FC København, AGF og Randers europæiske kval kampe på på TV 2-kanalerne og TV 2 PLAY
Når FC København, AGF og Randers i de kommende uger spiller kvalifikationskampe om at komme med i de europæiske fodboldturneringer, kan deres kampe følges på TV 2s kanaler og TV 2 PLAY. Og når holdene – forhåbentlig – ender med at kvalificere sig til et europæisk gruppespil, er det også på TV 2-kanalerne og TV 2 PLAY, kampene foregår.
TV 2 har købt rettighederne til holdenes europæiske kvalifikations- og playoffkampe på hjemmebane. Rettighederne til udekampene er endnu ikke afklaret og vil også afhænge af de modstandere, som bliver trukket i det videre forløb.
– Vi glæder os usigeligt meget til at komme tilbage og spille en rolle i dansk klubfodbold. Vi har været på sidelinjen i mange år, men snart er vi tilbage. Vi håber på massiv dansk deltagelse i Europa League og Conference League, og med erhvervelsen af FCKs, AGFs og Randers´ hjemmekampe for at nå det mål er vi med helt fra starten. Vi krydser fingre og håber, at alle de danske hold kvalificerer sig til de europæiske eventyr, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og fortsætter:
– Efter en 2021/2022-sæson med masser af europæisk klubfodbold – forhåbentligt med flere danske hold – er vi fra sommeren 2022 parat til at give TV 2s fodbolddækning yderligere et stort løft, når vi overtager rettighederne til det danske fodboldlandsholds kampe og til hundredvis af andre landskampe i en seksårig periode. Det bliver kæmpestort!
Randers’ vej til et gruppespil
Randers FC er som pokalvinder allerede sikker på at skulle spille europæisk fodbold i efteråret. Holdet træder direkte ind i den såkaldte playoffrunde til kvalifikationen til Europa League.
En samlet sejr over to playoffkampe giver Randers adgang til Europa League-gruppespillet, mens et nederlag betyder deltagelse i Conference League-gruppespillet. Det er første gang, Randers FC deltager i et europæisk gruppespil, som altså kan følges på TV 2s kanaler og TV 2 PLAY.
Randers skal spille sine kvalifikationskampe 19. og 26. august. Modstanderen findes ved lodtrækningen, der foregår 2. august.
AGFs vej til et gruppespil
AGF kæmper også om en plads i Conference League-gruppespillet, og holdet indtræder ligeledes i 2. kvalifikationsrunde.
AGF spiller de to kampe i 2. kvalifikationsrunde 22. og 29. juli, og modstanderen bliver enten Bala Town fra Wales eller Larne fra Nordirland.
Får AGF en samlet sejr i de opgør, er holdet klar til 3. kvalifikationsrunde, der spilles 5. og 12. august.
Herefter mangler AGF også ”kun” en sejr i playoffrunden for at være kvalificeret til Conference League-gruppespillet. Playoffkampene spilles 19. og 26. august, og modstanderen findes ved lodtrækning 2. august. Eftersom AGF blev ringere placeret i Superligaen end FCK, er AGF lavere seedet og risikerer derfor at møde meget stærke modstandere.
Brøndby og FC Midtjylland
Også to andre danske hold kæmper om plads i europæiske gruppespil. Brøndby indtræder i playoffrunden til Champions League, hvor en samlet sejr over to kampe giver plads i Champions League-gruppespillet. I tilfælde af nederlag er Brøndby med i Europa League-gruppespillet.
FC Midtjylland har flere skud i bøssen – i et komplekst forløb – for at komme i et gruppespil. FC Midtjylland kan være dygtig og heldig at spille Champions League-gruppespil, men kan også ende i gruppespil i enten Europa League eller Conference League – og kan i værste fald misse europæisk fodbold helt i den kommende sæson. I praksis behøver FCM kun én samlet sejr i forløbet for at komme med i et europæisk gruppespil.
Lodtrækning til gruppespillene finder sted 27. august.