Kanal 5 satser på The Wall – Danmark
Kanal 5 udvider sendefladen med Kanal 5’s nye, store quizshow ’The Wall – Danmark’. Efter premieren søndag tager Kanal 5 kampen op mandag til torsdag kl. 19-20. Det skal være med til at cementere Kanal 5’s position som en af danskernes hovedkanaler. Felix Smith er vært i programmet, hvor helt almindelige danskere får chancen for at vinde over én million kroner.
Ifølge Programchef i Discovery Networks Danmark, Katrine Herforth, er satsningen en del af Discoverys store fokus på egenproduceret indhold:
”I efteråret 2019 øger Discovery antallet af timer danskproduceret indhold med 76 procent sammenlignet med sidste efterår. Derfor åbner vi aftenen og giver danskerne høj production value allerede fra kl. 19. Og der er The Wall – Danmark en stor produktion, vi virkelig glæder os til at vise frem. Det bliver forrygende, nerveprirrende og spækket med store TV-øjeblikke,” udtaler Katrine Herforth.
En dyst i paratviden – og en god portion held
I The Wall – Danmark er det nemlig paratviden, samarbejde og en god portion held, som afgør deltagernes succes. Væggen giver og væggen tager – og lykken kan vende på et splitsekund, når der hver dag er over en million kroner på højkant i The Wall – Danmark. Den oplevelse har været stor for Felix Smith, samtidig med, at The Wall – Danmark er hans første program som vært på Kanal 5:
”Det har været nervepirrende og en stor oplevelse at kaste sig ud i et helt nyt program for en ny kanal. Og ikke mindst har optagelserne på The Wall – Danmark været virkelig spændende: Vi giver helt almindelige danskere chancen for at vinde mange penge – i et spil, hvor lykken kan vende på et øjeblik. Og vi kommer helt tæt på dem undervejs i programmerne. Så jeg har hoppet og danset eller grædt med deltagerne hele vejen igennem,” siger Felix Smith.
Premiereprogrammet: Christina og Rainer vil bruge pengene til at bringe familien sammen
Første program får premiere søndag d. 8/9 kl. 20. Her tager vært Felix Smith imod det danseglade ægtepar Christina og Rainer.
Deres store drøm er at få råd til et sommerhus. Sommerhuset skal nemlig bringe deres venner og familie fra hele verden tættere på hinanden. Christina vælger undervejs at satse stort på Rainers paratviden, når hun vælger at tredoble indsatsen flere gange i spillet – også selvom spørgsmålene stiger i sværhedsgrad undervejs i det nervepirrende spil.
Sendetider på The Wall – Danmark
The Wall – Danmark sendes mandag – torsdag fra kl. 19.00 – 20.00. Første afsnit sendes søndag d. 8.september kl. 20.00 – 21.00 lige efter EM-kvalifikationskampen mellem Georgien og Danmark.