Flere end hver fjerde abonnerer på streaming tjenester
Hvad enten vi ønsker at se Game of Thrones i sommerhuset eller følge dagens Tour-etape ved stranden, er digitale abonnementer på film og tv i stigende grad blevet svaret.
En ny undersøgelse, som YouGov har gennemført for Telia, viser, at hele 27 pct. af alle danskere mellem 18 og 64 år har abonnement på en tjeneste for online tv og film. De største fans finder man blandt de yngre mænd under 34 år, mens det nye fænomen geografisk er mindst udbredt i Nordjylland.
Kanaler som Netflix og HBO Nordic har en overvægt af fans blandt de yngre (18-34 år), mens fx TV2 Play har markant overvægt af brugere blandt de 50-64 årige.
Vi streamer mest, når vi er hjemme – og primært på hverdags- og weekendaftener. Det tyder på, at streaming-tjenesterne udnyttes både på fjernsynet og computeren samt via mobile enheder som tablet, laptop og smartphone, fx i soveværelset, på terrassen eller i køkkenet.
”Vi kan mærke, at fleksibiliteten er en afgørende parameter for, at kunderne eksempelvis vælger HBO Nordic. Tv-serierne har ofte overtaget bogens eller avisens rolle som let adspredelse både på rejsen og i hjemmet. På samme måde bruger mange travle familier muligheden for lige at nappe et afsnit før sengetid som en hyggelig måde at være sammen på efter aftenens arbejdsopgaver”, siger privatkundedirektør i Telia Mobility, Christoph Nørgaard.
TOP 3: Hvorfor abonnerer danskerne på film- og tv-streaming
1. For at kunne se live-tv på andre platforme end fjernsynet, f.eks. smartphone, iPad, computer
2. For at kunne se kanaler, jeg ikke kan se i fjernsynet
3. For at kunne se live-tv andre steder end derhjemme
Kilde: Telia