Netflix Nyt

Netflix bestiller allerede sæson 3 af Wednesday

Forud for premieren på anden sæson af Wednesday – 6. august og 3. september – bekræfter Netflix nu, at serien vender tilbage med en tredje sæson.

Første sæson af serien Wednesday, der er stærkt inspireret af Addams-familien og følger teenageren Wednesday Addams, havde premiere den 23. november 2022. I dag har serien rekorden som Netflix’ mest populære engelsksprogede serie nogensinde med hele 252,1 millioner visninger på blot 91 dage. Wednesday lå desuden nummer 1 i 90 lande, og blot tre uger efter premieren rundede serien den imponerende milepæl på én milliard sete timer. Efter lanceringen toppede sæson 1 også Netflix’ globale top-10-liste seks uger i træk – en rekord for engelsksprogede tv-serier, som stadig står. Dertil slog Wednesday rekorden for ‘mest sete’ på én uge for en engelsksproget tv-serie på Netflix – og gjorde det to uger i streg.

Sæson 2, som har premiere den 6. august (del 1) og den 3. september (del 2), er allerede en af de mest ventede nye Netflix-titler i 2025 med mere end 2,8 milliarder visninger på sociale medier.

Mere information om sæson 3 vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.

Skabere, forfattere og showrunners Alfred Gough og Miles Millar siger:

”Det har været en dyster fornøjelse at se, hvordan Wednesday har tryllebundet sit publikum verden over – én tør bemærkning ad gangen. Vi er ovenud begejstrede for, at hun atter vil betræde Nevermores gotiske gange i en tredje sæson. Denne gang vil hun afdække flere af skolens mørke hemmeligheder og bevæge sig endnu dybere ned i Addams-familiens krypt. Eller som Wednesday ville sige: ‘Intet bringer en familie sammen som en god opgravning.’

Bela Bajaria, Netflix Chief Content Officer, siger:  

”Wednesdays unægtelige gennemslagskraft gav øjeblikkelig genlyd hos fans verden over og sendte serien helt til tops som vores mest populære engelsksprogede tv-serie nogensinde – og så inspirerede den flere kulturelle trends. Vi er så stolte af Al Gough, Miles Millar, Tim Burton, Jenna Ortega og hele Wednesday-holdet for alt, hvad de har opnået. I forlængelse af den længeventede anden sæson er vi utrolig glade for at kunne bekræfte en tredje sæson af den ikoniske serie – og give dens fans endnu mere af det, de elsker.”

Kilde: Netflix presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard