Kronprins Frederik 50 år – sådan markeres den runde fødselsdag på DR1 og TV 2
Kronprins Frederik fylder 50 år den 26. maj. Det bliver markeret med både portræt, motionsløb og koncert på DR1 og TV 2. Få overblikket herunder.
Portrætprogram på TV 2 – 20. maj
Portrættet ‘Min vej’ tager os bag hoffets lukkede døre for at fortælle historien om kronprinsens lange rejse for at stå på egne ben i den historiske institution, om de udfordringer, han gav sig selv, og den kærlighed til kronprinsesse Mary, som i dag ruster ham til at løfte de opgaver, der engang syntes for store.
Min vej – Kronprins Frederik 50 år sendes på TV 2 20/5 kl. 20:00
Royal Run på TV 2 – 21. maj
Fem dage inden sin fødselsdag binder kronprins Frederik løbeskoene, når han skal løbe Royal Run med danskerne i fem byer landet over.
I løbet af dagen går turen forbi Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense, hvor Kronprinsen hvert sted vil løbe en distance på en britisk mil – eller hvad der svarer til 1,609 kilometer.
Kronprins Frederik slutter dagen på Frederiksberg i København, hvor han skal løbe 10 kilometer.
På TV 2 kan du dagen igennem følge arrangementet, som Morten Ankerdal og Natasja Crone vil dække live.
DR1 portræt – En prins finder sig selv
Kronprins Frederik er født til et liv på første klasse, men det er ikke let for en lille dreng, at vokse op i fotografernes blitz-lys, og i en årrække kæmper Kronprinsen med den rolle han har fået, for han har ikke ret meget lyst til at skulle være konge. Han finder ro i sport og musik – og så får han uvurderlig støtte af sin mormor. Langsomt overvinder han forhindringerne og bliver til den mand han er i dag.
En mand, der kan mere end de fleste. I dokumentarserien “En prins finder sig selv” 1:2 fortælles historien om kronprinsens vej fra lille usikker dreng, til marathonløber og frømand.
Del 1 DR1 mandag 21/5 kl. 20:45
Del 2 DR1 onsdag 23/5 kl. 20:00
Fødselsdagen 26. maj
På selve dagen, hvor kronprins Frederik fylder 50 år, kommer han ud på balkonen på Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg. Det sker klokken 12, hvor danskerne kan hilse på både Kronprinsen, kronprinsesse Mary, deres fire børn og dronning Margrethe.
DR1 sender fra 09:30 og TV 2 sender fra 11:15.
Om aftenen er der en stor officiel fest, hvor særligt indbudte gæster vil fejre 50-årsfødselaren. Festen foregår på Christiansborg, og der vil komme gæster fra både Danmark og udlandet.
Turen til taflet foregår i karet fra Amalienborg klokken 19.30, og her kan danskerne få lov at hilse på kronprinsparret, når de blandt andet kører gennem Bredgade, Store Kongensgade og Strøget i indre København.
DR1 sender fra kl. 18:00 og TV 2 sender fra kl. 18:25
Fødselsdagsshow – Hele Danmark fejrer Kronprinsen
Under titlen ’Hele Danmark fejrer Kronprinsen’ inviterer DR til et stort fødselsdagsshow.
Det sker selvfølgelig i en arena med det det rigtige navn til lejligheden nemlig Royal Arena.
Forude venter en særlig aften fuld af gæster, indslag og musik og blandt nogle af de musikalske kunstnere der deltager i fejringen, hvor blandt andet Lukas Graham og Oh Land indtager scenen. Værterne er Stéphanie Surrugue og Mads Steffensen.
DR1 sender fra kl. 18:00