Her er sensommerens og efterårets danske serier på TV og Streaming
Traditionelt begyndes der i august at blive åbnet op for efterårs tv-sæsonen, og det betyder også nye danske serier eller ny sæsoner af de danske serier, vi allerede kender. Her på DIGITALT.TV har vi kigget frem og lavet et lille overblik over, hvad du kan glæde dig til i de kommende måneder.
Nye Klovn afsnit
Frank, Mia og Casper er tilbage i serieform med helt nye afsnit på TV 2. Der 10 nye afsnit Klovns syvende sæson.
I første afsnit af den nye sæson, der sendes 13. august, så vil Frank og Mia købe et brugt klaver. Da Frank finder ud af at sælgeren er muslim, overtager han forhandlingerne. Den slags kræver en mand. Casper og hans nye kone Lene kommer til middag. Det er Mia ikke helt tryg ved. Casper og Lene er så vilde, og de selv er så kedelige. Frank synes ikke, de har nogen grund til at skamme sig over noget. Deres forhold er langt bedre end Lene og Caspers. Det er ægte, bundsolidt og vigtigst af alt – de kender hinanden.
Ny sæson af Mord uden Grænser
Det er efterhånden nogle år siden DR sendte den første sæson af denne krimiserie, der var et samarbejde med hele syv europæiske tv-stationer. Nu er der så en ny sæson klar, der får premiere den 19. august på DR1 med en dansk,tysk,belgisk trio. Det er Marie Bach Hansen der har den danske hovedrolle. Marie har tidligere spillet med i DR’s dramaserie ’Arvingerne’.
Udover Marie Bach Hansen er blandt andre Troels Lyby, Waage Sandø, Josephine Park, Anders Juul, Esben Dalgaard og Kristian Halken med på rollelisten.
Mord uden Grønser sæson 2 handler om en flok illegale indvandrere i Danmark, der har gemt sig på et bed and breakfast i ’Marskgården’ i Sønderjylland, som er et tilflugtssted for flygtninge. Her udsættes de for et brutalt angreb. Den eneste overlevende er den unge syriske kvinde Malu Barkiri (Sarah Perles), mens ofrene tæller den tyske ejer af indvandrernes skjulested og to belgiske søstre med forbindelser til en syrisk terrormilits.
Der er otte afsnit i sæson 2 af Mord uden grænser, som du altså kan følge fra 19. august kl. 20:00 på DR1.
Hånd i Hånd – ny dansk komedieserie på 16 afsnit
TV3 og Viaplay præsenterer fra 30. august en ny romantisk komedie-serie med store danske navne som Esben Dalgaard, Ditte Ylva Olsen, Rasmus Bjerg, Stephania Potalivo og Birthe Neumann på rollelisten.
’Hånd i Hånd’ beskrives som en romantisk komedie på 16 afsnit, der på varm, humoristisk og genkendelig vis skildrer det moderne parforhold med alle dets dilemmaer og overraskelser.
I Hånd til Hånd møder vi Anders (Esben Dalgaard) og Lise (Ditte Ylva Olsen), der er et typisk dansk par i 30’erne, som på trods af en glødende kærlighed til hinanden og datteren, konfronteres med parforholdets leverpostejsfarvede hverdag fyldt med bleskift, sure sokker og ikke mindst utroskab.
Rasmus Bjerg folder sig ud som parterapeuten, der med uforbeholden forståelse skal guide parret tilbage til dengang, hvor sure sokker var charmerende og manglen på nattesøvn ikke skyldtes babygråd.
Herrens Veje – sæson 2
Den prisbelønnede tv-serie ’Herrens Veje’ vender tilbage med præstefamilien Krogh, som er blevet forandret af den voldsomme begivenhed, der afsluttede sæson ét. Næste sæson bliver en dramatisk rejse mod lyset. Hvordan kommer man videre i livet, når man mister en elsket? For familien Krogh bliver kærligheden afgørende.
De dybt personlige og dramatiske konflikter for seriens karakterer bliver universelle, når ’Herrens Veje’ fortsat diskuterer de store spørgsmål om tro og eksistens i vores tilværelse. De bærende roller spilles af Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Simon Sears, Fanny Louise Bernth og Camilla Lau.
Sæson 2 er i 10 afsnit og er planlagt til at have premiere søndag den 14. oktober 2018 klokken 20.00 på DR1 og DR TV.
