Radio og Podcast Nyt

Her den nye i spidsen for Radio4

- tidligere kanalchef for P1

Det bliver den 49-årige Nikolai Thyssen, der fra den 15. januar 2024 skal stå i spidsen for den landsdækkende taleradio, Radio4. Han har tidligere været kanalchef for P1, programchef for Deadline og har senest stået i spidsen for DR’s dækning af Folketingsvalget sidste år. Tidligere har han været redaktionschef på Dagbladet Information og stifter af nyhedsmagasinet Føljeton.

– Vi har ansat Nikolai, fordi han har alle de kompetencer, vi behøver for at få Radio4 derhen, hvor vi gerne vil, siger bestyrelsesformand i Radio4, Bjarne Werner Munck.

Radio4 gik i luften for første gang 1. november 2019, da kanalen vandt FM-frekvensen efter Radio24syv.

– Efter fire år er vores ambitioner fortsat enormt høje. Nikolai har en utrolig stærk profil, og han har store kompetencer inden for udvikling, strategi og lederskab, så vi var ikke i tvivl om, at det skulle være ham, siger bestyrelsesformanden.

Efter en god begyndelse har Radio 4’s lyttertal været støt faldende. FM-lytningen er generelt udfordret, og Bjarne Werner Munck understreger, at markedet var meget anderledes, da sendetilladelsen blev udstedt.

– Alene sidste år faldt live-lytningen med 10 procent, og faldet vil fortsætte. Derfor er det vigtigere end nogensinde at udkomme på nye platforme, og vi kan se, at de yngre generationer lytter til podcasts i langt højere grad end til flow-radio. Det skal vi indrette os på, siger bestyrelsesformanden.

Han tror på, at den nye direktør vil kunne skubbe på unikke og enkeltstående formater og programmer, som vil sætte fart på lytter- og streamingtallene med god og troværdig taleradio til alle danskere.

RADIO4 SKAL GØRE ET MARKANT INDTRYK
Den kommende chefredaktør og direktør glæder sig til at sætte retningen for Radio4, når han den 15. januar 2024 ankommer til Banegårdspladsen i Aarhus.

– Radio4 har et kæmpe potentiale. Jeg kan love, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sætte dagsorden, for at oplyse, underholde og udfordre og for at lave en radiokanal, som man skal gøre sig umage for at ignorere, siger Nikolai Thyssen.

Sammen med Radio4’s bestyrelse vil han sikre, at radiokanalen i de kommende år kommer til at gøre et markant indtryk på den danske offentlighed.

– Jeg har store forventninger til, hvad vi kan gøre med Radio4. Vi skal være en taleradio, hvor de besværlige kan udkomme, hvor det vigtige kan tage form, og hvor lytterne oplever at være i godt selskab – alt imens vi udfordrer deres verdensbillede. Der er så meget behov for en radiokanal, der løfter blikket og åbner ørene og gør verden en lille smule mindre forudsigelig, siger den kommende direktør.

– Vi skal resonere med flere mennesker, afslutter han.

Kilde: Radio4 presse

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard