Her er de 20 mest sete tv-programmer i 2025
Toplisten over de 20 mest sete tv-programmer i 2025 viser både kontinuitet og nye tendenser i danskernes tv-forbrug. Ligesom året før fylder dokumentargenren markant, mens de store live-begivenheder spiller en mindre rolle end tidligere.
DR’s dokumentar Indefra med Anders Agger – Sikringen blev årets store højdespringer og endte som det næstmest sete tv-program i 2025 med knap 1,6 millioner seere. Kun slået af H.M. Kongens nytårstale, der samlede tæt på 2,1 millioner seere.
Andre dokumentarer på toplisten tæller blandt andet Naboen fra helvede, Forsvundne arvinger samt to nye afsnit af Den sorte svane. De nye afsnit nåede godt én million seere, men lå markant under seriens oprindelige fem afsnit fra 2024, der samlede næsten 2,3 millioner seere.
Top 20 mest sete tv-programmer i 2025
| # | Program | Kanal | Seertal Live / On demand |
|---|---|---|---|
| 1 | H.M. Kongens nytårstale | DR og TV 2 | 2.074.000 |
| 2 | Indefra med Anders Agger – Sikringen | DR | 1.597.000 |
| 3 | Naboen fra helvede | TV 2 | 1.492.000 |
| 4 | VM herrehåndbold (Kun DK) | DR og TV 2 | 1.456.000 |
| 5 | Statsministerens nytårstale | DR og TV 2 | 1.453.000 |
| 6 | Hvide Sande S2 | TV 2 | 1.323.000 |
| 7 | Danefæ | TV 2 | 1.277.000 |
| 8 | Løgnen | TV 2 | 1.251.000 |
| 9 | Røverkøb i provinsen | DR | 1.153.000 |
| 10 | Den store bagedyst S14 | DR | 1.138.000 |
| 11 | Sommerdahl S6 | TV 2 | 1.100.000 |
| 12 | Forræder S3 | TV 2 | 1.063.000 |
| 13 | Hotel Romantik S1 | DR | 1.045.000 |
| 14 | Den Sorte Svane – Del 2 | TV 2 | 1.039.000 |
| 15 | Gift ved første blik S11 | DR | 1.037.000 |
| 16 | I hus til halsen S13 | DR | 1.027.000 |
| 17 | Vi drukner i rod S4 | TV 2 | 1.025.000 |
| 18 | Året der gak 2025 | TV 2 | 1.015.000 |
| 19 | Valdes Jul – Vintermiraklet | TV 2 | 984.000 |
| 20 | Forsvundne Arvinger S9 | DR | 983.000 |
Målgruppe: 3+ år Kilde: Nielsen Seer-Undersøgelsen. Data: Lineær- og on demand-sening, traditionelt tv og streaming, paneldata vægtet med censusdata. Afrundet til nærmeste tusind. Seertal for programmer, hvis hoveddel udgøres af live-sening, er beregnet via programmets lineærevarighed, mens programmer, hvis hoveddel udgøres af on demand-sening, er beregnet via programmets on demandvarighed. Periode: 2025.
Dansk fiktion fylder – TV 2 stærkt repræsenteret
Toplisten er også i høj grad præget af dansk fiktion. Hele fem serier fra TV 2 er repræsenteret blandt de 20 mest sete programmer.
Tre af serierne – Hvide Sande, Sommerdahl og fortsættelsen på julekalenderen Valdes Jul – var kendte titler, mens to debutserier, Danefæ og Løgnen, markerede sig stærkt med over 1,2 millioner seere hver.
Det understreger, at nye danske dramasatsninger fortsat har potentiale til at samle et stort publikum – også i et mediemarked med faldende flow-tv-forbrug.
Livsstil, kærlighed og underholdning hitter
Toplisten afspejler også danskernes fortsatte interesse for livsstilsprogrammer. Programmer som Røverkøb i provinsen, I hus til halsen og Vi drukner i rod fandt vej til listen.
Også programmer med fokus på kærlighed tiltrak stor opmærksomhed. Hotel Romantik og Gift ved første blik var begge blandt årets mest sete.
Derudover var tre underholdningsprogrammer på toplisten: Den store bagedyst, Forræder og Året der gak 2025.
Færre store live-begivenheder – on demand dominerer
I modsætning til tidligere år var de helt store live-begivenheder mere fraværende på toplisten. Dog nåede enkelte traditionsrige begivenheder stadig top 20, herunder:
- Kongens nytårstale
- Statsministerens nytårstale
- Slutrunden i VM i herrehåndbold
Disse begivenheder blev hovedsageligt set live. For langt de fleste programmer var billedet dog et andet.
Ifølge DR blev 16 ud af 20 programmer primært set on demand, hvor on demand-seningen udgjorde over halvdelen af det samlede seertal. For programmer som Løgnen, Forræder og Den sorte svane – Del 2 udgjorde on demand-seningen over tre fjerdedele af den samlede sening.
On demand – men stadig tæt på udgivelsen
At programmerne i høj grad ses on demand betyder dog ikke nødvendigvis, at samtalen om programmerne er spredt over længere tid. Ifølge DR tyder meget på, at seerne i høj grad ser on demand-indhold tæt på udgivelsen.
Dermed peger toplisten på, at fælles tv-oplevelser stadig eksisterer – blot i en mere fleksibel form, hvor seerne i stigende grad selv vælger tidspunktet, men stadig følger med, når programmerne udkommer.



