Nordic Entertainment Group og Boxer indgår aftale om Viaplay
Nordic Entertainment Group og Boxer har indgået en ny aftale, som blandt andet indebærer, at Viaplays film- og serieprodukt bliver en fast del af Boxers tv-udbud
Aftalen betyder, at alle Boxer-kunder med den største tv-pakke ”Max” får adgang til Viaplays store katalog af film og serier – herunder de mange dansk producerede Viaplay Original-serier som ’Hånd i hånd’, ’Friheden’, ’Den Som Dræber’ og ’Forhøret’ m.fl. Viaplay vil også blive tilgængelig som tilvalg for kunder med andre produkter hos Boxer.
Samtidig har parterne aftalt en flerårig forlængelse af Boxers distribution af TV3-kanalerne TV3, TV3+, TV3 Puls, TV3 Max og TV3 Sport.
”Vi glæder os over forlængelsen af vores distributionsaftale, og især over at Boxers kunder nu får adgang til Viaplays store katalog af film og serier, så de kan nyde godt af nogle af de bedste internationale serier og egenproduceret dansk drama på en af nordens mest attraktive streaming-tjenester, Viaplay”, siger Kim Poder, CEO Nordic Entertainment Group Danmark.
”Viaplay tilbyder en unik kombination af attraktive internationale titler og masser af danskproduceret indhold, som kunderne kan tilgå hvor og hvornår de vil. For os handler aftalen om at bringe vores samlede tv-udbud up-to-date, og vi forventer, at Viaplay bliver taget godt imod af vores kunder, ikke mindst de mange, som i forvejen er glade for TV3-kanalerne”, siger Ulf Lund, CEO for Boxer.
[Boxer]