2025 lakker mod enden, og det har været et år fyldt med danske seriepremierer – både spritnye serier og nye sæsoner af gamle favoritter.
Her får du overblikket over årets serier, så du kan finde noget nyt at dykke ned i, hvis du gik glip af dem i løbet af året. Eller måske er det bare tid til et gensyn allerede.
Kærligheden blomstrer for Dan og Josefine, men alt går ikke efter planen. Forude venter nye mordgåder, svære valg og et solbeskinnet Helsingør.
I sæson 2 af ‘Hvide Sande’ folder en ny krimifortælling sig ud. Der introduceres to nye hovedpersoner, den stressramte efterforsker Maj og den unge lokalbetjent Bjørn, der spilles af skuespillerne Anne Louise Hassing og Allan Hyde. Derudover medvirker Frederikke Dahl Hansen og Anders Brink Madsen, mens seerne også kan glæde sig til et gensyn med blandt andre Jesper Asholt, Camilla Bendix og Bodil Jørgensen, der også medvirkede i første sæson.
DR’s dramaserie ‘Generationer’ er en serie om familiehemmeligheder. Serien åbner med fundet af et mumificeret spædbarnslig i en ejendom på Frederiksberg. I samme bygning bor den 87-årige Martha, som til stor undren for familie og omgivelser påstår, at det er hende, der har dræbt barnet. Med varme, nærvær og et mystisk lag følger vi en familie, hvis verden med ét forandres.
Ulla Henningsen, Anette Støvelbæk, Rikke Eberhardt Isen, Alice Bier Zandén, Jan Linnebjerg, Simon Sears, Gordon Kennedy og Albert Arthur Amiryan er på rollelisten
Løgnen
‘Løgnen’, der består af seks afsnit, er skabt af manuskriptforfatter Karina Dam, der også står bag tv-serierne ‘Herrens veje’, ‘Arvingerne’ og filmen ‘De standhaftige’.
Den utilpassede Sille (Tessa) kommer modvilligt i aktivering i et kommunalt sosu-team under Rie (Iben Hjejle), der er en erfaren social- og sundhedsassistent. Selvom Rie har haft et hav af unge i jobtræning, er der aldrig nogen, der har provokeret hende så meget som Sille. Rie synes, at Sille er doven, forkælet og nærtagende. Omvendt synes Sille, at Rie er et dødkedeligt vanedyr og statens lille hånddukke.
Teamet er ledet af Patrick (Zaki Nobel), der også er Ries ven. Rie er fysisk nedslidt og har længe drømt om at overtage Patricks stilling som teamleder, og da Patrick øjner muligheden for at stige i graderne, indgår de to en aftale om at hjælpe hinanden videre.
Den danske krimidramaserie Reservatet kan nu streames på Netflix. Miniserien er på seks afsnit og er skabt af Ingeborg Topsøe (Charmøren, Kød & blod) og instrueret af den prisvindende filmskaber Per Fly (Bænken, Borgen). På rollelisten er blandt andre Marie Bach Hansen, Danica Curcic, Simon Sears, Lars Ranthe, Sara Fanta Traore og de nye navne Excel Busano og Donna Levkovski.
Da den unge, filippinske au pair Ruby forsvinder i et af Danmarks mest velhavende kvarterer nord for København, er naboen, Cecilie, overbevist om, at der er sket hende noget. Cecilies egen au pair, Angel, prøver at komme til bunds i de rygter, der florerer blandt områdets mange au pairs, mens mistanken om en forbrydelse vokser. Sagen om den forsvundne udlænding er imidlertid underprioriteret hos politiet, og den nyudklækkede efterforsker Alicia har brug for al den hjælp, hun kan få.
Cecilie og Angel står klar til at hjælpe, og langsomt bliver magtstrukturer og privilegier blotlagt i de pæne hjem. Men Cecilies dedikation til at finde sandheden bliver sat på prøve, da Rubys forsvinden viser sig at trække tråde helt ind i Cecilies egen familie. Hun er tvunget til at konfrontere sine egne blinde vinkler og se sin familie og det miljø, som hun opdrager sine børn i, i et helt nyt lys.

