Streamingnyt

Millioner af DR-udsendelser på vej til danskerne

- Det Kgl. Bibliotek giver adgang til DR's arkiver

Danskerne får snart adgang til op mod en mio. udsendelser fra DR’s arkiver og mulighed for fx at gå på opdagelse i 20 års tv-aviser og tusindvis af radioudsendelser. Det Kgl. Bibliotek har indgået en aftale med Copydan Arkiv, som gør det muligt for Det Kgl. Bibliotek at åbne arkivet af DR-udsendelser for borgerne, og som sikrer rettighedshavere som skuespillere, instruktører, musikere med flere betaling for, at deres arbejde stilles til rådighed.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Jeg er glad for, at vi nu kan åbne for store dele af den guldgrube af radio- og tv-udsendelser, som er lagret i DR’s arkiver. Med åbningen af DR-arkivet får alle danskere en unik mulighed for at dykke ned i vores fælles historie og blive klogere på vores samtid – det har blandt andet været et stort ønske fra Dansk Folkeparti. Jeg er stolt af, at vi i Danmark kan skabe et åbent arkiv og sikre radio- og tv-udsendelser for de kommende generationer.”

Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti, siger:
”Det er en stor sejr for Dansk Folkeparti og for hele Danmark, at DR’s gamle arkiver nu åbnes for offentligheden. Vi har længe kæmpet for, at danskerne skal have fri adgang til deres egen kulturarv – og nu sker det endelig! Uden vores indsats var dette ikke blevet en realitet. DR’s arkiver rummer en uvurderlig del af vores fælles historie, og med denne aftale sikrer vi, at alle får mulighed for at dykke ned i fortidens stemmer og billeder. Det er et vigtigt skridt for åbenhed, folkestyre og den danske identitet, og vi er stolte af at have sikret denne sejr for befolkningen.”

Mogens Jensen, Socialdemokratiet, siger:
”Jeg er rigtig glad for, at Det Kongelige Bibliotek og Copydan nu har indgået en aftale om at stille indhold fra DR’s arkiv til rådighed for befolkningen. Det har Socialdemokratiet arbejdet for gennem mange år. Det samlede arkiv rummer flere millioner radio- og tv-udsendelser, som for fremtiden vil blive lettere tilgængelige for alle hjemmefra. Et vigtigt skridt i retning af at indsamle, bevare og tilgængeliggøre vores fælles kulturarv. Allerede fra 31. marts vil borgerne få mulighed for på egen hånd at gå på opdagelse i det, som interesserer dem i et stort, nyt og spændende arkiv.”

Kim Valentin, Venstre, siger:
“I Venstre er vi rigtig glade for, at det nu er lykkedes Det Kgl. Bibliotek og Copydan at lande en aftale, så vi inden længe kan åbne DR’s arkiv op for danskerne. Dermed gør vi den danske kulturarv mere tilgængelig og får alle de enestående fortællinger om Danmark og danskerne ud at leve.”

Fakta om Det Kgl. Biblioteks DR-arkiv
I medieforliget 2023-2026, indgået af regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, blev det aftalt, at Det Kgl. Bibliotek skal etablere et DR-arkiv. Der er afsat i alt 110 mio. kr. til formålet.

Der vil i den første lancering af arkivet indgå op mod 1 mio. radio- og tv-udsendelser fra 2006 til 2024. Der vil løbende komme nyt indhold til, såvel materiale fra før 2006 som nyere indhold. Det fulde arkiv med indhold, der dækker hele DR’s historie, er tilgængeligt inden udgangen af 2026 og vil indeholde op mod 4 mio. udsendelser.

Når arkivet går i luften, vil der være et link til det fra Det Kgl. Biblioteks hjemmeside.

DR lancerede sidste år tjenesten DR Gensyn, som rummer udvalgt indhold fra DR’s arkiver. Med den nye adgang via Det Kgl. Bibliotek udvides danskernes adgang til indhold fra DR’s arkiver markant.

Kilde: Kulturministeriet presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard