Efteråret 2018 på Kanal 4, Kanal 5 og Dplay
Der er masser af fest, fart og følelser på Discovery Networks Danmarks kanaler til efteråret
Kanal 5 slår gnister på scenen, banen og i felten
Der venter Kanal 5-seerne en storslået omgang musikalsk lørdagsunderholdning, som vil slå gnister hjemme i stuerne, når Danmarks største dommerpanel, med Christopher Læssø og Mette Lindberg i spidsen, skyder det succesfulde BBC-format ’All Together Now’, på dansk Én sang 100 stemmer, i gang lørdag den 18. august. Dermed bliver Kanal 5 den første kanal uden for Englands grænser, som blænder op for det storslåede sangprogram, inden det senere på året får premiere i en lang række andre lande. Og der bliver med garanti både højt humør og følelser for fuld udblæsning, når en række håbefulde sangere med én sang skal overbevise 100 musikkyndige dommere om, at de har, hvad der skal til, for at gå videre til den store finale.
Og så bliver speederen trykket helt i bund, når Kanal 5 blænder op for en ny sæson af ’5. gear’ onsdag den 22. august, hvor køreglade kendisser med benzin i blodet kastes ud i et væld af vilde bilstunts og osende opgør i kampen om at komme først over målstregen. Se med, når Jacob Riising bliver konfronteret med sin egen dødsangst som passager i Kredes racerbil, og når Kandis Johnny, Cecilie Beck, Rasmus Brohave, Sarah Zobel og mange flere giver den gas på racerbanen i Padborg.
– At vi lancerer et stort BBC-program på Kanal 5 som ’All Together Now’ understreger i den grad, at vi ønsker at sætte os på lørdagsunderholdning, der kan samle hele familien hjemme i de danske stuer. Formatet er både storslået og går lige i maven – og det er præcis dét, underholdning skal kunne på Kanal 5, fortæller Programdirektør Anne Garlichs og fortsætter:
– Vi rykker os som hovedkanal, og ambitionerne bliver hele tiden skruet en tand op, hvilket man også vil kunne se i den nye sæson af ’5. gear’, hvor der både er skruet op for tempoet og de til tider livsfarlige stunts.
I programserien ’Den Kongelige Livgarde’, der har premiere søndag den 9. september, har et kamerahold for første gang fået lov til at følge dagligdagen i Livgarden, som er meget mere end flotte paradesoldater. Vi kommer helt tæt på de unge rekrutter på stue 143, deres kammeratskab og udviklingen fra dreng til mand, når livets første hårde prøve uden mor og far på sidelinjen skal bestås. Eller som H.M. Dronning Magrethe formulerer det i programmet: ”Du kan dobbelt så meget, som du selv tror, og ti gange så meget, som din mor tror”.
Vi oplever på tætteste hold det, der er kendt som Danmarks hårdeste værnepligt. Vi følger dem fra den dag, hvor rekrutterne træder ind ad porten og bliver ramt af Livgardens strenge disciplin, der omfatter alt fra håndtering af våben og skægstubbe, til de unge mænd otte måneder senere kan indgå i den eksklusive klub kaldet Den Kongelige Livgarde.
– Vi vil tættere på virkeligheden og fortælle ægte historier fra et ellers lukket og sagnomspundet miljø. Vi følger rekrutterne i en fuldstændig afgørende periode i deres liv. En periode, som ifølge mange tidligere livgarder, vil få stor betydning for drengenes videre tilværelse. I programmet dykker vi ned i, hvad der gør den 360 år gamle institution så livsændrende og betydningsfuld, forklarer Programdirektør Anne Garlichs.
Kanal 5 kan også fejre, at ’Politijagt’ fylder 10 år, og i den anledning blændes der onsdag den 22. august op for en spritny sæson af den populære reportageserie om Danmarks dygtigste færdselsbetjente. Vi fejrer også jubilæet med en særudgave af programmet i september, ’Politijagt – USA’, hvor vi i seks programmer følger en række danske betjente, der har svoret troskab til det amerikanske flag, og som nu arbejder som fuldblods gadebetjente i USA – med livet som indsats.
