Kom bag om den nye TV 2 serie Løgnen, der har premiere 4. maj på TV 2 Play og 11. maj på TV 2 i denne Q og A med seriens manuskriptforfatter Karina Dam.
Hvad var din motivation for at skrive ‘Løgnen’?
Idéen spirede frem for nogle år siden, da min mor var døende og havde et stort ønske om at afslutte livet i sit eget hjem. Den kommunale hjemmepleje blev tilknyttet og sosu-assistenter, sosu-hjælpere og sygeplejersker kom flere gange dagligt. Ud over bleskift, vask og sårpleje slog det mig, hvor meget af deres arbejde, der handlede om at skabe tryghed og værdighed omkring hende. Samtidig var det tydeligt, at de egentlig ikke havde tid til den sidste del af arbejdet.
I 2020 læste jeg en medlemsundersøgelse fra FOA, der handlede om trivslen blandt sosu-assistenter og -hjælpere i hjemmeplejen. Tallene viste meget tydeligt, at chikane, krænkelser og mobning var virkelig udbredt i deres felt. Samme år ramte MeToo-bølgen for alvor Danmark. Vi hørte stemmer fra de højtuddannede, fra kunstnerne og eliten. Men hvorfor hørte vi ikke noget fra de lavtlønnede fag og fra de offentligt ansatte?
Jeg begyndte derfor at lede efter en mulighed for at fortælle en universel arbejdspladshistorie i et miljø, som var stærkt underbelyst.
Hvad har overrasket dig under din research til serien?
Jeg var overrasket over, hvor svært det var at lave research i miljøet. Man kan læse tonsvis af undersøgelser og statistikker, men en egentlig forståelse af faget kommer først, når man kommer ud i marken og får lov at følge dem, det hele handler om.
Der var stor skepsis og manglende tillid i starten, og jeg oplevede en vis form for håndskyhed over for mine forsøg på at komme i kontakt med miljøet. Mange følte, at de skulle forklare og forsvare sig som faggruppe.
Er der en bestemt historie eller oplevelse fra din research, der har ændret dit syn på hjemmeplejen?
Jeg var så heldig, at et par ansatte i hjemmeplejen gik med til at have mig med på slæb i nogle dage. Jeg fik lov til at observere deres arbejde, rutiner, udfordringer og deres kontakt med borgerne.
Særligt det sidste gjorde stort indtryk på mig. Mange havde tætte bånd til deres borgere. De spurgte til hinandens familier på en indforstået måde og lyste op i hinandens selskab. Flere ansatte fortalte, at de ikke trivedes i deres teams, men alligevel blev i jobbet, fordi de havde meningsfulde relationer med borgerne.
Det, der virkelig var en mavepuster for mig, var at høre om alle de sosu-assistenter, der både ugentligt og dagligt gik hjem med ondt i maven, fordi de ikke kunne nå at yde den pleje og omsorg, som de er uddannet til. Én brød grædende sammen, da hun fortalte, at hun ikke havde tid til at blive fem minutter hos en borger, som lige havde mistet sin kone og trængte til at tale om sin sorg.
Det eneste sted, medarbejderne kan indhente de overskredne minutter, er ved at træde hårdere i pedalerne fra borger til borger eller at droppe frokostpausen. De dage, jeg var med ude at køre, var jeg både mentalt, emotionelt og fysisk brugt op, inden klokken var 15.
Hvad håber du, at ‘Løgnen’ kan bidrage med i debatten om omsorgsfagene?
Jeg vil helst ikke blande mig i, hvordan debatten skal tage form. Serien stiller nogle spørgsmål og zoomer ind på udvalgte hjørner. Vi fortæller ikke en udtømmende historie om, hvad det vil sige at være ansat i hjemmeplejen. Nogle vil sikkert mene, at vi romantiserer deres hverdag, og andre vil sige, at vi udstiller dem til ære for dramaet.
Serien skal fungere som en underholdende historie, så det er hverken et fyldestgørende eller objektivt portræt af omsorgsfaget.
Hvad betyder generationsperspektivet for ‘Løgnen’, hvor Sille repræsenterer den unge generation og Rie den ældre?
Serien handler om magtmisbrug og de kulturer, som understøtter det. I min generation har der været en tendens til at nedtone oplevelser med grænseoverskridende adfærd. Vi har fundet os i det – måske endda forklaret det med, at vi fik sendt uklare signaler, og derfor selv var skyld i, at nogen overskred vores grænser. Den unge generation har et andet blik på det.
Skal jeg sige det lidt generaliserende, vil yngre mennesker ikke finde sig i de overskridelser, som min generation har slået hen.
Det har været centralt for mig at undersøge, om vi alle er ansvarlige for, hvordan både gruppen og individet har det. På en arbejdsplads er det primært et ledelsesansvar, men det er også det enkelte menneskes. På det punkt tror jeg ikke, at sosu-assistenters arbejde adskiller sig særligt fra mit eller andres fag.
Hvorfor foregår ‘Løgnen’ på Vestegnen?
Jeg kan godt lide at fortælle historier fra et specifikt miljø. Det er ikke noget, serien peger på, det er mere en vibe. Jeg ville gerne have, at hovedkaraktererne skulle bo i samme by, som de arbejder i. Det gav nogle åbenlyse begrænsninger, da det ikke er mange sosu-assistenter, der har råd til at købe en lejlighed i de store byer. Samtidig ville jeg gerne være et sted, hvor man kan cykle til det meste. Derfor var det naturligt at vende tilbage til Vestegnen, hvor jeg selv er vokset op. Hvor der er lukkede stisystemer, S-tog, alment boligbyggeri, boldbaner og grønne områder. Der er masser af beton på Vestegnen, men der er også Badesøen, Ishøj Strand og Albertslundbjerget. Frodige åndehuller, som jeg forbinder med frihed og udsyn.
