Formel 1 streamingtjeneste lanceret i Danmark – men ikke med live dækning
Formel 1 seriens egen streamingtjeneste har været et stykke tid undervejs, men i denne weekend lanceres tjenesten så endelig i forbindelse med det spanske Grand Prix.
F1 TV Access – 14 dage forskudt i Danmark
Som vi tidligere har beskrevet så består tjenesten i Danmark af F1 TV Access tilbuddet, der giver adgang til højdepunkter, Formel 1 løbsarkiv med mere. Du får således her i 2018 sæsonen ikke adgang til live dækning af løbene, da live tv og streaming rettighederne fortsat i år ligger hos MTG / Viasat. I Danmark må man faktisk vente 14 dage for at kunne se det seneste Formel 1 løb på tjenesten.
F1 TV Access er prissat til 2,99 Euro per måned eller 24,29 Euro per år og kan bestilles her
F1 TV Pro pakken – formentlig i 2019 i Danmark
F1 TV Pro pakken men live dækning af live Formel 1 løbene samt FIA Formel 2, GP3 serien og Porsche Supercup må forventeligt blive lanceret i Danmark i forbindelse med næste sæson, når den nuværende rettighedsaftale udløber.
Prisen på F1 TV Pro pakken er i Tyskland 7,99 Euro eller 58,49 Euro per år. Formel 1 har meldt ud, at de vil blokere for adgang via VPN og smart dns tjenester.
Indtil videre så er Formel 1’s egne streamingtilbud udelukkende beregnet til PC/Mac webbrowser. Der kommer først senere apps til smartphones, tablets og medieafspillere som Apple TV.