Serieskaber, Ingeborg Topsøe:
”Jeg elsker at lege med genren, fordi den kræver publikums fulde opmærksomhed, og at lade en krimi foregå i det her miljø er interessant. Hvad sker der, når man udliciterer omsorgen og intimiteten i sit hjem til en au pair? Hvad bringer det frem i en selv og ens nærmeste?”
Konceptualiserende instruktør, Per Fly:
”Da jeg fik præsenteret projektet, var jeg først og fremmest begejstret for seriens univers. Nordkystens attraktive og æstetiske verden som ramme for en fortælling om sociale klasser. Under den pæne overflade lurer hemmeligheder og konflikter. Jeg var nysgerrig på, hvad der sker, når facaden slår sprækker – og det menneskelige træder frem.”
’Andre folks penge’ er en stjernespækket dansk-tysk dramaserie, inspireret af virkelige begivenheder, med blandt andre Karen-Lise Mynster og David Dencik i store roller. Serien fortæller en historie om et netværk af rige investorer, banker og advokater, som udnytter et hul i skattelovgivningen til at tiltuske sig over hundrede milliarder fra europæiske skattebetalere.
På den anden side kæmper den danske leder af SKATs udbytteafdeling, Inger Brøgger, en nærmest umulig kamp for at gribe ind og råbe politikere og myndigheder op.
’Andre folks penge’ er skabt og skrevet af Jan Schomburg og instrueret af Dustin Loose og Kaspar Munk. Den er inspireret af ’Det Store Skatterøveri’ af Niels Fastrup & Thomas G. Svaneborg, udgivet af Politikens Forlag, ’Die Cum-Ex-Files’ og ’Die Akte Scholz’ af Oliver Schröm samt research af Christian Salewski.
DR melder at serien får premiere i maj måned på DR1 og DRTV. Andre folks penge’ har premiere på DRTV fredag 23. maj klokken 6.00 og på DR1 lørdag 24. maj klokken 20.45. Serien har otte afsnit a 58 min og publiceres to afsnit ad gangen.
'Andre folks penge' er produceret af X Filme Creative Pool, True Content Entertainment og EPO-Film for ZDF og DR i en co-produktion med New8; en sammenslutning af public service-stationer, der inkluderer NRK, SVT, RUV, YLE, NPO, VRT, DR og ZDF.
I ’Tidsrejsen – Arven efter Drago’ forsøger Holly at finde tilbage til en normal hverdag i 2025 efter sine vilde oplevelser med tidsrejser. Men freden varer ikke længe. En dag dukker Laurentius – tidligere fyrstesøn og nu omvandrende gøgler – op fra middelalderen med en desperat bøn om hjælp. En magtsyg ærkebiskop truer hans far, og konsekvenserne kan blive katastrofale.
Som om det ikke var nok, opstår der i tidsrejsekaosset en dobbeltgænger af Laurentius – en charmerende, men potentielt farlig version med egne planer. Holly og Laurentius må nu navigere gennem en verden af onde intriger, skarpt bevæbnede riddere og et dystopisk Dragør, hvor børns frie vilje er forbudt.
Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen har hovedrollerne i TV 2-dramaserien ‘Danefæ’.
Vi møder det arkæologiske power-couple Ester (Lene Maria Christensen) og Michael Toksvig (Anders W. Berthelsen) på deres sølvbryllupsdag. Hun har altid stået i skyggen af sin mand og arbejder på et lille, fynsk vikingemuseum, mens han er direktør for Nationalmuseet og Danmarks mest anerkendte arkæolog.
Da Ester gør et banebrydende fund, der viser sig at være et tusind år gammelt mordmysterie, spidser tingene til. Fundet kan potentielt ændre danmarkshistorien og være en bombe under Michaels store udstilling på Nationalmuseet om Harald Blåtand. Et opgør er uundgåeligt, og Ester vælger at kæmpe for sin sag i stedet for at stå i baggrunden, som hun plejer.
