Google på vej med egen Android TV enhed med fjernbetjening
Google har indtil nu i høj grad fokuseret på Chromecast i forhold til egen hardware, mens man har lavet Android TV softwaren, som primært er brugt af andre producenter. Nu melder mediet 9toGoogle, at Google er på vej med en Chromecast opfølger, der kommer med Android TV og fjernbetjening.
Android TV enheden vil kunne kombinere Cast muligheden fra Chromecast hardwaren, men også have Android TV brugerflade med apps, som du kan betjene på skærmen, altså uden at bruge en Smartphone eller tablet.
Google præsenterede i 2019 en Android TV enhed til udviklere, måske var det en forløber for deres nye kommende enhed til almindelige forbrugere. Den nye enhed skulle minde om en Chromecast enhed rent designmæssigt.
Hvornår den nye enhed kommer på markedet må tiden vise, alt er jo usikkert i disse Corona tider og Google I/O 2020 eventen, hvor denne enhed var oplagt som en nyhed, er aflyst. Forhåbentlig er indbygget Cast på denne nye enhed forbedret. Indtil videre så har indbygget cast ikke fungeret helt så godt som en dedikeret chromecast enhed.