HBO Nordic på vej med svensk originalserie
HBO Nordic, en del af HBO Europe, starter snart optagelserne på den svenske dramaserie Björnstad. Serien er baseret på Fredrik Backmans succesroman, mens den anmelderroste og prisbelønnede svenske intruktør, Peter Grønlund, skal instruere seriens fem afsnit. Manuskriptet er skrevet af Anders Weidemann, Antonia Pyk og Linn Gottfridsson, og serien produceres af Filmlance International. I hovedrollerne ses blandt andre Ulf Stenberg og Aliette Opheim.
Björnstad handler om håbet, der fører et lille samfund sammen, de hemmeligheder, som slår det i stykker, det mod, der kræves for at gå imod flokken og konsekvenserne af den måde, vi opdrager vores drenge på.
Den lille provinsby, Björnstad, har set bedre tider, men da det lokale junior-ishockeyhold kommer i semifinalen ved Sverigesmesterskabet, vækker det samfundet til live. Alle byens drømme hviler pludselig på skuldrene af nogle teenagedrenge. Det er en tung byrde at bære, og det bliver startsskudet til en voldsom episode, hvor en pige traumatiseres. Snart spreder hadefulde anklager sig som ringe i vandet og efterlader ingen upåvirket.
I denne historie om en lille svensk by skaber Fredrik Backman en hel verden. Han ved, at vi bliver formet af det, vi kalder vores hjem, og det er med stærke følelser og stort hjerte, at Björnstad fortæller, hvad der kan ske, når vi bærer byrden af andre menneskers drømme på vores skuldre.
”At læse Björnstad er som at opleve en umiddelbar forelskelse, en historie, man kan mærke i både mave og hjerte. Backman har skabt et univers med karakterer, som giver alt – for byen, for sporten, for børnene. Vi vil gerne skabe et drama, hvor alt er på spil, og hvor vi får alle sider af menneskeheden at se – ikke bare i de karakterer, vi skildrer, men også i os selv. For at yde Björnstad retfærdighed kræver det, at man samler et hold med høje kunstneriske ambitioner; begavede manuskriptforfattere, en stærk instruktør med en unik stemme og en modig og engageret samarbejdspartner i HBO Europe, som deler vores vision. Vi hos Filmlance er utroligt stolte over dette fantastiske team og meget glade for vores nye partnerskab”, siger Bonnie Skoog Feeney og Mattias Arehn, der er producenter hos Filmlance International.
Hanne Palmquist, Commissioning Editor and VP Original Programming, HBO Nordic, fortsætter: “Det er meget sjældent, at du læser en bog, hvor det ikke blot er karaktererne og historien i sig selv, men tilmed lydbilledet fra det sted, du netop har besøgt, der bliver hos dig bagefter. Sådan en bog er Björnstad – du flytter i bogstavelig forstand ind, du bliver en del af Björnstad, og Björnstad bliver en del af dig. Vores ambition er at gøre den oplevelse til virkelighed og skabe et stærkt, følelsesladet og uforglemmeligt drama. Det er en ære at dele denne ambition med så talentfulde manuskriptforfattere, producenter og ikke mindst med instruktøren, Peter Grönlund.”
Om Fredrik Backman
Fredrik Backman fik sin litterære debut i 2012 med den globale succesroman En mand som hedder Ove. Siden har verden elsket hans humoristiske, kloge og hjertevarme historier om helt almindelige mennesker og deres hverdagsmod. Backmans bøger er blevet solgt i mere end 10 millioner eksemplarer på 43 forskellige sprog. Filmatiseringen af En mand som hedder Ove blev en verdensomspændende succes og modtog blandt andet to Oscar-nomineringer i 2017. Björnstad blev en international bestseller og var nomineret til et hav af priser, blandt andet Audie Award 2018, Goodreads Choice Awards i USA og Årets Bog i Sverige.
Om Peter Grönlund
Peter Grönlund er en prisbelønnet manuskriptforfatter og instruktør. Han har instrueret utallige prisvindende kortfilm og debuterede som spillefilmsinstruktør med Tjuvheder i 2015. Filmen fik verdenspremiere på San Sebastian Film Festival og blev en af årets mest anmelderroste svenske film. Blandt andet blev filmen belønnet med fem Guldbaggar – Sveriges mest prestigefyldte filmpris. Grönlunds seneste film, Goliat, havde premiere i oktober 2018 og fik overvældende gode anmeldelser. Filmen er nomineret til hele seks Guldbaggar ved årets uddeling, der løber af stablen i aften, den 28. januar.
Björnstad starter meget snart optagelserne i Norrland, Sverige. Serien er produceret for HBO Europe af Filmlance International, en del af Endemol Shine Group. Bonnie Skoog Feeney og Mattias Arehn er producenter. Fredrik Backman er executive producer og repræsenteres af Salamonsson Agency, Tor Jonasson og Sophie Smirnakos.
Hanne Palmquist, Steve Matthews og Antony Root er alle executive producenter for HBO Europe.
Om HBO Europes originalproduktioner
HBO Europe har produceret originaldramaserier i Polen, Rumænien, Ungarn og Tjekkiet siden 2010. I løbet af 2016 udvidede man produktionen til også at omfatte Norden og Spanien, og i 2017 tilkom de adriatiske lande. Nogle af de kommende serier fra HBO Europe inkluderer Beforeigners (Norge), Patria (Spanien), The Sleepers (Tjekkiet), Gösta (Sverige), Wataha III (Polen) og Umbre III (Rumænien).