Danske serier i efteråret, som vi endnu ikke kender en konkret premieredato på
Kriger nyt krimidrama på TV 2
Den prisbelønnede forfatter og instruktør Christoffer Boe står bag den nye dramaserie ‘Kriger’ til TV 2, som får premiere i efteråret 2018.
‘Kriger’ er et krimidrama om fællesskaber, loyalitet og forræderi blandt krigsveteraner, rockere og politifolk og en kærlighedshistorie mellem veteranen CC og politikvinden Louise.
Serien er på seks afsnit og produceres af Miso Film for TV 2 i samarbejde med DFI/Public Service Puljen, Media, Nordisk Film- og TV Fond og Fremantle International Sales.
Håbet – ny TV 2 miniserie
Forklædt som dreng stikker Marie til søs med skonnerten “Haabet” på en dramatisk færd fra Danmarks kyster og til Norge, fuld af farer og uretfærdigheder, men også af venskab og kærlighed.
Hovedrollen som Marie spilles af den debuterende skuespiller Anine Lindvig, og blandt de øvrige roller ses blandt andre, Lars Brygmann, Lars Ranthe, Molly Blixt Egelind, Jon Lange, Albert Lindhardt og Kirsten Olesen.
’Håbet’ er en miniserie på fire afsnit á 40 minutter og produceres for TV 2 af Zentropa i co-produktion med FilmFyn og Film i Väst med støtte fra Public Service Puljen og i samarbejde med NRK, TV4 Sverige og C More. Serien er udviklet med støtte fra Creative Europe (EU), og TrustNordisk håndterer det internationale salg.
Sygeplejeskolen – ny historisk dramaserie på vej på TV 2 Charlie
Der er ny dansk fiktion på vej til TV 2 CHARLIE – nemlig en historisk fiktionsserie, der denne gang udspiller sig på et dansk hospital i begyndelsen af 1950’erne
Hospitalsserien fortæller historien om de to sygeplejestuderende Erik (Morten Hee Andersen) og Anna (Molly Blixt Egelind) og deres medstuderende. De bliver som de første optaget på sygeplejerskeuddannelsen på et hold med både mænd og kvinder, da Danmark efter 2. verdenskrig mangler sygeplejersker, og man derfor på forsøgsbasis beslutter også at optage mænd.
På hospitalet og sygeplejeskolen venter der de studerende en helt ny tilværelse med både udfordrende undervisning, skræmmende eksamener, stive regler og forældede konventioner, som for alvor sætter de unge på prøve, mens de samtidig skal balancere med liv og død, venskab og kærlighed. Derudover står de over for hospitalets autoritære overlæge, Bent (Jens Jørn Spottag), og den dominerende afdelingssygeplejerske, Ruth (Anette Støvelbæk).
Den nye dramaserie, der bliver på seks afsnit á 40 minutter, forventes at få premiere på TV 2 CHARLIE i efteråret 2018.
Friheden – ny dansk dramaserie på Viaplay
Streamingtjenesten Viaplay lancerer den første danske Viaplay Originalserie med en række store navne på rollelisten. Den nye dramaserie bærer titlen FRIHEDEN og består af 10 episoder.
FRIHEDEN, der er et svindlerdrama fra forstaden, udspiller sig i Hvidovres parcelhuskvarter. Lars Ranthe (Klassefesten, Badehotellet) og Lene Maria Christensen (Arvingerne, Sover Dolly På Ryggen) spiller hovedrollerne som de tidligere storsvindlere, Erik og Nina, der nu lever et trivielt og lovlydigt familieliv i en forstad til København – lige indtil fortiden indhenter dem.
En bekendt fra fortiden dukker op med en plan og med en klemme på Erik og Nina, som de ikke kan slippe ud af. Med ét bliver der vendt op og ned på den tyndslidte families trivielle forstadsliv, og Erik og Nina tvinges nu ud i deres hidtil største svindelnummer mod en gigantisk medicinalkoncern – alt dét, samtidig med at de prøver at finde ud af, hvad de skal med hinanden og resterne af deres kærlighedsliv, og imens familielivets hamsterhjul skal køre ufortrødent videre, så børnene ikke bemærker noget.
Serien er skabt af den prisvindende og kreative duo, hovedforfatter Thor Bjørn Krebs (Europamestrene) og konceptuerende instruktør og medforfatter Mikkel Serup (Klassefesten, Den Bedste Mand).