Børneklassikeren ’Nana’ får nu repremiere i en nyrestaureret udgave på DRTV. Så måske er historien om Nana og hendes far, der er elsket af mange danskere som en uadskillelig del af deres tv-barndom et sommergensyn værd.
Casper Christensen og Frank Hvam er tilbage med nye klovnerier i sæson 10, der har titlen 3. verdenskrig.
Casper forbereder sig på en egentlig 3. verdenskrig, mens Franks 3. verdenskrig foregår inden for hjemmets fire vægge. Alt er eksplosivt. Der er krig på hjemmefronten, vennefronten og ikke mindst på deres nye filmprojekt.
Salsa – Sæson 3
DR serien Salsa om om sex, venindeskab og søskendeforhold vender tilbage med sin tredje og sidste sæson fra 29. august på DRTV.
Uma og Victoria gør sig klar til deres livs rejse til Mexico, da planerne pludselig kastes op i luften. Victoria tager på date med Eivind, men i forventningens glæde lurer usikkerheden. Uma føler sig alene og savner sine veninder, men Kaya og Karl er stadig sammen, og Ronja har nok at gøre med sin nye kæreste, Alex, som hun snart flytter til Paris med.
Året er 1954, og Margrethe (Benedikte Hansen) er endelig klar til at præsentere den uddannelsesreform, som hun har udarbejdet i samarbejde med Indenrigsministeriet, Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen og Sundhedsstyrelsen. ‘Den Grønne Betænkning’ skal reformere sygeplejeuddannelsen og løse det akutte behov for flere sygeplejersker i sundhedsvæsnet – og et af punkterne er blandt andet ønsket om at uddanne mænd i faget. Men ikke alle er enige i, at det er en god idé.
Ved Harboøre ligger en kemikaliefabrik, der siden 1950’erne har skabt utryghed i det lille vestjyske lokalsamfund. Nu fortæller TV 2 den alvorlige historie om den lokale fisker Bjarne Hansens kamp mod fabrikken Cheminova i dokudramaserien ‘Giften i sandet’.
Tredje og sidste sæson af DR serien Carmen Curlers får premiere i september, hvor karaktererne står over for deres største prøvelser.
I den nye sæson vokser Carmen Curlers så hurtigt, at Axel må træffe svære beslutninger for at redde fabrikken fra konkurs. Birthe og Frans er steget i graderne og kæmper begge om Axels’ opmærksomhed og anerkendelse.
I privatlivet er Axel blevet gift med fotomodellen Hanne, der drømmer om et liv som skuespiller. Birthe og Jørgen skal vænne sig til deres nye liv i parcelhus, mens Frans forsøger at jonglere mellem kærlighedslivet i København med Benjamin og fornuftsægteskabet med Lis i provinsen.
Da vi forlod Niels Oxen i første sæson, stod han ansigt til ansigt i skoven med arvingen til Nørlund Slot, Kajsa Corfitzen. Et møde, Oxen forlod som vinder. Nu fortsætter opgøret mellem de to, og Kajsa ønsker hævn over Oxen.
Oxen er på flugt med sin og PET-agenten Margrethes livsforsikring – videoen, som viser justitsministerens mord på Virginia Westermann. Oxen er dybt mistroisk overfor PET-chefen Frigg Mossman og holder sig på afstand af både hende og Margrethe. Men efter flere opdagelser rækker Oxen igen ud til Margrethe og ønsker at genoptage et tillidsfuldt makkerskab – dog uden om Mossman.
Netflix er klar med den nye danske, actionfyldte krimiserie Legenden, der blandt andre har Clara Dessau, Maria Cordsen, Afshin Firouzi og Nicolas Bro i de bærende roller.
Politiaspiranten Tea går undercover som juveler for at infiltrere et brutalt kriminelt netværk, som politiet over længere tid har haft svært ved at få ram på. Med en helt ny identitet skal Tea blive venner med den kriminelle bagmands hustru, Ashley, for at indsamle vigtige efterretninger. Efterhånden som Tea kommer tættere på Ashley og ser den barske virkelighed, hun lever i – i sin mands kontrollerende, kriminelle spindelvæv – opstår der tvivl om, hvor hendes loyalitet egentlig ligger.
