Fadime – Æresdrabet på Fadime Sahindal bliver til dramaserie på Viaplay
Æresdrabet på Fadime ?ahindal blev en familietragedie, der rystede Sverige og hele verden. Næste år, hvor det er 20 år siden Fadime døde, frigiver Viaplay dramaserien ’Fadime’, som er baseret på de sidste år af hendes liv frem mod, at hun blev myrdet af sin far. Viaplay originalserien bliver på seks afsnit, og optagelserne begynder til sommer.
Der er blevet skrevet om Fadime ?ahindals livshistorie i snart 20 år, siden hendes død i 2002, og stadig i dag er historien med til at sætte fokus på æreskultur. Fadime blev skudt og dræbt af sin far for øjnene af sine søskende i Uppsala, da hun var 26 år gammel, da hun, ifølge sin far, havde forbrudt sig imod familiens æreskoder.
Nu bliver Fadimes sidste år til en dramaserie på Viaplay. ’Fadime’ udspiller sig i årerne mellem 1997 og 2002 og er en kærlighedshistorie om Fadime, en modig og passioneret ung kvinde, der ønsker at leve med sit livs kærlighed, Patrick, på trods af at hendes konservative far og bror truer med at dræbe hende for at bevare familiens ære.
”Fadime er en af ??de sværeste og vigtigste historier, vi hidtil har arbejdet med på Viaplay, og det er et stort ansvar at fortælle hendes livshistorie. Hun har været et forbillede for mange, og desværre er hendes tragiske død stadig lige relevant i dag”, siger Filippa Wallestam, EVP & Chief Content Officer, NENT Group.
Fadime er baseret på virkelige hændelser, politiefterforskning og den dokumentariske bog “Du ska dö”, skrevet af Fadime og hendes søster Songüls advokater”, Leif Ericksson og Ulf Broberg.
Gennem hele produktionsprocessen vil en række eksperter, i form af et etisk råd bestående af tolv personer, stå til rådighed til konsultation omkring æresrelaterede spørgsmål. Dels for at udvide perspektivet på æreskultur, som ikke er isoleret til kun at vedrøre én befolkningsgruppe, og dels for at kunne skildre familietragedien realistisk. Rådet vil være involveret i alle faser før, under og efter optagelserne for at sikre, at emnet behandles på en korrekt og retvisende måde.
”Fadime er et navn, som mange kender, men ikke alle er bekendt med hele hendes historie. Derfor er det vigtigt at få fortalt historien – ikke mindst for det yngre publikum”, siger Leif Ericksson, der var Fadimes advokat.
Leif Ericksson er en del af rådet, der skal hjælpe produktionen med at sikre, at fortællingen bliver retvisende. Han medvirker desuden også i selve serien.
”Mit arbejde som forsvarsadvokat betyder, at jeg er vidne til mange tragedier. Retssagen med Fadime er en af de sager, som har berørt mig meget. Jeg tænker ofte på Fadime og besøger hendes grav jævnligt. Hendes liv og skæbne har stadig meget at lære os i dag, og jeg er taknemmelig over at have fået muligheden for at være en del af dette vigtige projekt”, fortæller Leif Ericksson.
Optagelserne af ’Fadime’ begynder til sommer. Viaplay originalserien bliver på seks afsnit og produceres af Storyfire. Fadime’ får premiere på Viaplay på alle markeder i 2022 , hvor det er 20 år siden, Fadime blev slået ihjel.