TV-Nyt

Her er artisterne til Dansk Melodi Grand Prix 2026

Dansk Melodi Grand Prix 2026 har offentliggjort de otte artister, der deltager ved Dansk Melodi Grand Prix 2026, som afholdes den 14. februar i Arena Nord i Frederikshavn.

Dansk Melodi Grand Prix 2026 sendes den 14. februar klokken 20.00 på DR1 og på DRTV.

Emil Otto

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Emil Otto (Foto: © William Winther-John)

Gadelamper spejler sig i våd asfalt, og byen står i sort-hvid kontrast. Med ‘Copenhagen Noir’ deltager Emil Otto i Dansk Melodi Grand Prix 2026 med en sang, hvor crooner-traditionen møder film noir-æstetikken i nutidens København.

Emil Otto er DMA Jazz-nomineret sanger, og hans musikalske rejse har ført ham fra rock og jazz til et filmisk popunivers.

– Det lyder som, hvis Michael Bublé lavede temasangen til en James Bond-film, der foregik i København, siger han.

‘Copenhagen Noir’ er episk og dramatisk, bygget op med blæsere, strygere og tunge trommer. Sangens nøglelinje, ‘We need the darkness to shine like we do’, kredser om kontraster og nødvendigheden af forskellighed. Nummeret er skrevet i samarbejde med Marcus Winther-John og Joachim Ersgaard og er skabt til både den store scene og fællessang.

Copenhagen Noir

Artist: Emil Otto

Komponister/tekstforfattere: Marcus Winther-John, Joachim Ersgaard, Emil Otto Daugaard

Ericka Jane

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Ericka Jane (Foto: © Jasko Bobar)

For Ericka Jane er dansegulvet et sted for overgivelse. Et sted, hvor kroppen tager styringen, og tankerne slipper grebet. Med ‘Death Of Me’ deltager hun i Dansk Melodi Grand Prix 2026 med en sang, der placerer sig i grænselandet, hvor klubbens dansegulv får karakter af et fælles ritual.

Sangen handler om den ekstatiske frigørelse, der opstår, når man giver sig fuldstændigt hen til musikken. Selvom titlen peger mod undergang, handler ‘Death Of Me’ om det modsatte: Følelsen af forløsning efter total overgivelse.

– Når jeg lytter til sangen, ser jeg mig selv tage den sidste time på dansegulvet, fortæller Ericka Jane.

I 2026 tager hun denne energi med ind i Dansk Melodi Grand Prix, hvor fællesskab og ekstase kan folde sig fuldt ud. ‘Death Of Me’ er skabt af Erika Jane sammen med Ole Bjørn, Daniel Scheffmann og Johannes Bruun.

Death Of Me

Artist: Ericka Jane

Komponister/tekstforfattere: Ericka Jane, Daniel Scheffmann, Ole Bjørn og Johannes Bruun

Lasse Skriver

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Lasse Skriver (Foto: © Magnus Haraldsen)

For Lasse Skriver handler musik ikke længere om tempo eller næste skridt, men om at lande et sted, hvor alt giver mening. Med ‘Roaring Heart’ deltager han i Dansk Melodi Grand Prix 2026 med sin mest personlige sang. En popballade om at finde ro, når livet ellers buldrer derudad.

På kort tid har han bevæget sig fra tømrerlærling til fuldtidsmusiker efter sit gennembrud i X Factor, og som 21-årig står han et sted, hvor eftertanke fylder mere end tempo. Den rejse danner bagtæppe for sangen, der fortæller historien om et vildt hjerte, der falder til ro, når kærligheden rammer.

– Det er en moderne popballade med både energi og følelser. En sang om kærlighed, der slår ned som et lyn, siger Lasse.

‘Roaring Heart’ er skrevet sammen med Karl-Frederik Reichhardt, August Møller Fogh og den engelske sanger og sangskriver Thomas Baxter.

Roaring Heart

Artist: Lasse Skriver

Komponister/tekstforfattere: Lasse Vincent Skriver, Karl-Frederik Reichhardt, August Møller Fogh, Thomas Baxter

Late Runner

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Late Runner (Foto: © Søren Solkær)

Når Late Runner stiller op i Dansk Melodi Grand Prix 2026 med ‘Can U Feel It?’, er det ikke for at finde deres lyd, men for at bruge den. Sangen er et upbeat, dansabelt nummer, duoen selv kalder ‘et festligt skud C- og D-vitamin i en mørk tid’. Skåret ind til benet drives den af et enkelt budskab: ‘Efter mørke kommer lys, og alt bliver godt igen’.

Bag Late Runner står Asger Tarpgaard og Tanja Forsberg Simonsen, der bringer næsten tre årtiers erfaring fra popmusikken. De begyndte i Superheroes og turnerede i ind- og udland, før de blev en del af det mere poppede Private.

‘Can U Feel It?’ er skabt med Jesper Mortensen (Junior Senior) og finpudset af Anders Bønløkke (Alphabeat). Late Runner deltager for at gøre det, de har gjort i årtier: tænde festen. I 2026 gør de det på Grand Prix-scenen.

