Branche-Nyt

Ny chef til B&U

Fra den 1. september bliver det 36-årige Marlene Boel, der står i spidsen for DR’s B&U-afdeling i Aarhus -sammen med Johanne Bagge.

En af de vigtige opgaver bliver blandt andet at få børnene inddraget mere og at få dem til at skabe mere med, når DR’s børne- og ungdomsafdeling – B&U – i Aarhus efter sommerferien får ny chef. Det bliver den 36-årige Marlene Boel, der starter i DR den 1. september.

De seneste to år har Marlene Boel været indholdschef på TV2 Østjylland, hvor hun har haft ansvaret for 30 journalister, fotografer og redaktører, for stationens indholdssatsninger og journalistiske digitale forproduktion.

DR er nu bestemt ikke ukendt land for Marlene Boel, der er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2007. Gennem ni år arbejdede Marlene Boel blandt andet som redaktionssekretær og morgenproducer på P4 København, som reporter og vært og P4 Sjælland og som distriktskoordinator på Radioavisen.

– Marlene Boel kommer til et B&U, som allerede er rigtig langt med den digitale omstilling, og som står solidt på en række stærke brands, som for eksempel ’Ramasjang Redder’, ’Mini MGP’, ’Ultra Nyt’ og MGP-showet – bare for at nævne nogle stykker. Vi har selvfølgelig blikket stift rettet mod, at DR Ultra skal lukke som flow-kanal til nytår, og én af B&U’s største opgaver bliver at få hele den målgruppe med over på de digitale platforme. Heldigvis er vi allerede godt på vej, siger Signe Aggerholm, der er ledende redaktionschef for DR Børn og Livsstil.

Opbygge nye universer og karakterer

Nogle af de andre vigtige opgaver for den kommende B&U-chef er for eksempel til stadighed at opbygge nye universer og karakterer på Ramasjang til de mindste børn, ligesom de kendte brands hele tiden skal finindstilles og tunes.

– Derfor ligger der mange spændende nyudviklinger forude, og dem er jeg sikker på, at Marlene vil kunne iscenesætte dygtigt. Hun er flermediel helt ind til benet og har stor forståelse for, at det kræver noget nyt af indholdet at indfange et dansk barn anno 2019. Ét af dem er at få børnene mere inddraget i processen og være medskabere, som vi for eksempel har gjort det i serien ’Børns fantastiske fortællinger’. Den er altid meget populær i Ramasjangs app og er blevet det med en ekstremt enkel, men meget brugerrelevant idé, siger Signe Aggerholm.

Hun fremhæver samtidig, at Marlene Boel – trods sin unge alder – har en del ledelseserfaring.

– Den er der også god brug for i et område, der er så fleksibelt og smidigt, som det er nødvendigt, B&U er, siger hun.

Marlene Boel afløser Lærke Vindahl, der har fået job hos TV 2 Fiktion. Marlene Boel kommer til at indgå i en ledelsesduo med redaktionschef Johanne Bagge.

Børnelivet i alle dets former

Den kommende B&U-chef siger selv om det nye job:

– Det er på mange måder et drømmejob at få lov til at arbejde med en så vigtig strategisk målgruppe og i selskab med de allerdygtigste til lige præcis at lave verdensklasse-børneindhold. Jeg glæder mig til at styrke og udvikle B&U, så vi fortsat spejler børnelivet i alle dets mangfoldige former og engagerer og styrker børnene, så de kan opbygge relationer og blive klogere på sig selv og hinanden. B&U´s indhold er udgangspunkt for samtaler, leg og læring i mange børns liv, og det forpligter i en tid, hvor store internationale aktører ønsker at spille en større rolle, når det gælder børneindhold. B&U har en flot og respektindgydende tradition for formidling til børn og unge, og jeg ser det som et stort privilegie at få lov til at føre den arv videre, siger Marlene Boel.

Hun bor i Hadsten og har for øvrigt selv to børn i Ramasjang-målgruppen på tre og seks år.

Kilde: DR presse

Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard