TV-Nyt

Ny DR serie i optagelse – Læs mere om Fred til Lands

DR’s kommende dramaserie Fred til Lands er under optagelse og pressen blev for nylig inviteret ind på settet. Fred til Lands er en psykologisk thriller, der ruller over skærmen i efteråret på DR1 i otte afsnit.

’Fred til lands’ er en psykologisk thriller-serie, der udspiller sig i den danske provinsby Ebberup. På overfladen er byen som de fleste andre små hyggelige provinsbyer, man finder rundt omkring i landet. Lokalmiljøet i Ebberup er bygget op omkring fællesskabet, skolen og Ballings kyllingefarm, hvor otte millioner kyllinger hvert år lever og dør. Det er landbrug, der møder industri – i en civilisation, der prøver at tæmme naturen.

Ebberup er ikke alverden, men for de mennesker der bor her, er det et hjem. Her har de bosat sig i håbet om at finde et liv, som måske ikke er perfekt, men som er godt. De fleste af byens indbyggere bærer med sig mindet om en tid, der var mere uskyldig; hvor sommeraftenerne var uendelige, hvor livet var lyst og man ikke skulle bekymre sig om finanskriser, global opvarmning og terror. Hvor man ikke skulle bekymre sig om Mike.

Mike er den lokale plageånd. En ung mand, som terroriserer byen og optræder uden grænser, uden moral. Som har dræbt en uskyldig dreng og er sluppet afsted med det. I hvert fald indtil seriens første afsnit, hvor fem indbyggere mødes. Fem meget forskellige mænd og kvinder med den ene ting til fælles, at Mike er ved at ødelægge deres liv. De beslutter at forsøge at gennemføre det perfekte mord, der kan fordrive ondskaben fra Ebberup og føre dem tilbage til en bedre tid.

Hele serien er optaget i Assens Kommune og alt er optaget ude i virkeligheden. Intet er lavet i et studie. Byen Ebberup er omdrejningspunktet, men består i virkeligheden af flere små byer i kommunen. Det er altså ikke kun den virkelige by Ebberup, der optræder i serien.

Morten Hee Andersen Fred til Lands
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Morten Hee Andersen spiller Mike i serien. Mike er byens bølle, som terroriserer byens beboere og som tilsyneladende er sluppet afsted med at have slået en uskyldig dreng ihjel.

På rollelisten optræder også Dar Salim, der spiller en mand, som efter bedste evne har integreret sig i det lille samfund. Også Lene Maria Christensen er med i serien.

Fred til Lands sankt Hans DR1
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Man er i optagelserne nået til sankthans-scenen. Det er den mest omfattende i hele serien, da holdet skal holde styr på både 300 statister og et kæmpebål.

’Fred til lands’ er en serie i otte afsnit af en time, som kan ses på DR1 og DRTV søndage klokken 20.00 i efteråret 2019.

Kilde: DR

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard