Hver dansker har i år i gennemsnit set Tour de France i 6 timer 9 minutter – den højeste seertid siden 2013
Allerede inden årets Tour de France blev skudt i gang i Bruxelles, havde de danske cykelfans fået færten af, at der var noget ekstraordinært i vente, blandt andet fordi de oplagte favoritter Chris Froome og Tom Dumoulin ikke kunne være med.
Det gav plads til folk som Jakob Fuglsang, Julian Alaphilippe, Thibaut Pinot og ikke mindst den unge colombianske komet Egan Bernal, der netop havde vundet Schweiz Rundt. Og det skulle vise sig, at de havde ret, for sjældent har Touren været så dramatisk med store triumfer, gråd, styrt, jordskred og ikke mindst masser af landevejsløb på allerhøjeste niveau.
Danskerne kvitterede for det stærke cykelløb i Belgien og Frankrig. Hver dansker har i år i gennemsnit set Tour de France i 6 timer 9 minutter – den højeste seertid siden 2013. 91 procent af Tour-seningen er foregået på TV 2s kanaler, mens ni procent af seertiden er lagt på ’AftenTour’ på DR1.
Etaperne havde i snit 263.000 seere i 2019 og en seerandel på 53 procent – den næsthøjeste share til Tour-etaperne siden 2011.
Danskerne er verdensmestre i at se Tour de France
Tidligere år har det været fremme – blandt andet hos Tour-arrangøren A.S.O og fra sportsøkonom Dam van Reeth fra det belgiske universitet KU Leuven, som har fulgt Tour-seningen tæt i mange år – at Danmark er det sted i verden, hvor befolkningen relativt set følger mest med i Tour de France, og hvor etaperne opnår den højeste seerandel.
Tallene for 2019-løbet er ikke opgjort i alle lande endnu, men seertals-højdepunkter fra det internationale tv-marked, som EBU og A.S.O offentliggjorde under Touren, viser, at de danske Tour de France-seerandele fortsat ligger helt i top.
– Danmark er det land, hvor forholdsmæssigt flest mennesker ser Tour de France. At vi i år kan få danskerne til at bruge endnu mere tid på Touren, så det blev det mest sete Tour de France i mere end fem år, er da et dejligt skulderklap og en stor anerkendelse af TV 2 SPORTs store arbejde med Touren, siger John Jäger.
En konsekvens af hårdt arbejde hos fagligt dygtige folk
Han mener, at den høje seertilslutning også viser, at det lykkedes TV 2 SPORTs medarbejdere at formidle løbet på bedste vis.
– Jeg er stolt over mine dygtige medarbejdere, som har leveret et fremragende Tour de France på TV 2, og jeg er stolt over, at der er så mange danskere, der har valgt at bruge så meget tid på at se Tour de France. Det kommer ikke af sig selv. Det er en konsekvens af fagligt dygtige menneskers hårde arbejde, og det er en konsekvens af, at vi hele tiden gør os umage for at levere det bedst mulige, siger John Jäger og fortsætter:
– Lige nu holder vi ferie, men når vi kommer tilbage, så sætter vi os ned og ser på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre til næste år – og være klar til, at Touren snart kommer til Danmark.
Digital Tour-succes
Også digitalt har Tour de France 2019 været en stor succes. På TV 2 PLAY løftes live-seningen for tredje år i træk, og de særlige PLAY-programmer – herunder ‘Rolf og Ritter på Tour’ og programmet med Chris Anker Sørensen og musikeren Hjalmer – har høj interesse. 2019-udgaverne af ‘Rolf og Ritter på Tour’ ses af næsten 50 procent flere end de tilsvarende programmer i 2018.
På TV2.DK læses Tour-indholdet mere end nogensinde og overstiger klart – på tværs af TV2.DK og apps – den ambitiøse målsætning for 2019.