TV 2 har forlænget rettighederne til fodbold fra den spanske LaLiga i yderligere tre år frem til afslutningen af sæsonen 2023/24. Dermed kan en af verdens bedste fodboldligaer fortsat opleves eksklusivt på TV 2 SPORT X og via TV 2 PLAYs sportspakke. Aftalen er siden denne nyhed forlænget yderligere helt til sommeren 2026.
– Hos TV 2 har vi skabt to markante sportskanaler med klare profiler, og vi har en langsigtet strategi for udviklingen og formidlingen af TV 2s og TV 2 PLAYs store udbud af sport. I en periode, hvor sportsaktiviteten er meget lav på grund af corona-krisen, er det en stor glæde, at vi har sikret forlængelse af en af de stærke rettigheder i vores sportsstrategi, siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen.
TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, siger:
– At vi nu får et langvarigt forhold til LaLiga, er jeg overordentligt glad for. Vi har i vores hidtil relativt korte forhold oplevet en stærkt passioneret samarbejdspartner i LaLiga. En liga, der er eksponent for både noget af det mest seværdige fodbold i Europa, og som huser en stor del af verdens største fodboldstjerner. LaLiga er på kort tid blevet en kernerettighed, som vores seere og brugere på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY har taget særdeles godt imod. Og Frederik Lauesen fortsætter:
– Samtidig er forlængelsen af LaLiga-rettighederne – netop i disse tider – glædelig for det hold af stærkt passionerede medarbejdere, der driver vores fodboldredaktion, og jeg ved, at denne fodboldnyhed vil opmuntre dem.
TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY har siden starten af 2020 haft de eksklusive rettigheder til LaLiga, og de spanske fodboldkampe ligger hver uge blandt topscorerne på TV 2s nye sportskanal.
Sportskanalens hidtil højeste seertal blev nået søndag 1. marts 2020, da TV 2 SPORT X viste El Clásico mellem Real Madrid og FC Barcelona. Seertallet var 222.000 i snit og 272.000, da flest så med, og TV 2 SPORT X var Danmarks tredje mest sete kanal denne aften.
Et stærkt hjemsted i Danmark til spansk fodbold
Hos LaLiga er der stor tilfredshed med, at TV 2s kanaler og platforme har givet fodbold fra LaLiga et stærkt hjemsted i Danmark og har sikret stor seeropbakning til de spanske kampe.
– Vi er glade for at udvide vores samarbejde med TV 2 og fortsætte med at levere fodboldunderholdning i verdensklasse til vores danske fans. LaLiga er verdenskendt, og det er vigtigt for os at opbygge de bedste lokale partnerskaber for at skabe uforglemmeligt indhold og styrke vores lokale tilstedeværelse, siger Melcior Soler, direktør for den audiovisuelle afdeling i LaLiga.
I øjeblikket er LaLiga-kampene udsat – ligesom opgørene i de øvrige fodboldligaer i Europa – på grund af coronakrisen. Målet er at genoptage LaLiga-sæsonen, så snart sundhedsmyndighederne anser det for at være sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link