Can U Feel It?

Artist: Late Runner

Komponister/tekstforfattere: Asger Tarpgaard, Jesper Mortensen, Tanja Simonsen, Christian Vagn Madsen

Sander Sanchez

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Sander (Foto: © Arthur Aizikovich)

Med ‘Two Spirits’ deltager Sander Sanchez i Dansk Melodi Grand Prix 2026 med et bidrag, der udspringer af hans ophav, identitet og personlige ståsted. Han er opvokset i et dansk-native american-miljø, hvor Lakota-traditioner, powwow-dans og spiritualitet har været en naturlig del af hverdagen.

Sander beskriver sig selv som two-spirited (wíŋkte), og netop den identitet er kernen i sangen. ‘Two Spirits’ er en maksimalistisk popsang med energisk beat og stærkt omkvæd.

– Sangen handler om at stå stærkt i sig selv og finde sin egen rytme, siger han og fremhæver udråbet ‘Hóká hé’ – lakota for ‘let’s go’.

Sangen er skrevet sammen med Lise Cabble, Marcus Winther-John og Rasmus Rex og med det hold bag sig, træder Sander ind i 2026-feltet med et klart, personligt aftryk.

Two Spirits

Artist: Sander Sanchez

Komponister/tekstforfattere: Lise Cabble, Rasmus Rex, Marcus Winther-John, Sander Sanchez

Sissal

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 SISSAL (Foto: © Anne Sofie Pathuel)

Sissal vender tilbage til Dansk Melodi Grand Prix 2026 med ‘INFINITY’, og hun gør det som tidligere Grand Prix-vinder. Efter sejren i 2025 og rollen som Danmarks repræsentant ved Eurovision har oplevelsen sat varige spor – både kunstnerisk og menneskeligt.

‘INFINITY’ bevæger sig i et pop-elektronisk univers med nordiske lag og et tydeligt personligt aftryk.

– ‘Det er et lille magisk univers vævet sammen af pop, elektronisk musik og noget mere blidt og sårbart fra nordiske viser,’ siger Sissal.

Sangen er skrevet sammen med Joy Deb, Linnea Deb, Jimmy ‘Joker’ Thörnfeldt samt Chris Chordz og Malthe Johansen. For Sissal handler deltagelsen ikke om at bevise noget, men om at bidrage til en tradition, hun selv er vokset op med.

Infinity

Artist: Sissal

Komponist/tekstforfattere: Sissal Jóhanna Norðberg Niclasen, Linnea Deb, Jimmy Thörnfeldt, Joy Deb, Malthe Johansen, Chris Chordz

Søren Torpegaard Lund

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Søren Torpegaard (Foto: © Saba)

Der findes et øjeblik, hvor natten burde slutte. Hvor jakkerne findes frem, og man ved, at man burde tage hjem. ‘Før Vi Går Hjem’ handler om netop det øjeblik, og om bevidst at blive stående lidt længere. Når Søren Torpegaard Lund vender tilbage til Dansk Melodi Grand Prix 2026, er det med et markant andet udtryk end i 2023. ‘Før Vi Går Hjem’ er en kompromisløs popbasker om at stå midt i voksenlivet og stadig ikke kunne sige farvel til teenageren i sig selv og ham, der lever for dansegulvet.

Søren er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole og arbejder professionelt som musicalperformer, skuespiller og soloartist. Netop spændet mellem disciplineret scenehåndværk og fri popenergi driver sangen. Nummeret er elektronisk pop i højt tempo, bygget som én lang bevægelse uden pauser.  Sangen er skrevet af Søren selv sammen med Valdemar Littauer Bendixen, Clara Sofie Fabricius og Thomas Meilstrup.

Før Vi Går Hjem

Artist: Søren Torpegaard Lund

Komponister/tekstforfattere: Søren Torpegaard Lund, Clara Sofie Fabricius, Thomas Meilstrup, Valdemar Littauer Bendixen

Myrkur

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Myrkur (Foto: © Julia Nikiforova)

I skæret mellem flammer og skygger opstår et rum, hvor musik ikke bare høres. Den mærkes. Med ‘Touch My Love And Die’ præsenterer Myrkur en sang til Dansk Melodi Grand Prix, der føles som et ritual mere end et nummer. En sang, der forener nordisk mytologi, menneskelig sårbarhed og filmisk storhed, hvor mørket får lov til at tale.

Under navnet Myrkur har Amalie Bruun skabt et univers, hvor skandinavisk folkemusik, black metal og cinematiske klange mødes. ‘Touch My Love And Die’ er en mørk, cinematisk ballade indspillet i Dolby Atmos med alt fra cello og pigekor til folkeinstrumenter. Tekstligt fortæller sangen om kærlighed som både forløsning og fare. Det er et værk, hvori der er lagt ‘hjerte, sjæl, blod og tårer’, og som Myrkur ser som en menneskelig modgift i en tid med tempo og kunstighed.

Touch My Love And Die

Artist: Myrkur

Komponister/tekstforfattere: Amalie Bruun, Søren Mikkelsen

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard