Jesper Simo overtager midlertidigt værtsrollen på Xee’s Premier League dækning
Signe Vadgaard har været vært på Xee’s Premier Leguae-dækning siden august 2019, men da hun inden længe skal på barsel med sit første barn, tager Jesper Simo over på Premier League-dækningen for en stund.
”Det er som om, jeg efterlader et barn for at byde et nyt velkomment, så på den baggrund er jeg ovenud lykkelig for, at mit – og vores alles elskede Premier League – er i super kompetente hænder hos Jesper Simo, mens jeg er på barsel,” siger Signe Vadgaard.
Jesper Simo har mange års erfaring som både vært og kommentator og glæder sig til at dække Premier League endnu tættere, når den nye sæson går i gang.
”År efter år giver Premier League os nogle fantastiske oplevelser med de største kampe samt de vildeste dramaer, og 20/21-sæsonen bliver ikke anderledes. Det bliver så spændende at se, om et uhyggeligt stærkt Liverpool-hold vil blive udfordret. Kan Pep Guardiola føre Manchester City tilbage til den absolutte top? Vil Solskjær formå at forløse tidligere så dominerende Manchester United? Og hvor langt er Mourinho, Arteta og Lampard med London-projekter i Tottenham, Arsenal og Chelsea. Jeg glæder mig helt vildt til, weekend efter weekend, at give seerne hos Xee en forrygende dækning af verdens fedeste liga,” siger Jesper Simo.