Grethe er tilbage på TV 2 og TV 2 PLAY i en eventyrlig julefortælling i fire afsnit om næstekærlighed, tilgivelse og empati.
Der er premiere på TV 2 mandag 7. december klokken 20.30, og første afsnit kan ses på TV 2 PLAY allerede søndag 29. november.
Om Grethes jul
Da vi mødte Grethe (Peter Frödin) første gang, var i 2016, hvor hun flyttede ind hos familien Bynke. Her hjalp hun familien igennem en kaotisk hverdag med sine helt egne værdier.
Nu er Grethe ansat i et stormagasin, hvor hun har en stand med sine bøger ’Pletter – alt kan fjernes’. Her demonstrerer hun, hvordan man kan slippe af med alle slags pletter – også dem i sindet.
En dag sker der noget eventyrligt, da Grethe møder en lille pudsig dreng (Alexander Wewer-Schøler). Pludselig kan hun på magisk vis sætte sig meget bedre ind i andres liv og få dem til at se deres egne problemer i øjnene.
En af dem, der trænger til hendes hjælp, er Grethes nye nabo, vejleder og terapeut Karen (Sofie Torp), der har problemer med kærligheden og ofrer sig for sine klienter, især den ensomme Victor (Ulf Pilgaard), der ikke har lyst til at forlade sit eksil på et dyrt kursted.
Vi møder også den plagede Henrik (Sebastian Jessen), der føler sig hjemløs og sat i stå. Men det er svært for Grethe at få tid til næstekærligheden, når afdelingslederen Bibbis (Lotte Andersen) strenge krav skal overholdes og sættes i kommercielt system.
– ’Grethes jul’ er en fortælling om vores behov for kærlighed. Et tema, som især i julen forstørres samtidig med, at vi pakker os ind i engle, juletræer, pynt og gaver og salmer. I ’Grethes jul’ tror vi på den eneste ene, og vi tror på, at vi kan lære at tilgive hinanden, hvis vi har lavet fejl tidligere i vores liv. Og så giver vi også plads til eventyret, for så bliver hverdagen lidt lettere, siger Jarl Friis-Mikkelsen, der står bag idéen og også har instrueret.
Manuskriptet er skrevet af Carsten Rudolf, og ’Grethes jul’, der er på fire afsnit, produceres af Mastiff ved Bo Mortensen og Mia Marie Borup. Jennifer Green er TV 2 executive producer.
Skulle du have lyst til se eller gense den første sæson af ’Grethe’, kan den ses på TV 2 PLAY.
Her er rollerne og skuespillerne i Grethes Jul
Fotos: Kristian Brasen/TV 2
Grethe er empati in persona med en mission om at hjælpe andre mennesker. Hun er den bedstemor, vi alle har savnet, hun er sjov, pudsig og en lille smule irriterende. I ‘Grethes jul’ er hun ekstra empatisk, for her får hun hjælp af sin overbevisning på en symbolsk og eventyrlig måde i mødet med drengen Lille-John. Og det er der brug for, når hun skal binde tre ensomme mennesker, Karen, Henrik og Victor, sammen til en juleaften i kærligheden og samværets navn.
Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag