DRTV Nyt

Nyt på DR Gensyn

DRTV’s sektion for ældre indhold, DR Gensyn, får løbende nye titler i arkivet. I denne artikel dykker vi ned i nogle af de nyeste tilføjelser samt det, der snart kommer, her primo februar 2025.

50 timers Melodi Grand Prix

Gensyn med Dansk Melodi Grand Prix DR TV

Som en opvarmning til årets danske Grand Prix i Herning den 1. marts har DR lagt henved 50 timers gamle danske Grand Prix-shows ud på DR Gensyn. Så kan du se hvordan det i grunden så ud, da Kim Larsen opnåede en tredjeplads i Dansk Melodi Grand Prix i 1979. Hvilket skrud havde Birthe Kjær på, da hun ’malede byen rød’ i Dansk Melodi Grand Prix i 1989, og hvordan så omgivelserne i Cirkusbygningen i København ud, da Brødrene Olsen i 2000 sejrede med ’Smuk som et stjerneskud’, der siden strøg totalt til tops i Eurovision Song Contest i Stockholm.

Danske serier

– Gabriel Axel, der senere fik en Oscar for ’Babettes Gæstebud’, instruerede en masse TV-teater for DR i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne, og han instruerede også det, der var Danmarks første TV-serie – ’Regnvejr og ingen penge’. Den bliver der nu mulighed for at se eller gense.

’Regnvejr og ingen penge’ var i fire afsnit og havde premiere i maj 1965. Og da DR på det tidspunkt var eneste danske TV-kanal, har danske seere med andre ord set danske TV-serier i 60 år i år. Helle Hertz og Lene Vasegaard, der fyldte 85 år søndag, er nogle af de nulevende skuespillere, der kan sige, at de var med i den første.

Blandt de øvrige dramatitler, som kommer på Gensyn på DRTV den 21. februar, er ’Tilløkke Herbert’ fra 1974 med Otto Brandenburg i hovedrollen, og ’Ludvigs bakke’ fra 1978 efter Herman Bangs roman og manuskript af Klaus Rifbjerg. Her medvirkede blandt andre Merete Voldstedlund, Geert Vindahl, Astrid Villaume og Bodil Kjer.

Merete Voldstedlund spiller også en fremtrædende rolle i ’Kaj Munk’-dramaserien om Kaj Munks liv fra 1986, instrueret af Henning Ørnbak. Den kommer ligeledes på Gensyn fra den 21. februar, og det samme gør serien ’Else Kant’ fra 1978 af Kirsten Thorup efter Amalie Skrams romaner. Her er navne som Karen Wegener, Holger Juul Hansen, Preben Neergaard og Marie-Louise Coninck på rollelisten.

Parløb DR Gensyn

Allerede fra fredag den 14. marts – kommer en af DR’s store tv-serier fra 1990-1992 på Gensyn på DRTV. Da kan Helle Merete Sørensen og Jesper Langberg ses eller genses i dramaserien ’Parløb’ som et ægtepar, der er kommet i overgangsalderen. Datteren er flyttet hjemmefra, huset er blevet for stort, og lige så stille breder panikalderen og misforståelserne sig.

Gensyn med Hausgaard og Clausen

Clausen og Hausgaard DRTV Gensyn

Både før og efter instruktøren, skuespilleren og musikeren Erik Clausen døde i slutningen af oktober 2024, har DR fået utallige opfordringer på at vise ’Der kan man bare se’, som blev vist tilbage i 1989.

Og nu kan man så se de otte programmer igen, hvor Erik Clausen og Niels Hausgaard er i samtale om stort og småt fra dagens Danmark. Hausgaard er den sindige og analyserende jyde, mens Clausen er den mere jordnære og sarkastiske københavner.

Uge 6

Uge 6 sætter ekstra fokus på sundheds- og seksualundervisning, og den opfordring tog DR aldeles alvorlig i den forgangne uge. Derfor kan du nu få et gensyn med DR’s formidling af seksualitet gennem tiden. Hvordan så skole-tv fra 1968 for eksempel ud med seksualoplysning for 14-16-årige? Og hvordan talte DR om seksuelt overførte sygdomme i 1986, eller så det ud, da lægerne Ulla Merete Hansen og John Hagel Mikkelsen levende fortalte om kroppen og dens funktioner i lægeprogramserie ’Body Bio’ for børn og unge i 1992 og 1993.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard