Forårets TV på Kanal 4
DIGITALT.TV har kigget på hvad du kan se frem til i løbet af foråret på Kanal 4, der både byder på gensyn med velkendte formater men også helt nye programmer
Det perfekte match – kærlighedseksperimentet
Hvis din eneste ene stod lige for øjnene af dig, ville du så overhovedet se det?
Kanal 4 og værten Oliver Bjerrehuus giver nu 20 singler – 10 mænd og 10 kvinder – chancen for at være en del af et stort og unikt kærlighedseksperiment. Det sker i den danske udgave af det populære, amerikanske realityprogram “Are You the One”.
“Are You the One” tog USA med storm, da det blev vist på MTV, og den amerikanske sæson er sidenhen blevet en kæmpe succes på dansk tv.
I den danske udgave af programmet – med titlen “Det perfekte match” – flytter 20 singler ind under samme tag i en villa i Costa Rica. De kender ikke hinanden, men har én ting tilfælles; De er alle klar til og drømmer om at finde den store kærlighed og den eneste ene.
Det eneste, som deltagerne ved på forhånd, er, at med på kærlighedsrejsen er deres perfekte match. Det har en række eksperter nemlig sørget for. Forud for eksperimentet har deltagerne hver og en gennemgået en omfattende og videnskabelig matchmaking-proces, som har resulteret i 10 perfekte match.
Missionen er helt simpel. Hver og én skal deltagerne finde frem til deres eget perfekte match. Lykkes det alle de 20 kærlighedssøgende singler at finde sammen med deres perfekte match, er målet nået.
Vi følger singlerne helt tæt på, når de gennem 30 dage kaster sig ud i deres livs kærlighedseventyr og gennem konkurrencer og dates kommer tættere på hinanden og deres fælles drøm om at finde den eneste ene.
Det er den tidligere Topmodel-dommer og model Oliver Bjerrehuus, der som vært skal lede singlerne igennem eksperimentet og den svære jagt på kærlighed.
Det perfekte match – kærlighedseksperimentet sendes torsdage fra 05/02/2015
Silas – mig, min mand og min kone
Som noget helt unikt har Kanal 4 siden foråret 2014 fulgt danseren og entertaineren Silas Holst på tæt hold og alle de udfordringer, kampe og glæder, der følger med, når man som ægtemand og far skal til at stifte en familie; en regnbuefamilie.
Vi er med både op til og efter fødslen og vil frem til juleaften følge hverdagen, når småbørnsfamilielivet skal forenes med karrieren i det nye ’far, far og mor’-liv. I programmet kommer vi hele følelsesregisteret igennem, og vi kommer til at opleve en ærlig Silas på godt og ondt.
Denne enestående fortælling kan opleves i den kommende reportageserie Silas – mig, min mand og min kone til foråret på Kanal 4.
Silas – mig, min mand og min kone sendes onsdage fra 04/02/2015
Nyskilt – kærlighed, krig og kaos
20.000 ægteskaber endte sidste år i skilsmisse. I ”Nyskilt” kommer vi tæt på seks af dem.
”Nyskilt” er en reportageserie om seks kvinder i alderen 25-50 år, der alle er MIDT i deres livs vendepunkt. De er enten blevet forladt, vokset fra deres ægtefælle eller gået fra deres mænd på grund af utroskab, vold eller sågar en fængselsdom.
I serien ”Nyskilt” vil Kanal 4 vise, at uanset grunden så kræver det både styrke og mod at skulle finde sig selv igen efter et forlist ægteskab. De nyskilte kvinder skal skabe sig et nyt liv midt i en turbulent periode uden meget overskud.
De seks medvirkende kvinder er hudløst ærlige og åbne om denne komplekse tid, både på skærmen og ved hjælp af egne dagbogskameraer. Vi følger kvinderne, både i de hårdeste måneder, og som de løbende kommer ud på den anden side. Med andre ord; Nyskilt er en inspirerende serie, der viser, at livet ikke stopper, selvom ægteskabet gør.
De unge mødre – 10 år på tv
Det er nu 10 år siden, ”De unge mødre” for første gang indtog Kanal 4-skærmen. Det betyder, at sæson 20 rulles ud til foråret, og dét bliver med et brag af en fødselsdagsfejring.
Reportageserien har i mange år bevaret sin popularitet og givet seerne mulighed for at følge mødrene i medgang og modgang.
I den nye sæson kan man stadigvæk møde mødrene Amanda Sisse, Louise, Victoria, Hannah Melissa, Julie, Maria, Natascha Linea og Nadja. Men programmet byder også velkommen til to nye unge mødre, nemlig Kamilla Skov og Nanna Mia. Derudover er Nanna igen tilbage i programmet.
De unge mødre sendes tirsdage fra 03/02/2015
Mig og min mor – større end nogensinde
”Mig og min mor” byder i denne sæson på store drømme, store muskler og masser af humor! Som noget helt nyt byder sjette sæson også på en far – nemlig wrestleren Asbjørn Riis, der sammen med hans fire sønner bliver sæsonens gæstestjerner.
Der er i det hele taget store oplevelser på tapetet med både nye som gamle kendinge og realitystjerner. Følg blandt andet Jette og Jessica, når de rejser til det storslåede USA, når Simone og Bettina tager turen til kærlighedens højborg Paris, og vi følger naturligvis også ”divaen” Irinas graviditet, og hvordan den store omvæltning takles.
Der er meget at glæde sig til i denne sæson – både drama, realitystjerner, dronninger og diva-baby. Det bliver kort sagt STØRRE end NOGENSINDE!
Mig og min mor sendes onsdage fra 04/02/2015
Singleliv
Til foråret vender Singleliv tilbage på Kanal 4 med et stærkt hold af kærligheds-hungrende piger og fyre, der alle jagter den eneste ene.
I den nye sæson lukker en lang række nye singler os ind i deres kærlighedsliv: Tina fra Helsingør har en søn på seks, men holder sig ikke tilbage fra at gå i byen hver weekend. Mette fra Herning vil have en mand med hår på brystet og fødderne solidt plantet i den jyske muld, og kosmetologen Camilla, blandt andet kendt fra Big Brother, lader sin mops vurdere, hvorvidt fyrene er noget for hende.
Charmetrolden og dyrepasseren Sebastian DiCaprio scorer piger på stribe, men mister hurtigt interessen igen, og frisøren Ditte er på jagt efter en børneklar mand.
Singleliv byder også på en række gamle kendinge som fritidsbrandmanden Claus fra Ølgod, Serina fra København samt kokken Jesper og ”Numse-Rasmus”, begge fra Aalborg. Herudover et glædeligt gensyn med Putte, der efter mange års søgen har fundet manden i sit liv.
Alt i alt er der lagt op til en forrygende 16. sæson af Singleliv på Kanal 4, der på niende år byder på en perlerække af underholdende dates, masser af humor, intime øjeblikke og til tider pinlige gensyn med gamle flammer. Og som noget helt nyt kan du i år se de medvirkende på dates med seerne.
Film og serier på Kanal 4
Foråret byder på en masse store filmoplevelser på Kanal 4! Glæd dig til romantik, komik, mystik og eventyr med en perlerække af de største stjerner, bl.a. Ryan Gosling, Johnny Depp og Catherine Zeta-Jones.
Alice i Eventyrland
Kom med ind i instruktør Tim Burtons fortryllende univers, når den klassiske fortælling om den lille pige Alice får nyt pust i Oscarvinderen ”Alice i Eventyrland”. Et stjernespækket cast bestående af bl.a. Johnny Depp, Helena Bonham-Carter og Anne Hathaway styrer løjerne i denne eventyrlige familiefilm.
Crazy, Stupid, Love
Denne romantiske komedie har den hysterisk morsomme Steve Carell i rollen som en midaldrende familiefar, hvis lykkelige ægteskab bliver vendt på hovedet, da konen (Julianne Moore) en dag vil skilles. Nu skal han forsøge at genfinde sin manddom med hjælp fra den selvsikre player, Jacob Palmer, der spilles af virkelighedens kvindebedårer, Ryan Gosling, som også hev en Golden Globe-nominering med sig for sin rolle.
The Rebound
Oplev Catherine Zeta-Jones i rollen som forstadsfruen Sandy, der river sit liv op med roden, da hun opdager, at hendes mand har haft et sidespring. Der kommer masser af følelser på spil i denne romantiske komedie, når Sandy med børnene på slæb finder en lejlighed i New York og får en flink ung mand fra den lokale kaffebar til at passe ungerne, imens hun tager sig af karrieren.
Safe Haven
Instruktøren bag ”Æblemostreglementet” og ”Dear John” står bag dette romantiske drama, hvor dunkle hemmeligheder dukker op til overfladen, med den unge kvinde Katies ankomst til en havneby. På flugt fra en mørk fortid skaber hun nye relationer til byens lokale og får et forhold til den søde enkemand Alex.
Djævlens advokater
Oscarnominerede Viola Davis blev for alvor kendt for sin rolle i filmen ”Niceville”. Nu er hun aktuel som den hårdkogte forsvarsadvokat og juraprofessor, Annalise Keating, i Kanal 4’s nye, store krimiserie ”Djævlens advokater”. Keating håndplukker en gruppe elite-jurastuderende, som hun inviterer med ind i retssalen for at opklare nogle af de vanskeligste og mest højtprofilerede kriminalsager. Langsomt bliver de studerende rullet ind i en verden af sex, løgne og hemmeligheder, og forbrydelserne begynder at ryste dem i deres grundvold.
Kilde: SBS Discovery