Josefine Høgh i spidsen for Fodboldmagasinet på DR1
Det bliver et på en gang nyt og velkendt ansigt, der fra på søndag skal guide seerne gennem dansk og international fodbold i ’Fodboldmagasinet’ på DR1. Josefine Høgh begyndte på DR Sporten i Aarhus i januar, men hun har allerede været en central profil i dækningen af blandt andet vinter-OL, fodbold-VM og de daglige sportsnyheder på tv.
”Jeg glæder mig rigtig meget. Jeg har fodbold i blodet, og ’Fodboldmagasinet’ er et af DR Sportens flagskibe, så det bliver fedt at være med til at præge det. Samtidig føler jeg mig privilegeret. Der er et kæmpe hold bag ’Fodboldmagasinet’, og jeg glæder mig til at være en del af det”, siger Josefine Høgh.
Den 28-årige vært har selv spillet fodbold på eliteniveau i OB, IK Skovbakken og Fortuna Hjørring, hvor det også blev til Champions League-deltagelse, et dansk mesterskab og plads på kvindernes A-landshold. Samtidig har hun tidligere dækket dansk og international fodbold som reporter hos Discovery.
”Jeg håber, min fodboldfaglighed kommer til at skinne igennem, og at jeg med min passion for sporten kan formidle det til forskellige typer af seere. Både dem, der elsker fodbold, og dem, der ikke ser det hele tiden. Jeg vil virkelig gerne bringe min begejstring for fodbold ud til seerne”, siger Josefine Høgh.
Stor erfaring med at dække fodbold
Netop hendes baggrund som aktiv fodboldspiller på topplan og hendes journalistiske kompetencer har været afgørende for valget, forklarer DR Nyheders underdirektør med ansvar for sporten, Anders Kern Boje.
”Josefine Høgh er et kæmpe værtstalent, og hun har stor erfaring med at dække fodbold. Derfor er hun det oplagte valg for os. Hun har et stort kildenetværk i fodboldmiljøet, og hun kan bevare den faglige styrke, som ’Fodboldmagasinet’ har. Hun kan bære den fane videre,” siger han.
Fanen overtager Josefine Høgh fra Peter Møller, der har valgt at stoppe på DR Sporten.
”Det er uden tvivl et par rigtig store sko, jeg skal fylde ud med min størrelse 38”, griner hun og fortsætter:
”Peter Møller har formået at gøre ’Fodboldmagasinet’ til sit eget, så der ligger et kæmpe pres. Men jeg elsker en god udfordring. Og så er det vigtigt at sige, at jeg skal ikke være den nye Peter Møller. Jeg skal gøre det på min måde. Seerne skal genkende formatet ’Fodboldmagasinet’, men jeg skal præge det, så det bliver mit. Det kommer jeg til at bruge den første tid på, og det glæder jeg mig helt vildt til,” siger Josefine Høgh.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link