Administrerende direktør Claus Flyger Pejstrup, finansdirektør Jesper Vinter Barslund samt direktør for Norlys Digital, Sune Nabe Frederiksen, fratræder. Det melder selskabet i en pressemeddelelse. Ændringerne i Norlys’ organisation træder i kraft med det samme.
Norlys’ kundeforretning står midt i flere krævende projekter, hvor blandt andet integrationen af Telia Danmark ind i Norlys sker samtidig med, at internet- og tv-forretningen i Norlys er udfordret. Det kræver et øget fokus på at sikre fundamentet bag selskabets kommercielle strategi.
– Vores internet- og tv-forretning har det svært og kommer til at levere et resultat, der er langt fra budgettet. Det er ikke tilfredsstillende. Samtidig er der behov for en hurtigere integration af Telia Danmark ind i Norlys. Derfor laver vi en ny holdopstilling i Norlys A/S for at sikre fremdriften, siger Gert Vinther Jørgensen, der er Group CEO i Norlys.
– Claus, Jesper og Sune har alle tre leveret vigtige bidrag til Norlys’ udvikling, og det vil jeg gerne sige dem en stor tak for. Når vi skifter ud i ledelsen, er det først og fremmest et udtryk for, at situationen har ændret sig, og derfor er vi også nødt til at ændre vores tilgang til opgaven, siger Gert Vinther Jørgensen.
Ulf Lund, der i dag er direktør for Corporate Affairs i Norlys, overtager rollen som direktør i Norlys A/S i en midlertidig periode. Han har 14 års direktørerfaring fra TDC-koncernen, i 5 år var han direktør for det daværende Boxer TV, og gennem de seneste 5 år har han været en del af koncernledelsen i Norlys.
– Ulf har bred telco-erfaring, en solid forankring i Norlys-koncernen, og så har han et indgående kendskab til hele Telia-transaktionen, som han stod i spidsen for. Samtidig er Ulf en god holdspiller og en motiverende leder, og derfor er jeg glad for, at han har sagt ja til at påtage sig opgaven, siger Gert Vinther Jørgensen.
For at skærpe fokus på sammenlægningen af teleområdet, fortsætter Norlys’ energiforretning indtil videre som et selvstændigt selskab med Mads Brøgger som direktør.
– Det er en stor og vigtig transformation, vi skal lykkes med, og det kræver, at vi reducerer kompleksiteten og rykker tættere sammen. Derfor skal vi hurtigst muligt have skabt én integreret teleforretning, som både er lønsom og fremtidssikret. Det glæder jeg mig til at bidrage til, siger Ulf Lund.
Erik Andersen, som i dag er direktør for Salg og Produkter i Norlys’ internet- og tv-forretning, overtager rollen som direktør for det forretningsområde. Carsten Dyrup Revsbech træder ind som økonomidirektør i Norlys A/S i første omgang i en midlertidig periode.