Ny Matador-musical får premiere i 2024
En helt ny og original musical baseret på tv-serien Matador får premiere 15. februar 2024 og skal spille i København, Vejle og Holstebro.
Susanne Bier, Anders Thomas Jensen og Lise Nørgaard står for det nye manuskript, mens alle sangene i forestillingen skrives af Burhan G og Lise Cabble, der arbejder sammen for første gang.
Billetsalget er begyndt på www.matadormusical.dk
Helt ny musical skabt fra bunden
MATADOR bliver en helt ny musical skabt fra bunden, som ikke har noget med DRs egen musicalversion af Matador fra 2007 at gøre. Det er Susanne Bier og Anders Thomas Jensen, der har skrevet manuskriptet, i tæt dialog med tv-seriens ophavskvinde Lise Nørgaard. De får følgeskab af hitmagerne Burhan G og Grand Prix-dronningen Lise Cabble, som skal arbejde sammen for første gang og skrive alle de nye sange til musicalen. Og selvfølgelig er Bent Fabricius-Bjerres titelmelodi også med!
Et lykkeligt samarbejde
Susanne Bier og Anders Thomas Jensen har sammen stået bag en lang række store filmsucceser gennem de seneste 20 år, bl.a. Elsker dig for evigt, Brødre, Efter brylluppet, den Oscar-belønnede Hævnen og Den skaldede frisør, og på scenen musicalsuccesen Den skaldede frisør – The Musical – og for Susanne Biers vedkommende Den Eneste Ene.
Igennem de seneste næsten to år, har de arbejdet tæt sammen med Lise Nørgaard om at udvikle manuskriptet til MATADOR. I sensommeren 2022 gave Lise Nørgaard dette citat til brug for offentliggørelsen af musicalen:
”Det har været en stor glæde for mig at kunne bidrage til, at der blev skabt noget nyt, der bygger på noget, som jeg skrev for længe siden. Vi har haft det utroligt hyggeligt og sjovt, og jeg kan kun sige, at publikum virkelig kan glæde sig”.
Om samarbejdet med Lise Nørgaard udtaler Susanne Bier:
”Det var en stor fornøjelse at lære Lise at kende. Hun var både sjov, skarp og også meget kontant, når vi diskuterede, hvad vi skulle prioritere i historien. Der var ikke noget sniksnak, men et klart og usentimentalt blik for, hvad der duede, og hvad der ikke duede. Jeg er meget taknemmelig for, at vi nåede at arbejde sammen og er sikker på, at publikum vil kunne mærke Lise overalt både i og mellem linjerne i den nye musical.”
Anders Thomas Jensen har også været enormt glad for samarbejdet og udtaler:
”Det var jo med stor ærefrygt, at jeg satte mig til tasterne med noget, man respekterer og holder så meget af som Matador. Det er jo et mesterværk uden lige i dansk tv-historie. Det føltes som en stor udfordring og har også taget sin tid, men det er virkelig gået godt, og det har været fantastisk at få lov til at arbejde med Lise selv.”
Unik stjernekonstellation bag sangene
På musiksiden kan publikum glæde sig til en helt unik stjernekonstellation. Sanger, sangskriver og producer Burhan G har haft adskillige hits på de danske hitlister, bl.a. “Mest Ondt”, “Jeg vil have dig for mig selv”, “Tættere på himlen”, “Din for evigt”, “Kalder mig hjem”, “Karma”, “Jeg’ i live” og “Lucy.” Nu kaster han sig over MATADOR-universet, hvor han sammen med sanger og sangskriver Lise Cabble skal skrive alle forestillingens sange. Han glæder sig og udtaler:
”At skulle skrive ny musik og sange til selveste Matador var en opgave, jeg aldrig havde set komme og noget, jeg slet ikke har prøvet før. Det tog mig ét sekund at sige ja. Det var simpelthen så spændende, men også megaskræmmende. Selveste Matador! Men nu er Lise Cabble og jeg for alvor gået i gang, og det føles bare rigtig godt med os to sammen.”
Lise Cabble har været forsanger i Clinic Q og Miss B Haven og har skrevet sange til intet mindre af fire vindere af Dansk Melodi Grand Prix og en enkelt gang vinder af selveste Eurovision med Emmelie de Forest’s Only Teardrops. Hun slutter af:
”Jeg har altid elsket Matador og de mange figurer i den. Jeg kan den jo næsten udenad som alle andre i det her land. Det kom helt uventet at få tilbuddet om at skrive musik og nye sange til en ny version af den store fortælling, og jeg har glædet mig meget til at komme i gang. Jeg skal skrive musikken sammen med Burhan, som jeg aldrig har skrevet med før, men nu har vi mødtes nogle gange og er ved at få hul på det.”
I forhold til det øvrige hold på MATADOR, er det folkene bag Den skaldede frisør – The Musical, der skal løfte opgaven, bl.a. Frede Gulbrandsen som instruktør, Anja Gaardbo som koreograf, Benjamin la Cour som scenograf, Astrid Lynge Ottesen som kostumedesigner, Joakim Pedersen som kapelmester og Rikke Lange som producent.
Hvem der skal spille rollerne i det store persongalleri vil blive afsløret på et stort pressemøde i Korsbæk på Bakken til foråret. Det kan dog allerede nu afsløres, at der er tale om et stjernespækket cast i alle de store roller.