For det er naturligvis ofte meget velbegrundet med fælles regler og løsninger via en grundejerforening. Det være sig vandløb, fællesarealer eller veje, der skal vedligeholdes eller en sikring af økonomien i et kabel/antenne anlæg.
NÃ¥r man vil anskaffe fast ejendom, mÃ¥ man undersøge de lyste servitutter og afgøre med sig selv om man kan leve med disse. Hvis ikke, mÃ¥ man undlade at købe – punktum.
Vort system for tinglysning har sine aner helt tilbage i 1200 tallet. Det er at stor betydning for alle borgere, at man via tinglysning kan sikre rettigheder og pligter.
Det er først nÃ¥r fx en kommune anvender en sÃ¥dan servitut til at berige kommunen ved fx at sælge kablerne til en ‘pengepuger’ (læs et kabel-tv selskab) eller mÃ¥ske bruges af et lille flertal i foreninge til at pÃ¥lægge mindretallet store udgifter eller fx nægte dem rimelige modtagemuligheder, at det gÃ¥r helt op i ‘hat og briller’.
Naturligvis skal kommuner ikke have indtægter ved at sælge eget og slet ikke ‘andres’ arvesølv – ja, de bør økonomisk set vel slet ikke have indtægter ved andet end skatter.
NÃ¥r de skal spare, er det jo netop deres løbende forbrug som er større end de ‘økonomikloge’ mener er OK.
Lars 🙂