Branche-Nyt

Flere dansksprogede tv-timer i 2016 på DR

drlogo tvbyenI løbet af de seneste år har DR skruet op for de dansksprogede programmer på sine tv-kanaler, og i 2016 rundede DR 20.000 tv-timer med dansk indhold. Samtidig kom DR ud af 2016 med balance i økonomien og et mindre overskud på 3,6 millioner kroner ud af en samlet omsætning på 4.133,2 millioner kroner. Tallene fremgår af DRs tre årspublikationer – ’DR i 2016’, public service-redegørelsen og DRs årsrapport, som udkommer fredag.

”Beløbet flugter med det budgetterede og planlagte resultat for 2016. Det afspejler, at DRs økonomi er fuldt i balance, og er tilpasset til de rammer, der blev lagt med Medieaftalen 2015-18,” siger DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen.

Flere danske tv-timer

DR sendte helt præcist 20.099 timer med dansk tv-indhold sidste år, og det var omkring tre procent mere end året forinden. Det er især på DR1, at antallet af danske programmer er steget, men også DR3 og DR K sendte flere timer på dansk. Med en samlet seerandel på 37 procent til DRs tv-kanaler i 2016 blev tilbuddene også taget godt imod.

”I en globaliseret medieverden er det vigtigere end nogensinde, at det danske indhold kan måle sig med det bedste, der bliver produceret i verden. Derfor har DR også i de kommende år fokus på det originale danske indhold, der samler, oplyser og udfordrer,” siger DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen, der samtidig er tilfreds med, at 95 procent af befolkningen i 2016 benyttede sig af DRs tilbud i løbet af en uge.

Stigningen i dansk indhold skete inden for programområderne aktualitet, debat, oplysning, kultur, dansk dramatik og sport.

”DR er meget specifikt gået efter at løfte det danske indhold på især DR1, og i den bedste sendetid om aftenen sendte DR1 dansk indhold mere end tre fjerdedele af tiden. DRs tv-kanaler står fortsat stærkt hos seerne, og derfor kunne vi også i 2016 sætte en lang række centrale emner til debat bredt i befolkningen. Samtidig er vi i fuld gang med en digital omstilling med nye digitale formater, som for eksempel ’Klassen’, der er tilpasset den måde, de nye generationer bruger medierne på,” siger DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

2016 var også året, hvor DR besluttede at styrke DRs tilstedeværelse i Aarhus og Aalborg. Maria Rørbye Rønn lægger vægt på, at ét af DRs hovedfokusområder i de kommende år bliver at være til stede, hvor hverdagen udspiller sig for de fleste i Danmark.

”Med beslutningen i 2016 om at styrke DRs tilstedeværelse i Aarhus og Aalborg, bygger vi videre på de seneste års styrkelse af den redaktionelle forankring i hele landet. Nærheden til dér, hvor livet bliver levet, er en afgørende brik i at levere troværdigt og varieret indhold, som vi kan mødes om – uanset hvor vi bor,” siger Maria Rørbye Rønn.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard