Nordisk modspil til Netflix: Minister vil skabe fælles streaming-alternativ
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) lægger op til et kulturpolitisk samarbejde i Norden. I et brev til sine nordiske kolleger opfordrer han til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal undersøge, hvordan nordisk film, tv og public service-indhold kan få større international gennemslagskraft – og samtidig styrke adgangen til kvalitetsindhold for borgerne i Norden.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger: “Det er helt tosset, at der reelt ikke findes stærke europæiske alternativer til de store internationale streamingtjenester, og at indholdet derfor kun går den ene vej over Atlanten. Jeg synes, det er på tide, at vi ranker ryggen og tør tænke stort. Nordisk børnefjernsyn er eksempelvis fantastisk, og så er det produceret med dannelse, pædagogik og demokrati for øje. I en tid hvor AI-genereret skidt har gyldne tider, bør der absolut være et marked for det den anden vej over Atlanten. I Norden har vi samtidig en stærk tradition for at skabe indhold, der vil mere end blot at underholde, og stærke serier som Borgen, Broen og Skam er lykkedes med at komme ud i verden. Når verden forandrer sig, er vi nødt til at turde tænke nye løsninger. Samtidig kan det potentielt være en indtægtskilde, som det eksempelvis er blevet for Storbritanniens BBC, efter de i Thatchers regeringstid fik lov at bygge en kommerciel gren, der både har givet økonomi og international, kulturel gennemslagskraft.
Jeg synes, arbejdsgruppen skal have mulighed for at tænke nyt, stort og kommercielt i en tid, der kalder på kulturel oprustning, og med det sigte både at give vores egne borgere adgang til endnu mere nordisk indhold på tværs, samtidig med at vi skruer endnu højere op for ambitionerne om at få nordisk indhold ud i hele verden. Jeg har ikke alle svarene på forhånd. Men jeg vil meget gerne have nogle gode bud på, hvordan vi bedst løser opgaven.”
Fakta
Amerikanske streamingtjenester dominerer i dag det europæiske marked. Tal fra Europarådets audiovisuelle observatorium viser, at 87 pct. af de penge, europæerne brugte på streaming-abonnementer i 2023, gik til amerikansk-ejede tjenester. I top var Netflix, Prime Video og Disney+.
Alene Netflix og HBO Max (nu Max) havde ultimo 2023 7,7 mio. abonnementer på tværs af Danmark, Finland, Norge og Sverige. Herudover kommer store aktører som Disney+ og Prime Video.
60 pct. af den tid, europæerne brugte på at se film på abonnementsbaserede streamingtjenester blev brugt på amerikanske titler. I Danmark var tallet 70 pct.



