Endelig mere HDTV fra Viasat
MTG, der står bag betalings-tv udbyderen Viasat, meddeler nu at man vil lancere 11 nye HD kanaler på det nordiske marked i 4. kvartal af 2012. Af meddelelsen fremgår det dog at kun de 5 bliver aktuelle i Danmark og oplagte kanaler som TV3 og TV3 Puls er ikke i blandt desværre.
Viasat Golf HD fra 1. november
Viasat Golf har længe været efterspurgt i en HD udgave og fra 1. november kommer den så endelig. Desværre er det for sent til, at vi formentlig får Ryder Cup 2012 i HD kvalitet, for denne spilles jo allerede i slutningen af september.
Viasat sidder tungt på alle de store golfrettigheder, så absolut et plus og logisk med en HD udgave af denne.
Bemærk at Viasat Golf ikke i første omgang dukker på hos YouSee eller hos andre lignende distributører. Det er kun Viasat der får den fra 1. november, men ifølge TeeTime.dk så kan den dog meget vel blive distribueret bredere længere ude i fremtiden
Viasat History, Viasat Explorer, Viasat Nature og Viasat Crime i HD kvalitet
De øvrige kanaler Viasat lancerer i HD og som bliver tilgængelig på det danske marked er deres egne dokumentar kanaler, Viasat History, Viasat Explorer, Viasat Nature og Viasat Crime.
Også Play kanaler i HD
Udover regulære HD kanaler, så vil Viasat også allerede fra 1. oktober tilbyde on demand mulighed for Viasat kunder med Viasat HD bokse. Med en sådan tilsluttet internetforbindelsen kan du fra 1. oktober få adgang til on demand indhold, såkaldte Play kanaler fra The National Geographic HD, National Geographic Wild HD. Desuden lanceres og E! and Disney også fra denne dato, som on demand Play kanaler.
Det betyder, at Viasat fra efteråret kan tilbyde kunderne 24 catch up-kanaler og 20 HD-kanaler.
“Interessen for både HD og catch up er stigende. Kunderne vil gerne have en endnu bedre billedoplevelse og muligheden for at se tv, når det passer dem. Derfor er det helt naturligt, at vi udvider vores tilbud til kunderne. Vi har dog, siden vi lancerede HD i 2008 og catch up i 2010, haft fokus på at styrke kvaliteten i kanaludbuddet og ikke blot øget antallet af kanaler uden hensyntagen til, om kunderne fik mere værdi for pengene. De HD-kanaler og catch up-kanaler, som bliver tilgængelige for vores kunder fra efteråret, er alle kanaler, der i forvejen er attraktive”, siger adm. direktør for Viasat, Jette Nygaard-Andersen.
Hvor er TV3 HD, TV3 Puls HD og DR1 720p?
Mens man må kigge langt efter de danske TV3 kanaler i HD, så får vores svenske og norske naboer mere ud af Viasat HD lanceringer. I Sverige lanceres Viasat Sport HD, Viasat Hockey HD og low pay kanalen TV6. I Norge starter Viasat sin norske udgave af Viasat Sport i HD, samt en Viasat Fodbold Hd kanal, samt low pay kanalen Viasat4.
Alle de kanaler der tilbydes på det danske marked er pan nordiske kanaler, og man kan derfor sige, at MTG/Viasat ikke investerer specielt meget i HD på det danske marked, hvor Viasat kunderne heller ikke kan modtage DR1 i 720p udgaven, som det ellers er tilfældet hos flertallet af de største andre danske tv-udbydere.
Fakta
I dag tilbyder Viasat følgende kanaler i HD: TV3+, filmkanalerne Viasat Film HD, Viasat Film Nordic HD, Viasat Film Drama HD, Viasat Film Action HD og Viasat Film Family HD. Derudover DR HD, TV2 HD, TV 2 SPORT HD, TV2 SPORT Premier League HD. Endvidere Penthouse 1 HD og Penthouse 2 HD, samt National Geographic HD, National Geographic Wild HD og MTV Live HD. Adgang til HD-kanalerne kræver som Viasat parabolkunde en ViasatHD tv-box eller en ViasatPlusHD tv-box samt et HD-abonnement.
Udbuddet af catch up kanaler er dags dato: TV3, TV3+, TV3 PULS og TV2. Desuden Viasat Explorer, Viasat Crime, Viasat Nature og Viasat History. Ydermere Viasat Film, Viasat Film Nordic, Viasat Film Drama, Viasat Film Classic, samt Viasat Film Action. Dertil TCM, Cartoon Network, Boomerang, Nickelodeon + Nick Jr., MTV, og TV2 Sport. Viasat parabolkunder, der har en ViasatHD tv-box eller ViasatPlusHD tv-box, har adgang til catch-up kanalen, hvis den normale kanal indgår i deres abonnement.
Kilde: MTG/Viasat Danmark