Medieudviklingen 2015 – DR rapport er nu online
Hvert år laver DR Medieforskning en rapport om udviklingen i befolknings brug af de elektroniske medier og den kan nu læses online her
Én af konklusionerne i rapporten er, at danskerne i dag ser flere levende billeder end nogen sinde før.
”For eksempel brugte danskerne fire procent mere tid på at se ”tv” samlet (det vil sige indhold fra traditionelle tv-kanaler, streamingtjenester og YouTube) i 2015, end det var tilfældet i 2013. Dengang udgjorde sening fra traditionelle tv-kanaler cirka 88 procent af den samlede sening, mens niveauet i 2015 er 81 procent,” skriver lederen af DR Medieforskning Dennis Christensen i sit forord til ’Medieudviklingen 2015’.
Seertiden på tv-kanalerne er faldet i et begrænset omfang – mere præcist med et minut om dagen fra 2014 til 2015, men samtidig har streamingtjenesterne mere end kompenseret for tabet.
Unge er forrest i udviklingen
”Også de 15-29-årige har udvidet deres samlede tv-forbrug siden 2013, og her står streaming nu for 43 procent af tidsforbruget mod 28 procent i 2013. Så selv om fordelingen mellem forbruget af traditionelt tv og streaming rykker sig i disse år, så dækker det over et samlet marked i vækst,” siger Dennis Christensen.
Ikke kun tv bliver brugt på nye måder. ’Medieudviklingen 2015’ ser også på andre steder, hvor der er sket forandringer i mediebrugen: fra nyheder og sociale medier på mobil, til podcast-fænomenet på radioen og streamingtjenesterne, der overtager musiklytning fra vores pladesamlinger derhjemme.
”Som altid er det de unge, der går forrest i udviklingen, og alt det og meget mere kan man læse om i ’Medieudviklingen 2015’,” siger Dennis Christensen.
’Medieudviklingen 2015’ kan læses på dr.dk/publikationer.