvor minder, følelser og personlige relationer vækkes til live. Annika bliver lagt i hypnose og skal lære at fokusere for ikke at mærke smerte, når Jan stikker en nål gennem hendes hånd.
Se tredje afsnit fra den 2. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Dansk dokumentar fra 2022.
Vi danskere bruger tusindvis af kroner hver måned på husleje. Men hvad nu, hvis du kunne bo gratis og få mere frihed i dit liv? Søren Vester besøger danskere, der tager utraditionelle metoder i brug og bor uden husleje, gæld og renter. Og han samler deres opskrifter på at bo gratis. Fra tinyhouse til slot.
Se dokumentaren fra den 3. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Dansk dokumentar fra 2022.
Dokumentarserien CASH kortlægger pandemiens uforudsigelige konsekvenser i en globaliseret verden, hvor pengestrømmene og cirkulationen af virus pludseligt hænger sammen.
Se alle afsnit fra den 3. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
DR-serien ’Salsa’ beskrives som en gymnasieserie, som tager fat på sex blandt gymnasieelever på en eksplicit og direkte måde, som vi ikke er vant til i dansk fiktion. Serien er skabt af Jonas Risvig.
Søstrene Uma (Safina Coster-Waldau) på 19 og Victoria (Filippa Navarana) på 22 står begge på tærsklen til voksenlivet og beslutningen om, hvad livet skal bruges til. Den norske sex-app ‘DRIFT’ tager samtidig Danmark med storm og giver brugerne mulighed for at bedømme hinandens præstation i sengen på en skala fra 1-10. Uma kaster sig ud i at bruge app’en og udforske sin seksualitet, mens Victoria stiller sig tvivlende over for de dilemmaer, som app’en indeholder.
Med serien vil man gerne starte en samtale om, hvordan man finder balancen mellem sine egne og sin partners behov, og hvordan man bedst udforsker sin seksualitet. Serien kommer samtidig ind på de problemstillinger der kan være, hvis man skal sige fra, når ens grænser bliver overskredet.
For at sikre, at serien rammer de problemstillinger som unge står overfor, er den udviklet i tæt samarbejde og dialog med virkelighedens unge.
Se første tre afsnit fra den 3. juni kl 06:00 på DRTV.
Serien kan ses på DRTV fra følgende datoer:
03. juni: Episode 1 + 2 + 3
10. juni: Episode 4 + 5
17. juni: Episode 6 + 7
06:00
Læs omtale
Tøjdyret Trumle er en nysgerrig og fræk dinosaur, så hun går på opdagelse på egen hånd både i det store akvarie, på brandstationen og på rideskolen. Den verden, der ligger udenfor de mindste børns trygge univers, kan virke stor og farlig. Men sammen med Trumle opdager vi, at verden er et spændende sted, fyldt med sjove oplevelser.
Hele serien lægges ud til binge i Minisjang fredag 3. juni.
06:00
Læs omtale
Færøsk-dansk krimiserie fra 2021.
En mystisk besked får den færøsk-danske journalist Hannis Martinsson til at vende hjem til Færøerne. En lokal aktivist hævder, at hun er Hannis' datter, men da han når frem, er hun forsvundet. Det bliver begyndelsen på en gådefuld mordsag, hvor Hannis' jagt på svar bringer ham i konflikt med det lokale politi – og afslører et spind af hemmeligheder i det fast sammentømrede lokalsamfund.
Se første afsnit fra den 6. juni kl 21:00 og andet afsnit kl. 21:45 på DRTV.
20:30
Læs omtale
Siden 2014 er mere end 1000 danske børn og unge blevet henvist til Sexologisk Klinik med en formodning om, at de er transkønnede. Et antal af henvisninger, som kun er steget år efter år. Over en årrække har DR fulgt to familier og deres døtre, som begge er født i en drengekrop. ’Et helt menneske’ er en dokumentarserie på fem afsnit, og det første afsnit sendes på DR1 kl. 20.30 den 6. juni.
I dokumentarserien kommer seerne tæt på livet i to familier, der begge har et transkønnet barn. Hvilke udfordringer står de over for som piger født i en drengekrop? Og hvordan er det for forældrene, når deres søn viser sig at være en datter? ’Et helt menneske’ er en dokumentarserie om kønsidentitet, hvordan to familier tackler livet med et transkønnet barn, og om at blive accepteret som den, man er.
Ønsket om de helt rigtige Frost-tallerkner til børnefødselsdagen eller diskussioner med en utålmodig teenager er hverdagskost for de fleste forældre i Danmark. Men hos to familier i Ølstykke og Vadum, er det en smule mere komplekst.
Asta, som skal holde fødselsdag for børnehaven med Frost-tema, er født som Asbjørn.
Den utålmodige teenager i Vadum hedder nu Frederikke, og diskussionen handler ikke om en fest eller lektier. Det handler derimod om, at hun er startet på krydshormoner, inden hun har fået deponeret sæd til evt. senere fertilitetsbehandling, inden den fysiske transformation til kvinde begynder.
– Vi har siden 2016 fulgt Frederikke i hendes transformation fra mand til kvinde og siden 2019 fulgt Asta og hendes familie. Vi har været fluen på væggen i de to familiers liv, fordi vi mener, det er vigtigt at give et indblik i, hvordan det er at være transkønnet som barn og ung i Danmark. Familierne åbner op for et ærligt og upoleret syn ind i de forskellige udfordringer, der kan være forbundet med at være transkønnet men også i den forløsning, der ligger i at turde stå ved og blive accepteret som den, man er”, siger programchef i Kultur, Børn og Unge i DR Lisbeth Langwadt.
Jeg har ikke besluttet mig for at være en pige – Jeg er en pige
Asta var kun 2,5 år, da hun første gang fortalte sine forældre, at hun var en pige. Efter svære overvejelser har hendes forældre valgt at støtte hende i det og betragter hende nu som pige. Derfor følger vi også Astas børnefødselsdag for pigerne i børnehaven, at Asta ændrer navn og får nyt pas, og hvordan forældrene inviterer de nye klassekammeraters forældre til uformel info-aften i baghaven, hvor alle spørgsmål inden skolestart kan komme på banen.
– Asta har ikke taget en beslutning om at ville være pige. Det er en grundfølelse, hun har i sig, på samme måde som vi andre føler vores køn. Som hendes forældre har vi valgt at acceptere Asta, som den hun er, fordi det er sådan Asta trives bedst, og Astas trivsel i hverdagen går forud for alt andet”, siger Line Rørbæk Jacobsen, Astas mor.
Hvor Asta står på tærsklen til skolestart i dokumentaren, er Frederikke på spring ud i voksenlivet. I dokumentarens fem afsnit følger vi hendes fysiske transformation med opstart af krydshormoner, brystoperation og til sidst en nedre, kønsbekræftende operation.
– I følge Frederikke og vores familie i den fase, hvor hun gradvist gennemgår processen fra Frederik til Frederikke. Hun kan måske virke lidt utålmodig, når man ser med i dokumentaren, men det at vente seks år på at blive den, man er, er virkelig opslidende og det har været et hårdt forløb for Frederikke, siger Lisbeth Skov, Frederikkes mor.
Se de første fire afsnit fra den 6. juni kl 06:00 på DRTV.
20:30
Læs omtale
’Billet til kærlighed’ har tidligere været produceret i to sæsoner til DR3 i 2016 og 17, men nu kommer det på DR1.
DR ledte tilbage i november 2021 efter unge i 20’erne, midt i livet – eller skønne singler der lever pensionistlivet. Nu får vi altså resultatet at se, når almindelige dating-vaner ryger på hylden for at se om tilfældet og et anderledes benspænd hjælper kærligheden på vej.
Tre modige singler har sagt ja til at deltage i en ny slags dating: De skal rejse med en blind date. Der er bare ét krav: Daten skal have det navn, som står på den flybillet, de får udleveret.
René fra Odense er 29 år, klar til at stifte familie og træt af det overfladiske ved tinder dates. René har kun 3 dage til at finde en der hedder Camilla Hansen, som vil med ham på en 4 dages date til Tenerife.
Københavner-singlen Maria har ikke haft en fast kæreste i 8 år. Men spørgsmålet er om hun kan slække på sine mange krav og slippe kontrollen. Maria har fået 2 flybilletter, en med sit eget navn og en med navnet Kasper Jensen. Nu har hun 3 dage til at finde en Kasper Jensen, der vil med hende til Grand Canaria.
Pia på 61 savner tosomheden i et forhold , men synes det er svært at finde en kæreste når alle er afsat og netdating ikke er sagen. Pia skal til Amsterdam med en Jens.