I Kanal 5’s true crime-dokumentarserie ’Forbrydelsen’, der har premiere 11. september, dykkes ned i de mindste og mest afgørende detaljer i nogle af de største og mest omtalte kriminalsager i Danmarkshistorien, som Flugten fra Vridsløselille Statsfængsel, Rembrandt-røveriet og Kummefryserdrabet. For første gang genfortælles sagerne af henholdsvis gerningsmændene, som beretter minutiøst om deres tanker under forbrydelserne, mens vi også får politiets perspektiv på sagerne, hvilket giver os et unikt indblik i alt fra efterforskningen, jagten på gerningsmændene og til sidst anholdelsen.
Og så fortsætter Sverre Quist jagten – dog ikke på svindlere – men på ustoppelige sexkrænkere i efterårets programserie ’Jagten på Sexkrænkerne’. I programmerne afsløres blandt andet hemmelige chatrum på internettet, hvor der deles og byttes billeder af helt almindelige danske piger, og at der stadig foregår dyresex herhjemme, selvom det har været ulovligt siden 2015. Programmet ser også nærmere på fænomenet ’sextortion’, der er seksuel afpresning på nettet, hvilket bliver mere og mere udbredt i Danmark. I ’Politiets Specialenheder’ jagter vi også forbrydere, men her stiller vi skarpt på dem, der fanger dem, og i det nye krimiprogram kommer vi helt tæt på Danmarks mest specialiserede politienheder. Begge programmer har premiere senere på efteråret.
På Kanal 5 vises også UEFA Nations League, hvor Danmarks drenge i år spiller den første kamp den 9. september på hjemmebane, når Wales kommer på besøg i Telia Parken. Der er intet mindre end en plads til EM i 2020 på spil.
Store familiære følelser på Kanal 4
På Kanal 4 fortsætter efteråret i følelsernes tegn med et nyt og meget personligt sangprogram ’Din Sang’, der har premiere torsdag den 23. august. Her vil store stjerner som Sanne Salomonsen, Wafande, Carpark North, Shaka Loveless, Aura, Søs Fenger og Erann DD hylde en række danskere, der alle har været igennem en svær periode i deres liv, men som stadig finder styrken til at være der for andre. Vi garanterer masser af tårer og en tur gennem hele følelsesregistret, når der synges fra hjertet i ’Din sang’.
Kanal 4 er tv, der kan mærkes i maven, og derfor kan seerne også glæde sig til at være med hele vejen, når det engelske succesprogram ’One born every minute’ endelig får en dansk version. I ’Velkommen til Verden’ er vi med i den nok mest intense og gribende begivenhed, som man kan komme ud for – nemlig det at blive forældre. Vi får et unikt indblik i alt, hvad det indebærer af tårer, grin og pressede øjeblikke, når børn kommer til verden på landets andenstørste fødeafdeling på Århus Universitetshospital.
Kanal 4 kaster igen lys over den spirituelle verden, når blandt andre Brian Holm, Tomas Villum, Johannes Nymark og Kurt Kragh tilbringer et døgn i selskab med tre professionelle, clairvoyante vejledere i en ny sæson af ’Nærkontakt’, som har premiere tirsdag den 14. august. Samme dag er der også et glædeligt gensyn med ’De Unge Mødre’, når programmet blænder op for den 26. sæson og byder på to bryllupper, en dåb og to nye graviditeter.
Ny Reality på Dplay
På Dplay, der samler hele vores store programportefølje, skydes efteråret i gang med det succesfulde reality-format ‘Ex on the beach’ den 20. august. Her er der skruet helt op for intriger, store følelser og akavede øjeblikke, og gennem hele sæsonen vil man hver dag kunne se nye afsnit på Dplay.
– Vi har længe kigget efter et reality-format, som kunne noget nyt. ’Ex On The Beach’ er reality, når det er allerbedst. Det er kort sagt en kunstig verden med ægte følelser – en soap med rigtige mennesker, om man vil, siger Programdirektør Anne Garlichs og fortsætter:
– Reality er en genre, som især tiltrækker mange unge mennesker, der som bekendt foretrækker at streame. Derfor bliver Dplay en vigtig brik i lanceringen af dette format, og stedet hvor programmet kommer til at leve. Det er en model, som vi har haft stor succes med i vores svenske del af virksomheden, og som vi nu også vil afprøve i Danmark.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link