Martin Høgsted er det danske islæt i en ny dansk / svensk action komedie serie ‘Grænseløs‘ som han har skrevet sammen med den svenske komiker Jesper Rönndahl, der har den anden hovedrolle i serien.
I serien møder vi de ulige grænsepolitibetjente Rasmus og Johan, der er udsendt for at sikre grænsen mellem Danmark og Sverige, med den konkrete mission at forhindre svenske turister i at tage for meget spiritus med på færgen. Rasmus, der er bange for konflikter, nyder den stille og rolige opgave. Mens hans svenske kollega, den konfliktsøgende Johan, anser sig selv for ment til noget meget større.
Tak for ingenting, er titlen på en ny dansk serie der får premiere på DR den 28. november. Der er tale om en DR P3 dramakomedie der kaster et skarpt og satirisk blik på en moderne familie, hvor kærlighed, penge og magt er tæt forbundet.
Den danske dramaserie ‘Den gode stemning’ med Iben Hjejle og Pilou Asbæk får dansk premiere på TV 2 Play og TV 2 mandag 15. december.
‘Den gode stemning’ er en stærk fortælling om, hvad misbrug gør ved vores nære relationer. Det er en serie om tillid, svigt, håb og kærlighed og en fortælling om menneskers samhørighed.
I serien spiller Iben Hjejle og Pilou Asbæk søskendeparret Eva og Mads, der bor dør om dør med deres familier i København.
Eva er arkitekt og har overtaget familiens arkitektfirma, som er i problemer – samtidig skjuler hun en hemmelig affære.
Mads arbejder som musiklærer, men drømmer om at genstarte sin musikkarriere, mens han kæmper med et voksende misbrug.
Udadtil fremstår de som stabile familiemennesker, men indadtil kæmper de med destruktive mønstre og uforløste drømme. Serien er en fortælling om svigt, håb, kærlighed og konsekvenserne af misbrug i de nære relationer — og om den samhørighed, der stadig kan bestå.
Bag enhver mand 2’ viderefører første sæsons portrættering af de forandringer, som optager den danske samfundsdebat. Omdrejningspunktet er også i sæson 2 køn, magt og jagten på balancen mellem arbejde og privatliv. I den nye sæson kommer vi endnu tættere på seriens hovedpersoner Michael og Naja, idet deres relation udvikler sig fra kollegial til forretningspartnere.
I deres fælles søgen efter selvstændighed og frihed i branchen, beslutter de nemlig at starte en ny restaurant sammen. Men den fælles drøm udfordres, da Naja indleder et forhold til investoren Cecilie, som viser sig at have sine helt egne ambitioner for restauranten. Mens Naja balancerer mellem kærlighed og karriere, vokser Michaels mistillid til alle omkring ham, og samarbejdet mellem de to begynder at slå sprækker. Kan Michael og Naja overvinde intriger, svigt og egne dæmoner, før alt falder fra hinanden?
‘Dag & nat 2’ er anden sæson af Lone Scherfigs store hospitalsdrama, som nu skifter afdeling fra fødegangen til børneafdelingen.
De to nye hovedroller som overlægen Linda og psykologen Lasse spilles af Ann Eleonora Jørgensen og Anders W. Berthelsen.
Vi er tilbage på supersygehuset to år efter, vi forlod fødegangen. I den nye sæson følger vi både personalet og deres daglige arbejde på børneafdelingen, men også deres indbyrdes relationer og private udfordringer. Hver episode fortæller også afsluttede historier om de patienter, der bliver indlagt på afdelingen. Patienterne er børn, men hvert barn har mindst én af sine forældre med sig, så serien bliver også en relevant skildring af forældreskab, og hvad det kan indebære af kærlighed, afmagt, glæder og bekymringer.












