Nuuday skal betale stor bøde for YouSee reklamer
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Nuuday A/S for at have sendt breve til tre forbrugere med markedsføring, selvom forbrugerne flere gange havde frabedt sig markedsføring fra virksomheden. Nuuday betaler en udenretlig bøde på 40.000 kroner for de ulovlige henvendelser.
Derudover har Nuuday ringet til fire erhvervsdrivende personer, der enten havde frabedt sig markedsføring direkte over for Nuuday eller var på Robinsonlisten i CPR. For de overtrædelser betaler Nuuday en administrativ bøde på 50.000 kroner.
Nuuday har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at klagerne i de to sager ved en fejl ikke var blevet registreret på virksomhedens interne ”nej tak”-liste. Nuuday har desuden oplyst, at de arbejder på at tydeliggøre for sine medarbejdere, hvordan en afmelding skal ske.
Markedsføring via brev til tre forbrugere
Forbrugerne klagede til Forbrugerombudsmanden over, at Nuudays brand, YouSee, havde sendt direkte markedsføring via post til dem i perioden september 2022 til februar 2023. Det på trods af, at de flere gange havde kontaktet Nuuday for at frabede sig YouSee-reklamer.
Én af forbrugerne havde modtaget reklamer fra YouSee tre gange og havde skrevet til YouSee to gange og frabedt sig markedsføring. YouSee svarede hver gang, at forbrugeren ikke ville få yderligere henvendelser.
En anden forbruger havde tre gange skriftligt frabedt sig markedsføring fra YouSee. Også her svarede YouSee alle tre gange, at forbrugeren ikke ville få flere henvendelser.
En tredje forbruger modtog flere reklamehenvendelser fra YouSee, selvom han telefonisk havde frabedt sig yderligere markedsføring.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte Nuuday for overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 4.
Markedsføring via telefon til fire erhvervsdrivende personer
Fire erhvervsdrivende personer (indehavere af enkeltmandsvirksomheder eller personligt ejede mindre virksomheder) klagede til Forbrugerombudsmanden over, at de i perioden juli 2023 til april 2024 blev ringet op af Nuudays brand Relatel, selvom de havde frabedt sig markedsføring fra Relatel eller var registreret på Robinsonlisten i CPR.
Nuuday har betalt en administrativ bøde på 50.000 kroner for de ulovlige henvendelser, der udgør en overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 4.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Hvis en forbruger eller en erhvervsdrivende person frabeder sig markedsføring fra en virksomhed eller er på Robinsonlisten i CPR, så skal det selvfølgelig respekteres. Virksomheder må ifølge markedsføringsloven ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person med markedsføring, hvis denne har frabedt sig det.
Forbrugerne i sagen har gentagne gange frabedt at modtage reklamer. Virksomheden har endda kvitteret for at have modtaget disse henvendelser, men sendte alligevel fortsat markedsføringsmateriale til forbrugerne.