Kanal 5 lancerer Talkshow – Riising Late Night
Kanal 5 kaster sig over den klassiske talkshow-genre – men naturligvis med et twist, der matcher kanalens tradition for dansk underholdning med et glimt i øjet. Jacob Riising får nemlig senere på efteråret sit helt eget talkshow ’Riising Late Night’, hvor han tre dage om ugen inviterer landets komikere, sangere og skuespillere i studiet. Men hvor klassiske talkshows stopper ved den hyggelige snak, tager ’Riising Late Night’ den lige skridtet videre med sine gæster.
Jacob Riising, der også er vært for 5. Gear på Kanal 5, glæder sig til at komme i gang med talkshowet, som han ikke bare er vært for, men også har været inde over helt fra idéfasen.
– At få sit eget late night talkshow er en drengedrøm, der går i opfyldelse for mig. Det tror jeg, det vil være for alle TV-værter. Det er ligesom at få sin egen baby, som man kan pusle om og præge. Jeg har selv fundet på alt indholdet og alle elementerne i det, så jeg sætter en rigtig stor ære i det her program, siger Jacob Riising.
Forstyrrer folk på offentlige toiletter
Hverken de kendte gæster, publikum eller seere kommer til at kede sig under ’Riising Late Night’. Gæsterne vil blandt andet afsløre deres største forbier og deres nørdede hobbyer, samtidig med at de bliver udsat for underholdende quizzer og andre af Riisings skæve påfund.
– Jeg glæder mig enormt meget til at få besøg af alle gæsterne og vise dem og Danmark de mange sjove ting, som vi har forberedt. Særligt glæder jeg mig til den store lokumsquiz, hvor vi forstyrrer tilfældige danskere mens de sidder på et offentligt toilet, og får dem til at være med i en quiz. Jeg kan godt afsløre, at det bliver en kæmpe fest, griner Jacob Riising.
Endnu mere dansk underholdning
Med ’Riising Late Night’ bygger Kanal 5 videre på ambitionen om at levere endnu mere dansk kvalitetsunderholdning, som kan samle både trofaste og nye seere. Og talkshowet tæller også med i den statistik, som viser, at Discovery Networks Danmark i efteråret 2019 øger antallet af timer med danskproduceret indhold med 76%, sammenlignet med sidste efterår.
– Jacob Riising er en fantastisk kommunikator, og man føler sig altid godt tilpas i hans selskab. Vi har gerne villet komme med et anderledes bud på, hvordan et talkshow kan se ud hos Kanal 5 og med Jacob i front, får vi et anderledes, nært, humoristisk og til tider grænseoverskridende late night show, som bringer os tæt på de kendte gæster. Jacob vader ind i folk med træsko på og giver sig altid fuldt ud. Derfor er der noget helt særligt i vente, siger Katrine Herforth, programchef hos Discovery Networks Danmark.
Med ’Riising Late Night’ sparker Kanal 5 døren ind til at sende danskproduceret indhold på de sene hverdagsaftner. Programmet sendes tre dage om ugen kl. 22.00 og har premiere den 8. oktober.