De to eksperter Amanda Lagoni og Christian Groes vurderer undervejs.
Se alle afsnit fra den 7. juni kl 06:00 på DRTV og på DR1 kl. 20:30.
06:00
Læs omtale
Efter 1. verdenskrigs rædsler har Bella Ainsworth flyttet sin familie til den italienske riviera og åbnet et britisk luksushotel. Det skal være en ny begyndelse for alle. 1920’erne er glamourøse, fyldt med jazz og champagne. Men Bella afpresses af en lokal politiker, Mussolinis fascister truer, og hendes spillefugl af en mand ønsker at få deres søn Lucian gift med den rige Rose, så Ainsworth-godset i England ikke går fallit. ’Hotel Portofino’ er blevet sammenlignet med ’Downton Abbey’, og er allerede et hit i Storbritannien og Australien.
Se alle seks afsnit fra den 10. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Dansk livsstilsprogram fra 2022.
Strik har fået et kæmpe comeback! Vært Ane Cortzen vil finde ud af, hvorfor så mange mennesker nærmest bliver afhængige af to pinde og et garnnøgle. Og med hjælp fra blandt andet strik-rebellen Lærke Bagger og kvinden bag Petiteknit, Mette Okkels, ender hun med selv at blive bidt af en gal strikkepind.
Se programmet fra den 11. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
I en ny programserie tager historiker og juraprofessor Ditlev Tamm os med helt tæt på et særligt aspekt af køns- og modehistorien: crossdressing. Han er selv crossdresser, og i løbet af serien taler han med modefolk, aktivister, historikere i både Danmark og udlandet, som på hver deres måde har crossdresser-kulturen tæt inde på livet.
Køn og identitet er i disse år højt på den samfundsmæssige dagsorden, hvor der sker et opbrud med de kønsmæssige stereotyper. Ditlev Tamm, der i dag er 76 år, har i mere end 20 år med sit eget tøj udfordret grænserne mellem det traditionelt maskuline og feminine.
Med afsæt i sine personlige erfaringer og sin viden om mode og crossdressing, besøger Ditlev Tamm blandt andet kendte designere ved modeugen i København, han ser nærmere på feminello-kulturen i den syditalienske by Napoli, han er til Pride-parade, og så tager han os med til Paris, hvor den første fascinerende beretning om crossdressing udspiller sig ved selve Solkongens hof.
Alt sammen for at blive klogere på, hvad der sker i samfundet lige nu og på de historiske perspektiver, der blandt andet viser, at tendenserne på modescenen ikke er noget, der kun kendetegner nutiden.
Se alle fire afsnit af ’Ditlev Tamm – professor på høje hæle’ fra 12. juni på DRTV og hver søndag på DR2.
06:00
Læs omtale
Dansk dokumentar fra 2022.
Tag med Kronprins Frederik til hans elskede Grønland, og oplev ham som aldrig før: På ski med bind for øjnene, frit svævende fra helikopter højt over Grønlands forrygende snelandskab og i hans hjertelige møde med grønlandske børnehjemsbørn. Imens fortæller Dronningen åbenhjertigt om flere end 100 års kongelig indsats for at bevare Grønland som en del af kongeriget. De populære kongelige besøg har i generationer været er en vigtig del af denne indsats.
Se programmet fra den 19. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Dansk dokumentar fra 2022.
Når statsministeren bruger op mod 19 mia. kr. på at få aflivet alle mink – med en ulovlig ordre – har hun og regeringen så et ansvar i minkskandalen? DR Dokumentar undersøger, hvor ansvaret kan placeres og varmer op til afgørelsens time, før minkkommissionen kommer med sin beretning.
Se dokumentaren fra den 20. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Britisk dokumentarserie fra 2021.
Cornwall er et skønt sted fuld af overraskelser. Denne gang tager Rick Stein os med til Padstow, hvor han for 50 år siden købte en natklub med sin bedsteven Johnny Walter. Turen går også til den populære kystby Bude, hvor der er tid til en dukkert i byens fantastiske havbad. Og i Sennen Cove tager fiskere Rick med ud for at fange en relativt ny fisk på de britiske middagsborde: sej.
Se alle afsnit fra den 20. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Amerikansk dokumentar fra 2022.
En dødelig virus. En verden i knæ. Og et kapløb om at redde menneskeheden. Her dykker vi ned i den utrolige historie om, hvordan forskere udviklede COVID-19-vaccinen på rekordtid. En fortælling om videnskabelige sejre, den kontroversielle udrulning samt politiske og moralske fejltagelser.
Se dokumentaren fra den 21. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Amerikansk livsstilsprogram fra 2022.
Ny sæson. Nye singler. Og en ny kærlighedshungrende by. Denne gang er 'Gift ved første blik' i Houston, Texas – hvor alting er større, selv håbet hos de ti deltagere.
Se alle afsnit fra den 24. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Tysk krimiserie fra 2022.
Berlin, 1991. Muren er faldet, og den nystiftede efterforskningsenhed for regerings- og foreningskriminalitet begynder sit arbejde. Nu skal Vest og Øst efterforske sammen – i skikkelse af kommissær Peter Simon fra Vesttyskland og hans kollega fra den østberlinske drabsafdeling, Karo Schubert. Det giver nye udfordringer for dem begge.
Se alle seks afsnit fra den 24. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Papkøbing er en by af – ja, pap. Og så plages den tilmed af meteorer, kæmperobotter og superskurke på daglig basis! Heldigvis er byens brandvæsen, med Tage Kapap i spidsen, på sagen.
New Zealandske ”Panik i Papkøbing” er mini-serier med masser af action og humor i en helt enestående stil, der ikke ligner noget andet, du før har set.
Alle 20 afsnit fra papbyen kan ses i Ramasjang på DRTV fra første dag i skolernes sommerferie, lørdag d. 25. juni kl. 06.
06:00
Læs omtale
BBC-Naturserie fra 2021.
Fra Namib-ørkenen til Patagonien. Der findes stadig helt uberørte steder. Disse sidste, vilde områder er vor tids paradisets have, hvor alle former for liv trives og gror.
Se alle afsnit fra den 25. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
De bruger penge, rigtig mange penge! Det er dyrt at leve det perfekte liv og have det perfekte udseende. De shopper dyrt tøj, tasker, sko, smykker, sminke, skønhedsbehandlinger og oplevelser i ét væk. Alt handler om det næste køb og det rigtige billede. Men hvem er pigerne i virkeligheden, og hvilke konsekvenser har det dyre liv for dem?
Se alle afsnit fra den 26. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Dansk dokumentarserie fra 2022.
”Hvis du hele tiden mærker efter – bliver du ikke til en skid… ”
I en helt ny programserie fra DR UNG giver vi opskriften på succes, fortalt af nogle af Danmarks største stjerner – inden for alt fra iværksætteri til gastronomi. Brian Holm er hovedpersonen i første afsnit, hvor han giver sit bud på vejen til succes – som handler om umenneskelig smerte, disciplin og hårdt arbejde.
Se afsnittet fra den 26. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Britisk dokumentarserie fra 2022.
Den undersøgende journalist Heidi Blake får et tip om multimillionær Scot Youngs mistænkelige død. Sammen med sit team undersøger hun en forbindelse mellem Scot og den berygtede russiske oligark Boris Beresovskij.
Se alle afsnit fra den 27. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Da Silas pludselig ikke kan finde sine venner i skolegården, ved Christina godt, hvad det betyder: Han er ved at miste synet, ligesom hun selv gjorde som barn. Lægerne havde forsikret hende, om at han ikke kunne arve sygdommen, men de tog fejl. Christina er på mange måder den perfekte mor for Silas, for hun ved, hvordan alt ændrer sig i takt med at synet forsvinder. Men hvordan lærer man sit barn at være modig og selvsikker i en verden, der langsomt bliver sort?
Se dokumentaren fra den 27. juni kl 06:00 på DRTV.
06:00
Læs omtale
Endnu en gang er Morten og Jan klar til at rejse ud i verden. De flyver som det første til Budapest, som så mange andre danskere, men hvor størstedelen bliver i hovedstaden, vil Morten og Jan langt ud på de ungarske sletter.
- Afsnit 1: Langt ude i Ungarn
- Afsnit 2: Roadtrip i Kirgisistan
- Afsnit 3: Forlænget weekend i Istanbul
- Afsnit 4: Gourmettur i Frankrig
- Afsnit 5: Ørkenferie i Qatar
- Afsnit 6: Miniferie i Blackpool
Se alle seks afsnit fra den 30. juni kl 06:00 på DRTV.