Mange nye WAOO kunder vælger stor tv-pakke
Rygterne om de store TV-pakkers snarlige død, synes at være en smule overdrevne. I hvert fald har fiberudbyderen Waoo oplevet et markant stigende salg, siden selskabet ved nytår sidste år introducerede større – og dyrere – TV-pakker end tidligere.
”Vi får stadigt flere TV-kunder, og andelen af nye kunder, der vælger den største TV-pakke, er fordoblet i forhold til tidligere år og nærmer sig 30 pct. Det viser, at der fortsat er et marked for TV-pakker, når indholdet passer til kundernes behov,” siger adm. direktør Jørgen Stensgaard, Waoo.
Ved nytår sidste år gennemførte Waoo en større omlægning af sine TV-pakker, som bl.a. betød, at sportskanalen 3+ kom ind i to af selskabets tre TV-pakker. Samtidig blev den største TV-pakke udvidet med streamingtjenesten Viaplay Total, og den kombination har kunderne taget godt imod.
”I de senere år har tendensen i branchen været, at TV-kunderne har nedgraderet fra de store til mindre pakker, og det har fejlagtigt ført til den opfattelse, at TV-pakker ikke har nogen fremtid. Vores erfaring er, at der er både efterspørgsel og salg i store pakker, når de har den rigtige kombination af flow-TV-kanaler og attraktivt streaming-indhold,” siger Jørgen Stensgaard.