Elgiganten og Santander politianmeldt af Forbrugerombudsmanden
Elgiganten A/S har samarbejdet med Santander Consumer Bank A/S om forbrugslån til køb af Elgigantens produkter. Forbrugerombudsmanden har nu politianmeldt begge virksomheder for at have overtrådt vildledningsforbuddet og kreditoplysningsforpligtelsen i markedsføringsloven i forbindelse med annonceringen af disse lån.
Elgiganten har annonceret på Facebook og på sin hjemmeside med udsagn som ”Finansier din Macbook helt uden omkostninger” og ”Finansier dit nye tv helt uden omkostninger”. Når forbrugerne ville gøre brug af tilbuddet ved onlinekøb på Elgigantens hjemmeside, var der imidlertid kreditomkostninger forbundet med de lån, som Elgiganten udbød i samarbejde med Santander Consumer Bank.
Forbrugerombudsmanden har modtaget tre klager fra forbrugere over Elgigantens markedsføring af de finansierede køb i perioden 2. til 13. december 2022. Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at forbrugerne har kunnet få indtryk af, at de kunne have fået et gratis lån og ikke skulle have betalt noget ud over varens kontantpris. Der var dog ingen af de annoncerede lån, som var gratis ved onlinekøb på Elgigantens hjemmeside, fordi forbrugerne her både skulle betale etableringsomkostninger og faste månedlige gebyrer.
Desuden har Forbrugerombudsmanden vurderet, at Elgiganten og Santander har overtrådt pligten til at vise bestemte standardoplysninger i deres markedsføring af de annoncerede lån. Det drejer sig blandt andet om oplysninger om debitorrenten, samlede omkostninger for lånet, samlet kreditbeløb, årlige omkostninger i procent (ÅOP) og det samlede beløb, som forbrugeren skal betale.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Når en virksomhed annoncerer med, at et lån er omkostningsfrit, så må der i sagens natur ikke opkræves nogen form for rente eller lånegebyrer af forbrugerne. Desuden skal forbrugerne have tydelige oplysninger om, hvad det koster at låne penge til at købe et produkt. Begge dele følger af markedsføringsloven, som Elgiganten og Santander Consumer Bank efter vores opfattelse dermed har overtrådt
Lovgivningen på området:
Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne.
Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 5 og 6, at den pågældende handelspraksis er egnet til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. § 8.
Desuden følger det af markedsføringslovens § 9 sammenholdt med pkt. 20 i lovens bilag 1, at det altid vil anses for en vildledende handelspraksis, hvis et produkt omtales som »gratis«, »vederlagsfrit«, »uden betaling« eller lignende, selvom forbrugeren skal betale andet end de uundgåelige udgifter, der er forbundet med at reagere på den pågældende handelspraksis, samt afhentning eller betaling for levering af produktet.
Efter markedsføringslovens § 18 skal erhvervsdrivende, der markedsfører lån til forbrugere og oplyser en rente eller en talstørrelse, vise bestemte oplysninger klart, kort og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel. Det drejer sig blandt andet om oplysninger om debitorrenten, det samlede kreditbeløb, årlige omkostninger i procent (ÅOP) og det samlede beløb, som forbrugeren skal betale.