Michael Rasmussen bliver fast cykelekspert på Viaplay Sport News
Michael Rasmussen slutter sig til Thomas Gravesen og Jason Watt, når han fra august tiltræder som ekspert på Viaplay Sport News. Michael Rasmussen bliver den nye kanals faste cykelekspert og får dermed en fremtrædende rolle i dækningen af alt cykelsportsrelateret indhold på Danmarks nye sportsnyhedskanal. Michael Rasmussen var i en lang årrække blandt de absolut bedste cykelryttere i verden og har derfra selvfølgelig en enorm erfaring. Derudover har han siden den aktive karriere fungeret som en af de dygtigste og mest profilerede danske cykeleksperter.
For danske cykelfans behøver Michael Rasmussen ikke megen introduktion. Fra sit gennembrud på den internationale scene var Rasmussen i en lang årrække fast inventar blandt de absolut bedste ryttere i verden. Karrieren bød på gigantiske opture, store nedture, sejre og kontroverser, så det er i den grad en mand, der kender alle sider af cykelsporten, Viaplay nu får som cykelekspert.
Rasmussen nåede helt bogstaveligt de højeste tinder inden for sporten, ligesom han selv har oplevet gigantiske nedture, og den hårde og brutale cykelverden helt inde fra orkanens øje. De fleste danskere vil huske, hvordan han i 2007 var på vej mod den samlede sejr i Tour de France, men efter flere dages dramatik om forkerte oplysninger til antidopingmyndighederne blev taget ud af løbet af sit hold få dage før løbets afslutning.
Rasmussen har kørt med og mod de bedste i verden og har et indgående kendskab til cykelsportens inderste mekanismer og altid ekstremt dedikerede atleter. Det er altså en mand, der ved, hvad han taler om, når det kommer til forventninger, formåen, taktik og cyklingens fascinerende verden.
Michael Rasmussen er kendt som en skarp og vidende ekspert, der altid leverer direkte og indsigtsfulde analyser fra cykelsportens verden. Rasmussen er ikke bange for at sige sin mening, men altid med et glimt i øjet og en dyb kærlighed til den sport mange danskere passioneret elsker at følge.
Om den nye rolle udtaler Michael Rasmussen følgende:
”Det bliver fedt at være en del af en sportsnyhedskanal, som konstant leverer nyheder og resultater fra cyklingens verden. Selvom Tour de France netop er slut, så buldrer cykelsæsonen jo videre, og nyhedsbilledet står aldrig stille. Jeg er kendt for at have mine meningers mod, og jeg glæder mig til at dele mine skarpe analyser med seerne på Viaplay Sport News.”
Et stærkt hold af eksperter
Med tilføjelsen af Michael Rasmussen har Viaplay Sport News hentet nogle af de største danske profiler som nye eksperter til kanalen. Rasmussen tilslutter sig de allerede præsenterede navne Jason Watt og Thomas Gravesen, der tidligere på sommeren er blevet præsenteret som henholdsvis Formel 1- og landsholdskommentator på kanalen.
Viaplays sportschef Benjamin Munk Lund siger:
”Med Michael Rasmussen som en del af holdet på Viaplay Sport News ved vi, at vi får analyser og holdninger leveret med en skarphed og klarhed, som jeg er overbevist om kommer til at klæde vores nye kanals dækning af international cykelsport. Michael Rasmussen har nemlig et særdeles skarpt blik for at dissekere ikke bare løbene, men også det løbende nyhedsbillede. Man lytter efter, når Rasmussen udlægger teksten – det er en fornøjelse, at det i fremtiden bliver til glæde for seerne på Viaplay Sport News.”
Michael Rasmussen vil løbende bidrage på de vigtigste nyhedshistorier, men får også et fast ugentligt nyhedsmagasin om cykling samt en rolle i et andet af kanalens nye debatformater.
Den tidligere cykelstjerne er som nævnt sammen med Jason Watt og Thomas Gravesen nogle af de nye ansigter på Viaplay Sport News. Her vil de slutte sig til en lang række af velkendte værter, eksperter og kommentatorer, som seerne allerede i dag kender fra Viaplays dækning af rettigheder som Superliga, Formel 1, Premier League, Champions League, dart og golf. Herfra vil der naturligvis også komme bidrag til den løbende nyhedsdækning, så der er lagt op til en overflod af ekspertviden og kompetence på Viaplay Sport News, når kanalen går i luften.