Nyt DR Musikshow ændrer på reglerne efter premieren
I fredags tonede DR’s nye musikunderholdningsprogram LIVE, hvor en række danske musikere fik lov til at udfolde deres talent i bedste sendetid, frem på skærmen for første gang.
Men når programmet vender tilbage igen på fredag, bliver det med en række markante ændringer.
Det fortæller DR’s underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.
Under programmet i fredags optrådte artisterne på scenen i blot 30 sekunder, hvilket gjorde det næsten umuligt for de, der fulgte programmet via streaming på DR TV, at stemme med LIVE-appen.
Afstemningen fulgte nemlig tv-signalet og ikke streaming-signalet, og dermed var afstemningen hos nogle seere slut, inden de kunne se artisterne optræde.
Det affødte efterfølgende en del kritik på de sociale medier, og det er denne kritik, som DR nu har lyttet til og reageret på, fortæller underholdningschef Jan Lagermand Lundme.
– Vi har lyttet til kritikken fra de seere, der har streamet og brugt appen. Vi gerne vil sikre os, at de også får en god oplevelse og kan nå at stemme med, så derfor har vi udvidet den tid, hvor artisterne synger, og dermed også det vindue, hvor seerne har mulighed for at stemme, siger Jan Lagermand Lundme.
Artisterne skal synge i længere tid
Det betyder, at artisterne fra på fredag får lov til at synge i et helt minut frem for de 30 sekunder, som var gældende i det første program.
Selvom det er lidt utraditionelt, at en tv-kanal går ind og ændrer så markant i et tv-program efter premieren, så mener underholdningschefen, at ændringerne vil gavne både seere og artister.
– Da vi så programmet, følte vi ikke, at 30 sekunder til hver artist var nok. Vi vil gerne give seerne mere musik og mere tid til at forholde sig til hver enkelt artist, siger han.
Den forlængede tid til at optræde i betyder samtidig, at LIVE bliver forlænget med 25 minutter, og derfor bliver delt op i to afdelinger.
Den ene afdeling bliver sendt mellem klokken 20-21, mens den anden halvdel af programmet bliver sendt efter TV Avisen fra klokken 21.25.
Godt tilfreds trods skønhedsfejl
Selvom artisterne fremover ikke får 30, men 60 sekunder at optræde i foran de to coaches, Lina Rafn og Sanne Salomonsen, og seerne, så mener Jan Lagermand Lundme ikke, at de kommende artister får en konkurrencefordel i forhold til artisterne i det første program.
– Artisterne i det første program dystede på lige vilkår, og det samme gør artisterne i de kommende programmer. Når vi når til programmets næste fase, bliver tavlen visket ren igen, og så dyster alle på fuldstændig samme vilkår, så det kommer ikke til at betyde noget, siger han.