Radio og Podcast Nyt

Ny Radio4-serie om dronning Margrethe

Til januar har dronning Margrethe 50-års jubilæum som Danmarks regent. En rolle, hun har taget på sig som sin livsopgave og formet til sin helt egen. Men hvad er Margrethe, og hvad er monark?

Det stiller Radio4 skarpt på i den nye programserie ’Margrethe’. I fem afsnit går Radio4 via centrale kilder tæt på kvinden bag kronen og ser på, hvordan Margrethe gik fra at være en lidt sky og usikker tronfølger til den stærke dronning og samlende figur, hun nu har været i årtier.

Den udvikling lå ikke umiddelbart i kortene, da den 31-årige kronprinsesse Margrethe på en bidende kold januardag i 1972 trådte ud på balkonen på Christiansborg Slot og med et nifoldigt leve fra statsminister Jens Otto Krag blev udråbt som Danmarks nye regent. Blot dagen efter hendes far og den utroligt folkekære konge, Frederik IX, var død.

’Når man ser på de gamle tv-billeder fra den begivenhed, kan man jo godt fornemme, at det var en ung kvinde, der står der lidt mere usikker og famlende, end den dronning, der nu har siddet 50 år på tronen, og som har en enorm sikkerhed i alt, hvad hun gør. Dengang var Dronningen på mange måder et meget sky og genert menneske, der faktisk ikke holdt af den her opmærksomhed, der var om hendes person,’ siger Thomas Larsen, politisk redaktør på Radio4 og forfatter til flere bøger om Kongehuset.

Første afsnit af programserien ’Margrethe’ tager sit afsæt på balkonen den kolde januardag for 50 år siden, hvor det hele begyndte. I de kommende afsnit slår Radio4-serien ned i forskellige epoker i Dronningens liv og fortæller blandt andet om Margrethe som genert teenager, dedikeret kunstner og forelsket hustru gennem beretninger og unikke anekdoter fra personer, der igennem årenes løb har været tæt på Dronningen.

Første afsnit af ’Margrethe’ kan du smuglytte til her – og ellers kan programmet høres hver torsdag kl. 13.30 på Radio4 eller som podcast.

Kilde: Radio4 presse

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard