Jimmy Bøjgaard vraget til Ishockey VM
Jimmy Bøjgaard har kommenteret det danske ishockeylandshold igennem flere år på den gamle TV 2 Sport, men efter ejer og navneskiftet til TV3 Sport, så har Viasat valgt Carsten Werge som kommentator for ishockeylandsholdets kampe og således også VM-slutrunden i Stockholm til maj. Carsten Werge får den erfarne Olaf Eller ved sin side under slutrunden.
Sportschef for TV3 Sport1 Peter Nørrelund ønsker ikke at fortælle om årsagen til udskiftningen på kommentatorpladsen. Carsten Werge er mest kendt som fodboldkommentator, men han har tidligere har kommenteret en lang række af ishockey-kampene, bl.a. OL-turneringer. Sidst Werge kommenterede ishockey var til OL i Nagano i 1998, men allerede torsdag aften kommenterer han OL-kvalifikationskampen Danmark-Ukraine på TV3 Sport1.
Jimmy Bøjgaard skal fortsat kommentere ishockey i den hjemlige turnering, AL-bank Ligaen. En eventuel fremtid for Claus Elming på kanalen er fortsat uvist, Elming fortæller til sporten.dk, at hans situation endnu er uafklaret, men at han forventer en løsning indenfor 14 dage.
Kilde: Sporten.dk